Der er sket noget med Martin Henriksen

”Jeg er troende kristen,” siger den markante DF-politiker, som efter 14 år røg ud af Folketinget i 2019. Han har nemlig brugt tænkepausen til at læse Bibelen fra ende til anden og sætte sig grundigt ind i kristendommen. ”Dilemmaerne er ikke længere dilemmaer for mig,” siger han.

Martin Henriksen og fru Lea ses her i festtøj til hofbal på Christiansborg Slot foran maleriet af Grundlovens givere.

I 14 år sad Martin Henriksen i Folketinget for Dansk Folkeparti. Han var kendt for sine markante holdninger imod muslimsk indvandring. Men i 2019 røg han ud af Folketinget, og han har benyttet pausen til at finde ud af, hvad kristendom egentlig handler om.

Selv om Dansk Folkeparti ofte har slået på de gamle (kristne) værdier, så er Martin Henriksen ikke vokset op i et kristent miljø. Hans opvækst var i et almindeligt dansk hjem i København.

– Jeg gad ikke gå i skole, så efter folkeskolen havde jeg forskelligt arbejde på lager, som arbejdsdreng, som postbud osv. Bagefter aftjente jeg i 10 måneder min værnepligt hos Gardehusarregimentet i Slagelse.

– Skænkede du Gud en tanke?

– Da jeg var soldat, fik jeg et lille felttestamente. Det læste jeg nogle gange for sjov højt for kammeraterne, når vi var på øvelser, fortæller Martin.

– Jeg fandt også på sange, som vi kunne synge, når vi var på march. En gang flettede jeg Jesus ind i en sang, som nok ikke egner sig til at blive gengivet her. Men bagefter kom en muslimsk kammerat og spurgte pænt, om jeg ikke kunne flette Gud ind i stedet for Jesus. Det gik ham meget på. Det gjorde jeg så, og det rimede lige så godt.

– Kom du også på soldaterhjemmet?
– Ja. Det gjorde vi alle. Men det var mest på grund af de pæne piger.

– Fik du ikke noget åndeligt ud af at komme på KFUMs soldaterhjem?
– Nej, det husker jeg ikke.

En særlig oplevelse

– Men nogenlunde på det tidspunkt var jeg med min far til et helbredelsesmøde med den afrikanske prædikant Charles Ndifon i Kirken i Kulturcentret på Nørrebro. Vi var nysgerrige. Min far havde nemlig problemer med ryggen og havde svært ved at gå. Mødet varede i flere timer, og det gjorde stort indtryk at se den ene efter den anden blive helbredt.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– I sådan en situation prøver man jo på at finde alle mulige forklaringer på, at det ikke er Gud og Jesus, der helbreder. Men der var især én situation, hvor der ligesom gik et vingesus igennem forsamlingen. Det var, da Charles Ndifon spurgte en mor med et lille barn om at komme op på scenen. Barnet havde grædt hele aftenen, det havde vi alle lagt mærke til. Men samme øjeblik, at Charles lagde hånden på barnet, holdt barnet helt op med at græde. Det var mærkeligt. For de voksne kunne han have betalt for at sige, at de var helbredt. Men en baby…

– Efter at Charles havde bedt for en masse mennesker, opfordrede han os til sidst til at lægge hænderne på og bede for dem, han ikke kunne nå at bede for. Så min familie og jeg bad for min far. Og han fik det med det samme bedre. Min far og jeg løb om kap ude foran kirken bagefter, og han kunne ellers ikke løbe. Så min far fik det altså bedre. Nogle år senere fik han en arbejdsskade, som han så desværre aldrig er kommet over. Men den oplevelse har på en eller anden måde sat sig i mig.

Hjalp en kvinde i nød

– Jeg kan også huske, at jeg engang var ude at gå med min daværende kæreste. Så mødte vi en kvinde, som var så dybt, dybt ulykkelig, at jeg instinktivt tænkte, at vi måtte bringe hende hen til kirken. Så vi tog hende med i bilen og kørte hende til en kirke i Valby. Men den var lukket, hvilket jeg blev dybt forarget over. Jeg ringede til præsten, og kvinden blev overleveret i kirkens varetægt. Præsten lovede at finde en løsning.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Krarup og Langballe

– Da jeg kom i Folketinget, mødte jeg jo Jesper Langballe og Søren Krarup, som ud på de sene nattetimer kunne have nogle store filosofiske og teologiske diskussioner om historie, Luther, kristendom, Folkekirken osv. Jeg sad jo bare dér som en ung fyr og lyttede intenst til guldkornene, og forsøgte at komme med nogle kække bemærkninger. Vi fik som regel et enkelt glas eller mere til diskussionerne, så det var både rasende interessant og samtidig utrolig morsomt. Jeg taler stadig engang imellem med Søren Krarup om løst og fast, hvilket jeg er meget taknemmelig for. Søren har iøvrigt også viet min hustru og mig og har døbt alle vores børn.

