Der mangler præster i Helsingør

Der bor flest mennesker i Helsingør Stift. Knap en million mennesker blev betjent af cirka 270 præster, der hver har en menighed på ca 3.500 mennesker.Hele landet har et gennemsnit på 2.300 sognebørn pr. præst. Derfor er Helsingør Stifts biskop Lise-Lotte Rebel bekymret. Fordelingen er skæv og præsternes arbejdsbyrde for tung.
– På sygehusene mærker vi en stadig større efterspørgsel på præster til syge og døende. Men vi må desværre meddele sygehusene, at vi ikke kan sende flere, siger Lise-Lotte Rebel til Helsingør Dagblad.
Stiftets problemer skyldes ikke mangel på uddannede teologer. Tværtimod er der ifølge biskoppen en pukkel af ledige teologer i Danmark, hvoraf flere tilmed må søge til Norge og Sverige for at få job.
-nord