En rigtig dårlig gruppe

Af Journalist Eva Maria Jørgensen

Jeg elsker og hader gruppearbejde. Når det lykkes, og man spiller hinanden gode, er det det fedeste.

Selv på mit studie, som på ingen måde handler om Gud, kan jeg næsten opleve et lille glimt af hans skabergodhed i variationen og samarbejdet. Når hver af os bidrager med det, vi er og kan, bliver det til mere end summen af hver enkelt præstation.

Noget helt andet er dårlige grupper. Ind imellem virker det ikke. Så kan det føles som en sæbekassebil på en grusvej. Det gør ondt i måsen, og styringen matcher ikke rigtig opgaven.

Det var min oplevelse her for ganske nylig. Seks skønne mennesker – deriblandt mig – var blevet sat sammen til et tre ugers nyskabende projekt. Jeg var klar. Gruppen var klar. Men vi endte med at spænde mere ben for hinanden end at spille sammen. Vi ville det alle sammen godt, men det blev mere hårdt end godt.

Jeg endte som en overkontrollerende mortype i mit desperate forsøg på at få det til at spille, mens andre måske i stedet trak sig en smule og håbede på, at det gik over. Ingen af strategierne var gode.

Jeg følte mig alene i min situation og havde svært ved at få troen og Jesus med i den del af mit liv.

Nu er det endelig ovre, og utroligt nok endte vores projekt ganske udmærket. Vi spredte måske endda lidt glæde i verden med vores slutprodukt.

Men processen var stadig uforståelig for mig. Hvorfor havde jeg oplevet så mange indre blinde veje? Havde Jesus reelt et bud på, hvad jeg skulle gøre eller have gjort i sådan en lavpraktisk møgsituation?


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Kort tid efter det var overstået, læste jeg et stykke fra en andagtsbog, som en facebookven delte på sin profil. Det handlede om Jesus og udvælgelsen af disciplene. At han havde brugt natten i bøn før valget.

Alligevel måtte han i tre år hver dag følges med – være i gruppe med om du vil – en mand, som han vidste ville ende med at forråde ham. Der kan man tale om dårlig gruppedynamik. Og om at holde ud i ting, det kan være svært at se formålet med.

For mig blev det en reminder om, at jeg vitterlig ikke er alene. At udover at Jesus kender min smerte, fordi han elsker mig og føler med mig, så forstår han også det her lavpraktiske menneskeliv.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Også når det ikke spiller, og der ikke er så meget andet at gøre, end bare at holde ud. Det er rart.