– I Dansk Folkeparti synger man også meget. Det er ofte de gamle sange, hvor kristendom er en naturlig del. Også på den måde blev jeg påvirket. Og jeg tænkte ofte, at jeg engang ville studere Bibelen nærmere – når jeg fik tid.

Blandt indvandrere

– Som politiker blev jeg inviteret ud i kristne indvandrermenigheder af Kirkernes Integrations Tjeneste (KIT). Jeg har også arrangeret flere møder i Folketinget med præster fra migrantmenigheder. Jeg er imponeret over deres tilgang til troen, og jeg mener, at mange af migrantmenighederne har noget at byde på i forhold til integrationsprocessen.

Studerede Bibelen

Martin Henriksens nye bog er på 222 sider og illustreret, den kan købes på Hosianna.dk for 228 kr. Abonnenter får 5 pct. rabat.

– Da jeg så røg ud af Folketinget ved valget i 2019, besluttede jeg at gå et spadestik dybere. Så jeg gik i gang med at læse Bibelen systematisk fra en ende af, fortæller Martin.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Da jeg flere gange havde mødt Mikael Laursen, som er generalsekretær i Frikirkenet, spurgte jeg ham, om han ville give mig et kursus i kristendom. Og det gjorde han så i et års tid. Jeg har også talt med bl.a. præsten Jarle Tangstad fra kirken i Kulturcentret, og med en del andre præster.

– Nu har jeg skrevet en bog om kristendom, og den står naturligvis helt for min egen regning, men jeg har gjort mig umage for at sikre mig, at jeg ikke skrev noget, som er helt skævt, set ud fra et kristent perspektiv. Så jeg har lyttet og læst meget.

Ja, jeg er kristen

– Vil du i dag betegne dig selv som troende kristen?

– Ja, bestemt. Jeg forstår ikke det hele og har måske min egne idéer om noget. Men jeg tror på Bibelen. Jeg tror, at det er dér, Gud har vist os, hvordan tingene skal forstås. Jeg tror på Gud-Fader, Søn og Helligånd. Vi be’r aftenbøn og læser bibelhistorier for vores børn. At have børn bringer mig nærmere Gud.

– Er du blevet omvendt?
– Det er mere en gradvis proces, der er sket.

Dilemmaerne

– Du skriver også om de ”bibelske dilemmaer” – altså emner, som folk ofte bruger som argument imod kristendommen og Guds eksistens.

– Ja, for det havde jeg lyst til. Det er mest ærligt, synes jeg. Jeg har jo selv gennemgået nogle af de samme ting i mit hoved. Men jo mere man sætter sig ind i dilemmaerne, jo mere giver de mening, og for mig ender det med ikke at være et dilemma mere. Og selv i de tilfælde, hvor det kan være svært at finde en forklaring, så må man jo bare indrømme, at der er ting, der går over vores forstand.

Svar på bønner

– Når man har bedt Gud om noget, og der så kommer en løsning, så kan man jo gå i gang med at bortforklare, hvad der er sket. Jeg tror, at mange moderne mennesker bortforklarer ekstraordinære begivenheder som pudsige tilfældigheder i stedet for at anerkende eksistensen af det guddommelige. Det synes jeg faktisk er trist, både for den enkelte og samfundet. Men når det er sket flere gange, så véd man jo også godt, at det ikke er tilfældigt. På et tidspunkt droppede jeg simpelthen at blive ved med at finde på dårlige undskyldninger og bortforklaringer, når der skete noget uforklarligt i mit liv.

– Hvordan har din kone det med din nye kristne udvikling?

– Min kone er kristen, men jeg er den drivende kraft i forhold til det kristne. Men det fungerer fint, og før coronaen gik vi gerne i kirke et par gange om måneden. Nu kan vi finde på at se en online gudstjeneste.

Accept af alle kristne

Martin og Lea i deres have på Stevns.

