Med lys i horisonten

Man kan næsten ikke tænke sig en mere relevant titel i vores nuværende corona-tid end titlen på den svenske forfatter Tomas Sjödins nye bog, ”Stol på at det vil lysne”.

Bogen består af små korte stykker i Sjödins kendte finurlige stil, hvor hverdagsliv- og episoder danner udgangspunkt for overvejelser om de essentielle emner i liv og tro.

Selvom forfatteren som frikirkepræst har en kristen tilgang til emnerne, er der tale om bred menneskelig og medmenneskelig indfaldsvinkel, men med et underliggende kristent livssyn, som enkelte steder bliver eksplicit.

Menneskeligt nærvær og kærtegn

For at blive i vores nuværende underlige og på mange måder tunge nutid, som forfatteren var lykkelig uvidende om, da bogen blev skrevet, er det slående, hvor nærliggende det er – når man, som han, skal tale om håb og en lysere fremtid – at tale om betydningen af menneskeligt nærvær og kærtegn.

Og dette fylder netop meget i bogen, hvilket sætter vores nutid i perspektiv, så vi måske mere end nogensinde forstår, hvad relationer og menneskeligt nærvær betyder. Men det kan også give læseren en unødig følelse af, at nogle af de små stykker er svære at se relevansen af lige nu. Man må imidlertid huske på, at vores nuværende situation ikke varer ved, og at disse passager i bogen en dag vil være mere relevante og betydningsfulde end måske nogensinde før.

Føde til både nu og senere

Der er imidlertid også afsnit, der er særlig relevante netop nu. For at nævne to:

I kapitlet ”De, der ikke kommer tilbage” skriver forfatteren således om, hvordan vi skal agere i såkaldt håbløse situationer. Han fortæller om en kvinde, der i en årrække arbejdede med cancerpatienter, og som for at bevare håbet ind imellem måtte gå i arkiverne for at se bevis på alle de patienter, der ikke var kommet tilbage, fordi de var blevet helbredte.

Og så skriver han, at selvom virkeligheden også er, at ikke alt går, som vi håber og ønsker, så er det ”ikke forbudt at skrabe alle de rester af lys og håb sammen, man kan finde, og hviske, at det kan gå godt. For det kan det, oftere end det modsatte, faktisk” (s. 108). Det samme kan vi jo sige om vores situation lige nu.

Og så kan vi jo netop nu øve os i det, Sjödin skriver om i kapitlet ”En indre, uforstyrret verden”, hvor han taler om ”Betydningen af et usynligt, indre liv. Kraften i det skjulte” (s. 99). Vi lever i høj grad af anerkendelse og det at blive set, og måske en og anden netop nu må erkende, at det føles som om noget af en selv går tabt, nu, hvor vi på ét plan mere end ellers er tvungne til at leve ”i det skjulte”. Her kan netop dette kapitel sætte vores værdi i perspektiv.

Med andre ord er der i denne lille fine bog føde både til nu og senere – så vent ikke med at købe den.

Tomas Sjödin:
Stol på at det vil lysne
165 sider. 199,95 kr.
Forlaget Boedal