Jesus-reklame er fredet, men kors møder hård kritik

Det lysende kors på Skauen Kirke i Skien, som blev indviet i august, vækker protester i Norge. Foto: Skauen kirke.

Kristne lysreklamer er en 100 år gammel nyhed i Norge. Men modstanden mod det lysende kors på den nye kirke i Skien er af nyere dato, skriver Kristelig Pressekontor.

Striden er netop blusset op, efter at Skauen Kirke tændte lyset i korset øverst på kirketårnet. Derimod er en gammel lysreklame med teksten ”Jesus verdens lys” forlængst blevet fredet i Stavanger. Her har skiltet med teksten ”Jesus verdens lys” spredt det glade budskab i næsten 100 år.

Da den legendariske reklame kom op i Bergelandsgaten i anden halvdel af 1920-tallet, skal den endda have været Norges allerførste lysreklame. Ikke mindst af den grund er skiltet både accepteret og værnet om i oliebyen. Det er en del af bybilledet – og endda fredet. I kommunens reguleringsbestemmelser for området omtales skiltet ligefrem som ”selve eksponenten for bedehusmiljøet i Stavanger”.

Kors kaldes ’provokerende’

Da korset på Skauen Kirke begyndte at stråle, blev det derimod for meget for nogle af naboerne. Efter en skriftlig klage fra en af dem er sagen nu til behandling i byggesagsenheden i Skien Kommune.

Overfor avisen Telemarksavisa begrunder klageren sin henvendelse til kommunen:

– Det lysende kors er generende, fordi vi lever i et boligområde med en mangfoldighed af livssyn. Og det virker provokerende, fordi det er dominerende og lyser op 24 timer i døgnet.
Klageren understreger dog samtidig, at det ikke er lyset, men derimod symbolikken, der generer.

– Menigheden må gerne have et kors på ydersiden af bygningen, men det kan da ikke være nødvendigt at have lys i det, eller at placere det så højt oppe på tårnet, siger naboen.

Kors-problem i Oslo

For få år siden var der en tilsvarende sag i Oslo. I maj 2017 satte Metodistkirken på Bjølsen nemlig et selvlysende kors på toppen af kirketårnet. Det skabte også protester, hvoraf nogle var skarpere i tonen end dem, der nu lyder i Skien:


Artiklen fortsætter efter annoncen:



”Jeg vil gerne have mig frabedt en sådan enorm reklameplakat for en ideologi, som jeg mener hører fortiden til,” skrev en klager ifølge avisen Vårt Land. En anden klager påberåbte sig religionsfriheden og ville ikke ”påtvinges en lysreklame i form af et torturredskab fra jernalderen”. For flere andre var det dog mest lysstyrken i korset, der generede.