– Hvordan har du det med katolikkerne?

– Jeg kender flere katolikker, også nogle meget troende katolikker. Jeg har en instinktiv respekt for mennesker, der tager troen på Kristus alvorligt. Som ikke bare siger: Der står godt nok sådan i Bibelen, men jeg føler lige noget andet…

– Hvordan er din holdning til andre kristne retninger?

– Det vigtigste er jo, at man tror på Gud Faderen, Gud Sønnen og Gud Helligånden. Og at man tager Bibelen alvorligt. Gør man det, så ved man, at vejen til Faderen går gennem Sønnen. Hvis dét er på plads, så vil jeg overhovedet ikke bilde mig selv ind, at jeg kan gøre mig til herre over deres tro.

– Jeg er jo protestant, det er det, jeg er født ind i, og det er min kulturelle baggrund. Den sætter jeg meget pris på. Og jeg kan også godt forstå Luthers pointer. Han trak ligesom kristendommen tilbage til det oprindelige. Det er mit udgangspunkt, men samtidig er min kirkelige baggrund lidt rodet, fordi jeg har fået input fra mange forskellige kirkelige miljøer.

Mere tålmodig

– Gør det noget godt for dig at være kristen?

– Ja, det synes jeg. Jeg tror, jeg er blevet mere tålmodig, mere lyttende. Jeg tænker mere på, hvad man kan gøre for andre mennesker.

– Har du ændret politisk holdning?

– Det synes jeg ikke. Men jeg vil nok sige tingene på en anden måde, end jeg gjorde, da jeg var 25 år. Det har nok også noget med alderen at gøre. Det er ikke den enkelte indvandrer, jeg nødvendigvis har noget imod. Det er islam, og så antallet. Det er tankesættet i islam. Jeg har i øvrigt også læst Koranen flere gange og mange af haditherne. Det har ikke mildnet min modstand.

– Men jeg har også fundet ud af, at de fleste muslimer ikke aner, hvad der står i Koranen, og jeg ved da godt, at mange bare vil leve et roligt liv med deres familie. Men uanset det, så spiller antallet jo stadig en rolle. Det kan vi ikke se bort fra.

Christiansborgs synder

– Jeg har fået større forståelse for, at man hele tiden skal konsultere sin samvittighed og måle sig op imod det store forbillede – Jesus – også i politik.

– Christiansborg er faktisk et af de mindst kristne steder, jeg har været. Det handler om magtkampe, forfængelighed, intriger, egodyrkelse… Det er egentlig ret forfærdeligt. Man må gerne være glad for sig selv, det siger jeg også til vores børn, men man skal passe på ikke at være ALT for glad for sig selv.

Provokeret til politik

– Hvordan fandt du selv på at gå ind i politik?

– Op til og efter min soldatertid blev jeg mere samfundsinteresseret. Jeg gik i gang med at tage en HF-eksamen, så jeg kunne søge ind på studiet i statskundskab. Jeg meldte mig også ind i Dansk Folkeparti – bl.a. på grund af nogle indvandrergrupper på Vestegnen af arabisk-muslimsk baggrund, som opførte sig exceptionelt dårligt. De optrådte i grupper og opførte sig ikke særlig behageligt.

– Jeg syntes også, vi var nødt til at stoppe den store indvandring. Ellers vil den oprindelige danske befolkning og de værdier, vi har til fælles, jo komme i mindretal. Men uanset mine holdninger, så har jeg nærmest altid haft venner og bekendte af anden etnisk baggrund. Og aldrig haft noget imod dem, omend vi da har haft nogle spændende diskussioner.

– Desuden er Dansk Folkeparti jo klassisk konservativ, når det gælder kultur, familie og kirke. Så det var naturligt for mig at gå ind i DF, da jeg var ca. 20 år. Kort efter stillede jeg op til Folketinget i Valby og på Frederiksberg og blev genvalgt flere gange. Så det blev til 14 år i Folketinget. Og jeg kom aldrig i gang med at studere statskundskab på universitetet – derimod har jeg studeret det i praksis i Folketinget.

– Er du stadig aktiv i politik?

– Ja, jeg stiller op på Sjælland, omend chancen for at komme ind i Folketinget jo er blevet noget formindsket, fordi DF er gået tilbage. Jeg stiller også op til byrådet i Stevns kommune, hvor vi nu bor, fortæller Martin, der tager imod på familiens gård, Gevnøgaard, hvor han bor sammen med Lea og deres to piger og en søn.

