Romanserie for børn om den tidlige kristenhed

”Jeg kiggede op på himlen, som lyste i gyldne og røde farver – meget kraftigere end da Rom stod i flammer. Og så huskede jeg på den gyldne stad i himlen, hvor smerte og sorg, tab og ensomhed ville forsvinde for altid. Det var mit sande hjem”. S.159

Rom i flammer er andet bind i den historiske romanserie om Bryn og den tidlige kristenhed. Hele idéen om at rejse i fortællingen tilbage i tiden og opleve virkeligheden, som den kunne have set ud for fortidens folk, er fascinerende.

Og begivenhederne omkring den tidlige kristendom fortjener at blive fortalt i børnehøjde.

’Rom i flammer’ er en drengeroman, hvor vi følger Bryn, der i første bind tog imod Jesus fra Nazareth. I andet bind har Bryn genvundet sin frihed, som frigivet slave, og arbejder nu for en god kristen mand.

Men bedst som verden ser god og lovende ud, bryder Rom i brand. Det kaster Bryn ud i en kamp for overlevelse. Men det bliver også til en helt ny forståelse af, hvilken styrke der er i den kristne tro.

Romanen er skrevet af Kathy Lee og oversat i en lettilgængelig dansk udgave, som børn i helt ned til indskolingen vil kunne læse, selvom voldsomheden tilsiger, at det nok er bedst at vente til de lidt ældre årgange.

Læseren får et fint billede af, hvordan Nero sandsynligvis sørgede for at Rom brændte, og at de kristne fik skylden for det.

Den kristne undergrundskirke er skildret på en troværdig vis, der minder mig om den forfølgelse af kristne, som stadig pågår verden over. Vi møder kristne, som på en og samme tid er frygtsomme og modige, bedende og lovsyngende midt i ildprøven, som de står i.

Der er ikke noget at sige til, at den sagtmodighed har rystet de øvrige romere og ført nogle til troen, selvom det var forbundet med stor fare.

På denne vis er bogen et dejligt trosstyrkende vidnesbyrd om den kristne tros historie og force: midt i mørket skinner lyset stærkest.

Kathy Lee: Rom i Flammer
160 sider. 149,95 kr. Lohse