Hvad ser dine øjne?
I dag vil jeg fortælle en historie fra den færøske natur, denne natur, som igen og igen betager mig. Historien er helt tilbage fra 1998 og foregår ud fra min moders fødebygd, Hvalba.
Tidlig en morgen tog bygdens mænd afsted for at fange får. Ulden skulle klippes, og de syge skulle behandles med medicin. Langsomt arbejdede de sig op ad det smukke, stejle fjeld, som kaldes Grímsfjall. Ved ankomsten til toppen fik de løn for deres møje, for derfra kunne de skue så langt vest i det blikstille hav, som øjet kunne række.
Pludselig blev stilheden afbrudt at et hjerteskærende råb fra en af de yngre mænd. Igen og igen pegede han ud i horisonten, mens han bønfaldt sine venner: ”Kom, vi må redde dem, før de drukner”. Uanset hvordan mændene anstrengte sig for at se det, han påstod, at han så, så var der ingen, som magtede at se andet end det blikstille hav.
Men den unge mand stod ved sit og bebrejdede sine venner, at han måtte hjem i bygden for at hente hjælp fra de hjemmeværende kvinder. Da, men nødtvungne, fulgte nogle af mændene efter ham.
Tavse begyndte de at ro ud mod det sted, som deres unge ven pegede hen imod. Men nu var de alle placerede så lavt ved havoverfladen, at ingen kunne se, hvad han havde set fra bjergets top. Men pludselig råbte han igen, og råbene blev flere og flere, efterhånden, som en efter en opdagede, hvad han havde set. Der, langt ude i horisonten, så de en kæntret båd, hvorpå to unge mænd forsøgte at redde deres liv.
Det var disse to nødstedte, som den unge mands skarpe øjne havde set tidligt om morgenen. Samtidig som mændene var taget i haugen, var disse to, Niels Pauli og Hans, sønner af bonden Símun, taget på fisketur sammen med to af deres venner. Heldet var med dem, til pludselig en overvoksen helleflynder formåede at forstyrre bådens balance, så den kæntrede.
Den ældste af mændene forsvandt i dybet, de andre tre kom på køl. De to unge brødres svoger forsøgte at svømme efter hjælp, men også han forsvandt i dybet.
Samme efterår fik bygden Hvalba besøg fra nabobygden Famjin. Det var de to bondesønner, som i taknemmelighed kom bærende hver sit premiefår som tak til de mænd, som havde reddet dem fra en våd grav.
Historien minder mig om, hvor vigtigt det er at holde fast ved det, vi ser, og som vi ved, er rigtigt. Også når mennesker håner og afviser. Det var det, den unge mand gjorde. Og hans løn var de to unge mænds redning!
Hvor langt ser vi? Hvor fjern er vores horisont? Ser vi kun det, som er nært? Eller gir vi den Hellige Ånd lov til at udvide vores horisont, længere end det naturlige øje tillader? Ser vi de mange, som er i nød? Fortæller vi dem om den fare, de befinder sig i?
Helligåndens længsel er at være med os på vandringen. Inviterer vi Ham til at tage over, vil der åbne sig en helt ny virkelighed for os. Et liv fyldt med oplevelser fra hinsides det vi ser, hører og forstår- Halleluja!
