Søren Ulrik Thomsen – en digter af Guds nåde

Jeg husker, da jeg i 1994 for første gang var til et foredrag med digteren Søren Ulrik Thomsen. To ting står tilbage i min bevidsthed:

Det ene er hans beretning om de underlige vaner, han havde i forbindelse med skriveprocessen. I sine intense skriveperioder lukkede han sig totalt inde, hev stikket ud på telefonen, slog ringeklokke fra og lod sig endda ikke aflede ved at tømme sit askebæger, der efterhånden flød over af udskrabet pibetobak. Ja, det var dengang, hvor man røg og havde fastnettelefon.

Det andet er en sætning, jeg siden har brugt i mange sammenhænge: ”Man bliver dummere og dummere på et højere og højere niveau”. Det kan jo være en trøst, når man endnu engang føler, at man har dummet sig.

Ægte kristendom

På det tidspunkt var jeg ikke klar over, at jeg sad overfor en forfatter, der var personlig kristen. Måske det heller ikke var helt så bevidst for ham selv dengang. Siden har jeg imidlertid interviewet og været til flere foredrag med ham – og her er han kommet ind på sin tro.

Troen kan også drypvis spores i nogle enkelte af hans digte. Men det er i hans essays, foredrag og i nogle interviews, den kommer klarest frem. Her kan man ikke undgå at opdage, at der er tale om en forfatter, der ikke bare tilføjer sin digtning og sit liv lidt åndeligt krydderi. Der er tale om en tydelig kristen tro, der betyder meget for digteren.

Åbenbaringer af det evige

Men sådan har det ikke altid været. Søren Ulrik Thomsen voksede op i det, han selv kalder ”en frisindet og kunstinteresseret middelklassefamilie”. Men allerede som ung fik han nogle overnaturlige oplevelser, der ledte ham til tro på et evigt liv. I essayet ”Pro Ecclesia” fortæller han om to af disse oplevelser. Den første virker ved første øjekast meget hverdagsagtigt. Men det er ikke ualmindeligt, at Gud netop åbenbarer sig ved at bryde igennem det, som i første omgang virker dagligdags.

En dag, hvor Thomsen var i zoologisk have, fik han øjenkontakt med en flodhest. I dette øjeblik stod lighederne og forskellen de to imellem pludselig klart for ham. Han tænkte henvendt til flodhesten: ”Både du og jeg er et stykke kød, og fordi vi begge er biologi, skal vi dø, men forskellen er, at jeg ved det, og det gør du sandsynligvis ikke.

Når dét, vi har fælles, er kødet, og derfor døden, er dét, vi ikke har fælles, nemlig bevidstheden, så måske dét, der ikke skal dø? […] Og jeg spørger mig selv, hvorfor mennesket, ene af alle levende væsener, skal kende sin dødelighed? Måske fordi mennesket, ene af alle dødelige, skal leve evigt”, skriver han.

Tid bliver til rum

Flere gange som ung havde Søren Ulrik Thomsen endvidere korte øjeblikke, hvor alt ligesom blev samtidig, eller som han selv udtrykker det: ”Det var, som om tiden var blevet til rum”. I disse øjeblikke så han den store sammenhæng i alt så ”selv det allerværste, jeg nogensinde havde oplevet, var helt i sin orden, og selv det mest meningsløse gav mening, og intet af det ville jeg have undværet”.

Disse oplevelser i sig selv var jo ikke af specifik kristen karakter, men er snarere, hvad C.S. Lewis ville have kaldt en mytisk oplevelse, en erfaring af, at tilværelsen netop er mere end det ”kød”, vi kan se. At der – bagom alt det synlige – findes en højere og dybere dimension og virkelighed. Men det var gennem disse oplevelser, at Thomsen begyndte at nærme sig en specifik kristen tro. Horisonten var blevet gennembrudt for ham.

