Blå Kors holder diakoni-dag

Familienetværk fra 30 kirker mødes til fælles inspirationsdag den 8. marts.

Blå Kors og Familienetværket holder inspirationsdag den 8. marts i Middelfart.

Tirsdag d. 8. marts samles Blå Kors og repræsentanter fra 30 kirker i Familienetværket til en fælles inspirationsdag. Formålet er at opmuntre hinanden i arbejdet, høre vidnesbyrd og inspirere til fremtiden.

Tabitha Lacatus Dixen, Blå Kors’ familiekonsulent.

Mødes på tværs

– Vi mødes på tværs, opmuntrer hinanden og får inspiration af hinanden og Blå Kors Danmark, siger Tabitha Lacatus Dixen, som er familiekonsulent i Blå Kors Danmark. Deltagere er Blå Kors’ medarbejdere og projektledere samt en nøgleperson fra hver af kirkerne.

– Vi er nu vokset til 30 kirker, som deltager på dagen med udsendte fra hver kirke, siger Tabitha. Her vil vi blive udfordret, vokse og inspireres til at diakonien blomstrer yderligere ud fra kirken. Denne dag handler om at fylde på projektlederne og dem, som går foran for dette fantastiske diakonale arbejde, som foregår ud fra kirkerne lige nu. Vi hører og ser fantastiske vidnesbyrd fra de forskellige Familienetværk, som hver især hjælper udsatte familier og ensomme fra deres by.

På samlingsdagen vil man høre om effekten af Familie-netværk ud fra kirkerne, ifølge undersøgelser lavet af Blå Kors Danmark. Resultaterne er helt suveræne ud fra kirkerne med dette diakonale koncept.

Kontakt med udsatte

De forskellige lokale Famlienetværk er i kontakt med udsatte familier, der kæmper med udfordringer som fattigdom, ensomhed, vold, misbrug, psyko-sociale vanskeligheder osv.

– Gennem Familienetværk i en kirke vokser relationer frem med familierne, og der er mange mirakuløse vidnesbyrd. Vi ser også, at venskaber, løsninger, medvandrer-ordninger, praktisk hjælp, møder med Gud og familiefølelse med kirken opstår. Blå Kors Danmark er med på sidelinjen med tilbud om konsulent-hjælp, fundraising, faglig sparring og tiltag som disse diakonale samlinger, fortæller Tabitha.

Familienetværk

Familienetværk er et samarbejde mellem Blå Kors og de kirker i Danmark, som ønsker det. Det er en barmhjertigheds-tjeneste ud fra kirken, som gennem diakoni rækker ud med Guds kærlighed i praksis.

Familienetværk tilbyder generelt: Fællesspisning, aldersopdelte aktiviteter, oplysende eller forkælende aktiviteter for de voksne, sjove aktiviteter for børn og unge, netværksopbygning og venskaber, mentorfunktioner og praktisk hjælp til familierne. Der er også frivillige trosrelaterede temaer, som andagt og snak om eksistensrelaterede spørgsmål, i et samarbejde mellem sogne-menighederne og Blå Kors Danmark.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Kunne du tænke dig familienetværk i din kirke, kan du rette hendvendelse til Blå Kors.