Alpha får ny leder
Fra 1. august bliver Gitte Møller Thomsen ny landsleder af Alpha Danmark. Hun afløser Karsten Bach.
Den 47-årige Gitte Møller Thomsen har indtil nu arbejdet som pædagogisk konsulent og projektleder i Brønderslev Kommune. Hun er cand.mag. i læring og forandringsprocesser og har en diplomuddannelse i ledelse.
Kursus om tro og liv
Alpha er et personligt eller online kursus over en række uger, hvor folk kan udforske liv, tro og mening. Der er fokus på gæstfrihed, oplæg om centrale emner i kristendommen og samtaler, hvor der er plads til alle meninger.
”Jeg er utroligt glad for, at vi kan byde Gitte Møller Thomsen velkommen som landsleder i Alpha Danmark. Hun har et bredt kirkeligt netværk, og med sine faglige kompetencer er hun den helt rigtige til at løfte opgaven. Derudover er hun en tillidsvækkende person, som vil have nemt ved at gå i dialog med vores mange samarbejdspartnere,” siger formand for Alpha Danmark, Jonas Serner-Pedersen.
Inspiration til kirker
Gitte Møller Thomsen er opvokset med folkekirken, Indre Mission og FDF. Hun er formand for Vendsyssel Frimenighed og desuden en del af et fællesskab i Frikirken i Randers. Derudover er hun medlem af landsledelsen for Evangelisk Luthersk Netværk, hvor hun har arbejdet som menighedsinspirator.
”Jeg oplevede en skillelinje i mit liv under en ferie i Dubai i 2019, hvor jeg læste en bog om kirken og sekularisering. Jeg måtte spørge mig selv, om jeg var kristen af navn eller gavn, og jeg fandt ud af, at jeg ønskede en tættere relation med Gud,” fortæller Gitte Møller Thomsen.
Hun og familien solgte derfor deres hus og købte et mindre for at kunne leve for en mindre indtægt.
”Jeg troede, at jeg skulle opbygge min egen virksomhed som selvstændig kunstner, men da jeg så den ledige stilling som landsleder i Alpha vidste jeg, at det var dét, jeg skulle,” siger hun. Gitte Møller Thomsen har sammen med sin mand, Reinhard, tre voksne sønner. De bor i Strandby i Nordjylland.