– Men den bog, du nu har skrevet, den er nærmest støvsuget for politik. Hvorfor?

– Jeg ville ikke risikere, at min politiske holdning skulle komme i vejen for det, jeg har mest på hjerte. Nemlig at fortælle om, hvad kristendom er. I bogen forsøger jeg at argumentere rent for kristendommen.

Chikaneret

– Jeg véd jo godt, at mennesker med en anden holdning kan have noget imod mig. Mine børn har jo måttet opleve, at mennesker har spyttet efter mig. Vi har haft dødstrusler imod familien. Biler, der har kørt op på siden af os, hvor folk har råbt og teet sig. PET har måttet passe på os.

– Hvordan føles det?

– Det er da ikke så behageligt, men det kan man nok ikke undgå, når man mener det, som jeg mener. Det er nok værst for familien, men de er hårdføre og seje. Det er jo lidt specielt, når man fx er til fastelavnsfest i børnehaven, at der så står nogle stærke halvskaldede mænd i udkanten fra PET.

– Vi blev engang kaldt til samtale af pædagogerne. De synes, det var mærkeligt, at vores søn påstod, at der holdt en politibil udenfor børnehaven. Pædagogerne kunne ikke se nogen politibil. Men det kunne han. Han havde lært sig selv at spotte de civile betjente, som passede på os. Det er jo en lidt sjov historie.

Medierne svigter os

– Hvad synes du om mediernes behandling?

– Jeg gider ikke pive over det, men jeg er jo ”skurken”. Så selv om man ikke synes, man siger noget kontroversielt, så oplever man ofte bagefter, at man bliver fremstillet sådan i medierne. Jeg synes, der sker en skævridning. Noget skyldes, at de fleste journalister er venstreorienterede, og derfor har et verdensbillede, hvor folk som mig er skurke. Men det er jo ikke rimeligt, at informationer fremstilles skævt overfor befolkningen. Jeg synes medierne har et ansvar, som de for øjeblikket ikke lever op til.

Ikke racist!

– Hvad er det værste, du er blevet kaldt?

– Det er racist. Det irriterer mig grænseløst. For jeg er og har altid været fuldstændig ligeglad med folks hudfarve. Vores børn gik tilmed på en kristen friskole på Amager, hvor der var langt flere indvandrerbørn end i den lokale folkeskole. For mig handler det om at undgå at miste vores oprindelige danske kultur, hvor kristendommen jo også spiller en rolle.

– I den bog, du har skrevet, giver du råd og vejledning til andre, som vil sætte sig ind i kristendommen.

– Ja, for jeg tror, at der er mange, der ligesom jeg gerne vil finde ud af, hvad det egentlig handler om. Og jeg havde lyst til at skrive en bog om, hvad jeg havde fundet ud af, bl.a. ved at læse en masse bøger og ved at tale med præster og få undervisning. Og det er meget spændende. Uanset, hvad man så ellers mener om min politik.

Meget berejst

Martin Henriksen har besøgt og rejst i Kenya, Iran, Pakistan, Bahrain, Jordan, Marokko, USA, Mexico, Brasilien, Australien, Japan, Sydkorea, Grønland og Færøerne og en række europæiske lande.

– Nogle af turene har været i forbindelse med mit politiske arbejde, og andre har været private. Jeg tror, at det har været med til at udvide min horisont at se forskellige kulturer. Jeg tror, at de indtryk jeg har fået på mine rejser, har præget mig til at dykke ned i de kristne mysterier.

Draget af kristendommen

– Inden jeg for alvor dykkede ind i Bibelen og kristendommen, var jeg allerede draget af de kristne budskaber.

– Jeg har besøgt Jordan flere gange. Det giver nemlig god mening at besøge Jordan, hvis man vil vide noget om flygtningesituationen.

– På en af turene var jeg ansvarlig for planlægningen, og derfor lagde jeg et kulturelt indslag ind i programmet. Det bestod i, at folketingsdelegationen skulle lære om de kristnes vilkår i regionen, og at mine kollegaer som en overraskelse fik tilbud om at blive velsignet med vand fra Jordanfloden af en præst, der også viste os, hvor Jesus havde vandret. Jeg tænkte, at det var en god overraskelse, og det var min vurdering, at nogle af mine kollegaer trængte til det…