Kirken peger på Kristus

I essayet ”Fornuft og mysterium” skriver Søren Ulrik Thomsen: ”Jeg er kommet til troen via kirken, ikke omvendt” – og netop det er karakteristisk for hans tro. De fleste har nok oplevet, at rækkefølgen har været modsat. Man er kommet til tro på Jesus og bagefter har man måttet finde sin plads i Guds mangfoldige kirke.

Men netop derfor er det spændende at høre, hvordan et oprindelig ret kirkefremmed menneske – netop gennem kirken og dens liturgi – har fundet ind til troen. Søren Ulrik Thomsen er udpræget luthersk og folkekirkelig, men ikke i den moderne udgave med spaghetti- eller rock-gudstjenester. Det er den gamle traditionelle liturgiske gudstjenesteform, som for ham leder til Gud.

På samme måde betyder noget så ”ydre” som, at præsten bærer præstekjole og messehagel, også noget for ham. For det er netop ikke bare noget ydre, men udtrykker en dybere virkelighed, nemlig at præsten i sit embede ikke kommer på egne vegne, men på Guds.

Fælles men ikke social

For mange kan en gudstjenesteform, hvor den enkelte kommer ind i kirken og sætter sig og kigger ind i nakken på personen foran, synes at mangle en vigtig dimension. Den mangler det sociale. Men for Søren Ulrik Thomsen er der tale om en anden – og lige så værdifuld – form at være sammen på.

Her er man ikke vendt mod hinanden, men sammen er man vendt mod alteret: mod Gud. Man er fælles i sit fokus på Gud.
For en del vil en sådan tankegang være fremmed, men der er noget objektivt forfriskende og befriende i hans tilgang. Gud kommer i centrum.

Her er han ikke luthersk – eller er han?

På ét punkt er Søren Ulrik Thomsen måske alligevel ikke helt så luthersk endda, noget han selv kommenterer i en tale skrevet til dr.theol. Ole Jensens 80-års fødselsdag. Her skriver han, at der er ”et meget centralt punkt i den lutherske teologi, som jeg bare ikke kan forlige mig med, nemlig:

At vi har fået troen af Gud. Men hvis vi retfærdiggøres ved troen alene, og vi kun kan få denne retfærdiggørende tro af Gud, så bliver det jo en prædestination [forudbestemmelse], som forekommer mig oprørende, eftersom ikke ethvert menneske så kan besvare livsunderet med sin tro, men måske på forhånd er fortabt”.

Nåden og valget

Da det er det eneste sted i sit forfatterskab, Thomsen berører dette, og da det er noget meget centralt i den lutherske tro, fik jeg engang en aftale om et interview med ham om emnet. Her uddybede han sin holdning:

”Jeg vil hellere sige, at Gud har givet os friheden til at tro eller til ikke at tro. Alt har vi fået af nåde, men så har han givet os friheden til at tro eller lade være, og jeg kan heller ikke se andet end, at der er mange af historierne fra Det nye Testamente, hvor Kristus spørger: ”Tror du?”,

”Tror du, jeg kan gøre det?” Han spiller bolden tilbage til folk og siger: ”Nu er det dig, der skal gøre noget. Du skal tro”. Det er det eneste, han kræver.”

Djævelen findes

I essayet ”Jeg tror på Djævelen” gør Thomsen endvidere op med en kristendom, der fornægter Djævelens eksistens, og hvis ”sprog er blevet så fattigt, at man her af alle steder savner ord for Fortabelsens Vej”. Han skriver: ”Uden bevidstheden om en uforståelig ondskab bliver man dens letteste offer”.

En anden måde at udgå at blive den ondes offer er gennem Gudsfrygt: ”Skælver man ikke for Skaberen, vil man heller ikke tage sig i agt for hans modstanders til-Intet-gørelsesvilje”. Det betyder imidlertid ikke, at man skal fokusere på djævelen. Hans råd er derfor: ”sig ”Hold dig væk!” til Djævelen og hold dig selv væk fra ham”.

Søren Ulrik Thomsen slutter essayet med ordene: ”Når jeg møder ondskaben, er Djævelen da det sidste ord, jeg vil bruge. Men så vil jeg også bruge det”.