Når modgang ikke definitivt er nedgang

Af og til opstår der ting i vores liv, der virker som en begrænsning for det, Gud ønsker at gøre igennem vores liv – alt fra økonomiske tab, relationelle vanskeligheder, helbredsmæssige udfordringer kan lede til denne følelse.

Lige nu er COVID-19-pandemien en fællesnævner, der for mange af os kan være en frustration, bl.a. fordi den føles som en begrænsning for at gøre det, Gud kalder os til som mennesker og som kirke. Midt i denne frustration tror jeg, der er en vigtig lektie, vi skal lære både personligt, men også som kirke.

Denne lektie finder vi i den spæde start af den første menighed. Den første menighed oplevede i begyndelsen ikke kun stor fremgang, men også en tilsyneladende stor begrænsning for at deltage i Guds kald, nemlig forfølgelse.

Lige efter Stefanus’ død læser vi følgende: ”Samme dag udbrød der en stor forfølgelse af menigheden i Jerusalem, og alle undtagen apostlene blev spredt ud over Judæa og Samaria.” (Apg 8:1).

Lige umiddelbart virker dette som en forfølgelse, der sætter kirken skakmat og definitivt gør det af med den nystartede menighed. Kirken havde alle gode grunde til at blive frustreret på Gud over ikke længere at være i stand til at gøre det, den var kaldet til.

Kirken kunne lige så godt have trukket sig tilbage af frygt for omstændighederne, men den tog som bekendt en helt anden drejning. For et par vers senere læser vi:

”De, der var blevet spredt, begyndte nu at drage rundt og forkynde ordet.” (Apg 8:4).

Forfølgelsen af de kristne i Jerusalem ledte til, at mange kristne flygtede til andre byer, ikke for at give op, men for at prædike evangeliet til flere mennesker.

Budskabet om Jesus blev altså spredt til nye egne på grund af forfølgelsen. Kort sagt blev kirken ikke udryddet, men udbredt ved forfølgelsen.

Når Gud vender ting på hovedet

Dette understreger Guds evne til at transformere det, som modarbejder Guds plan, til i stedet at blive en medarbejder for Guds plan. Gud har en fantastisk evne til at vende ting på hovedet, så smerte og modstand vendes til at blive velsignelse og inddrages i Guds plan.

Det betyder ikke, at Gud forårsager smerten, eller at der ikke findes smerte, men at Gud er i smerten og forvandler den, så der kommer noget godt ud af den.

En af mine mentorer illustrerede engang dette ved at sammenligne Gud med en kunstmaler.

Indimellem sker det i vores liv, at der kommer en fejlstreg på billedet, som ikke synes at passe ind. Gud formår at inddrage denne fejlstreg i vores livsbillede, så fejlstregen kommer til at udgøre en smuk andel af vores livsbillede.

Lad tilliden til Gud styre

Denne evne hos Gud er en stor trøst og kilde til håb, da vi ved, at vores omstændigheder ikke er endegyldige, men at Gud formår at vende det til det gode. Ikke kun trøster det os, men det indgyder os mod til at være mere styret af tilliden til Gud fremfor frygten for modstanden.

Vi kan så let blive grebet af frygten for modstand, at det styrer vores liv, men tilliden til Guds forvandlende kraft gør os i stand til at leve liv, der er mere styret af ønsket om at gøre Guds vilje, trods mulighed for modstand på vejen.

Havde de første kristne frygtet den forfølgelse, der ventede dem, mere end ønsket om at gøre Guds vilje, var evangeliet måske aldrig kommet til os.

På samme måde må vi også lade os styre af tilliden til Gud. Hvem ved, hvem der vil mangle evangeliet i den næste generation, hvis vi i dag ikke vælger at lade os styre mere af tilliden til Gud end frygten for modstanden?

Søndagens tekst: Mark. 12, 38-44

Jesus advarer imod de skriftlærdes hykleri

38 Jesus fortsatte: „Tag jer i agt for de skriftlærde! De elsker at gå klædt som fornemme og lærde mænd, og de nyder, at man hilser ærbødigt på dem, når de går gennem byens gader.

39 De kappes om de bedste pladser i synagogen, og de elsker at være æresgæster ved de fine middage.

40 Men samtidig svindler de sig til enkers ejendom, og de fremsiger lange bønner for at se fromme ud. De vil få en hård dom.”

41 Så satte Jesus sig lige over for templets indsamlingsbøsse og iagttog de folk, der lagde penge i den. Mange rige gav store beløb, 42 men der kom også en fattig enke, som lagde to småmønter deri.

43 Jesus kaldte på disciplene. „Så I den fattige enke der?” spurgte han. „Det siger jeg jer: Hun gav mere end alle de andre. 44De gav af deres overflod, men hun gav simpelthen alt, hvad hun ejede og havde.”

Teksten er fra bibelen på Hverdagsdansk