Dansk førstehjælp til Libanon

LIBANON – Danmission har iværksat en særindsamling for at hjælpe Libanons flygtninge med førstehjælp, indtil den store internationale hjælpeaktion kan sætte ind.Det sker som følge af en direkte anmodning og den særlige kanal, vi har i vores lokale partner.
– Der er et desperat behov for hjælp lige nu, siger Danmissions områdesekretær for Mellemøsten, Harald Nielsen. – Fra vor lokale partner i Libanon har vi modtaget et SOS om hjælp, som vi ikke kan sidde overhørig.
Hjælpen formidles gennem organisationens libanesiske partner, Forum for Development, Culture and Dialogue (FDCD),
– Det er en meget seriøs organisation med et effektivt netværk, såvel inden for Libanons officielle samfundsstruktur som ude i lokalsamfundene i byerne og på landet, oplyser Danmission.
Og dette er ifølge organisationen nødvendigt, når man lokalt i Libanon ønsker at skaffe de nødvendige forsyninger til flygtningene og klare logistikken med at få fordelt varerne til de lokale enheder.
Allerede mandag den 24. juli blev der afsendt 200.000 kr, modtaget fra Danidas nødhjælpspulje via Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling. Af egne indsamlede midler har Danmission foreløbig sendt 25.000 kr. til et børnehjem i Beirut, som organisationen i forvejen støtter, og hvor situationen for tiden er kaotisk på grund af flygtningestrømmen.
Det skønnes, at der er op mod 750.000 flygtninge, som mangler alle de basale fornødenheder for at kunne overleve, indtil den store internationale hjælp kan komme frem.
-mbc