Mødte en ’engel’ i Athen

Gudsoplevelser med Per Bracher

Jens Christian Damhus fik en tiltrængt opmuntring i Athen.

Jens Christian Damhus tror, at han har mødt en engel.

– Jeg var på noget frivilligt arbejde i Athen, hos nogle flygtninge-drenge. Et par fra Danmark, Patricia og Dan Biswas, har taget nogle flygtningedrenge til sig og har skabt et hjem for dem. Jeg skulle hjælpe med at passe dem.

Så en dag var jeg ude at gå. Jeg følte mig lidt ensom og tænkte ”hvad laver jeg lige her?”

Jeg skulle møde klokken 10, så jeg sætter mig ved et busstoppested. Klokken var kvart i 10. Der kom en ældre mand og satte sig i nærheden af mig. Han kiggede på mig og spurgte, hvor jeg kom fra. Jeg havde overhovedet ikke lyst til at snakke med ham. Jeg sagde bare nå og amen og tænkte ”Bare skrid med dig!”

På et tidspunkt rykkede han tættere på mig og spurgte, hvad jeg egentligt lavede. Det fortalte jeg ham så. Jeg fortalte lidt om Patricia og Dans arbejde.

”Uha, det lyder rigtig godt,” sagde han så. ”Jeg er selv fra USA og er på besøg her i Grækenland.” Han arbejdede med mennesker. Derefter sagde han sådan ud af det blå: ”Du er måske kristen?” Ja det var jeg jo. Det var rigtig godt at være kristen, det var han selv. ”Hvor er du fra.” ”Jeg er fra Danmark.” ”Uh, ja Danmark er sådan et godt land. Der er så gode mennesker. Det er nogle, der vil noget. Det er ikke lige som her i Grækenland, i Danmark vil man noget!”

Jeg tænkte bare: ”Hvad ved han om det?” Han kom tættere og tættere på, han havde sådan nogle venlige øjne. Så siger han til mig på et tidspunkt: ”Det er et fantastisk arbejde, I gør.”

”Ja,” svarede jeg så. Jeg vidste ikke lige, hvad jeg skulle sige til det.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



”Jo, det er det, så bliv ved med det. Og de knægte får en oplevelse, de bliver berørt,” sagde han. Og jeg blev mere venligt stemt.

Jeg kunne se hans venlige og tillidsfulde øjne. Derefter kiggede han på mig og sagde: ”Det arbejde du er med til at gøre sammen med Patricia og Dan, bliver skrevet i Livets bog, og det bliver aldrig glemt!”

Sådan en saltvandsindsprøjtning havde jeg behov for, og tænkte, at det var der mening i.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Så stak han mig hånden og sagde: ”Kan du have det rigtig godt i fremtiden,” hvorefter han gik. Jeg ser ham nok aldrig mere, men jeg er helt sikker på, at han var en sendt engel.

Per Bracher filmer Gudsoplevelser