Etiopien: Mindst 500 kristne er dræbt i blodrus siden juni
Mindst 500 kristne er blevet dræbt i koordinerede dør-til-dør-angreb. Tusinder er flygtet fra Etiopiens Oromia Regional State med hovedstaden Addis Abeba de seneste to måneder.
Medlemmer af ungdomsbevægelsen Qeerroo, som består af yngre, overvejende muslimske mænd fra oromo-gruppen, har angrebet kristne i en regulær blodrus i området syd, sydøst og øst for Addis Ababa. Angrebene startede efter drabet på den populære oromo-sanger Hachallu Hundessa den 29. juni.
Den kristne organisation Barnabas Fund fortæller om angrebene:
“Nogle af Qeerroo’s militser havde lister med kristne, og de fik hjælp fra de lokale myndigheder, som ofte ledes af muslimer i Oromo-regionen, til at finde især de personer, der støtter kirken. Qeerroo-ekstremisterne kom i biler bevæbnet med skydevåben, macheter, sværd og spyd. De søgte efter kristne og myrdede dem. Børn blev tvunget til at se deres forældre blive brutalt myrdet med macheter,” oplyste kilderne ifølge Barnabas Fund.
En oromo kristen blev halshugget, fordi han nægtede at fjerne en tråd omkring halsen, som mange kristne bærer som tegn på deres dåb. Angriberne sagde til enken, at kun dem, der knæler i bøn til Allah hører med til i Oromo-samfundet.
Nogle lokale muslimer i Bale Agarfa har hjulpet kristne med fare for deres eget liv, hvorimod politiet i flere tilfælde har set passivt til, mens de kristne blev myrdet.
Siden september 2018 har de etniske konflikter sendt over 2 millioner etiopere på flugt som internt fordrevne.