Jesus satte mig fri – men hvad er det at tro på ham?

Jesus udfriede mig fra ludomani, da nogle kristne bad til Jesus for mig. Men hvordan tror man på Jesus på den rigtige måde? Og hvorfor nævnes Jesus ikke i fortællingen om den fortabte søn? spørger en læser, der ser sig selv som En fortabt søn.

Kære Orla Lindskov

Jeg skriver dette brev til dig med et spørgsmål, der rumsterer i mit hoved. Jeg har kun været troende i et par år.
Mit spørgsmål er: Hvorfor taler vi kristne så meget om tro?

Jeg spørger, fordi der efter min mening er utroligt mange vigtige emner i Bibelen, som man også kunne sætte fokus på. Jeg synes, at det er lidt mærkværdigt, at det hele lige netop handler om tro. Og altså på at tro på Jesus. Derfor spørger jeg nu: ”Hvad er det at tro på Jesus på den rigtige måde?”

Eller hvad er tro i det hele taget? Jeg ved, at på dine møder er fokus bl.a. på, at du tror på, at Jesus er den store læge. Du tror på, at han stadigvæk helbreder mennesker. Og det er som sådan også godt nok, føler jeg.

Jeg har selv været på et af dine møder, og jeg så med mine egne øjne, hvor mange syge, der strømmede frem for at få hjælp. Alle de mennesker må da have en tro på, at Jesus gennem dig kan helbrede deres sygdomme og også frelse dem. Evigt liv og frelse kalder man det jo. Jeg taler selvfølgelig om tro i kristelig betydning. Man kan jo ellers tro på så meget.

Fx troede jeg i flere år på, at jeg ville vinde den store præmie i Lotto. Men det kom der ikke meget ud af. Jeg brugte mange penge på det. Jeg led faktisk af ludomani. Efter jeg har hørt lignelsen om den fortabte søn, må jeg ærligt tilstå, at sådan var mit liv blevet. Jeg kom længere og længere ud i noget skidt. Det kostede mig min forlovede.

Heldigvis mødte jeg nogle kristne, som bad til Jesus for mig, og som et lyn fra en klar himmel forsvandt min afhængighed af spil. Det var Jesus, der udfriede mig. Jeg havde ingen tro på Jesus. Jeg kendte ham slet ikke. Men de kære mennesker, der bad for mig, de må have troet på Jesus.

Jeg har læst fortællingen om den fortabte søn mange gange, fordi jeg genkender mig selv i den fortælling. Jeg har nemlig selv været én, der var på vej ud i skidtet. Men med kristnes hjælp vendte jeg om. Jeg forstår stadig ikke, hvorfor Jesus ikke er nævnt i fortællingen om den fortabte søn. De kristne, der bad for mig, siger nemlig, at det var Jesus, der reddede mig.

Med hilsen fra
En fortabt søn.

Tro er at have tillid til Jesus

Kære fortabte søn

Hvorfor taler de kristne så meget om tro, spørger du. Det gør de kristne, fordi Bibelen taler meget om tro. Tro er faktisk Bibelens hoved-ord.
Ordet tro står ca. 500 gange alene i det Ny Testamente, og det står altid i sammenhæng med at blive frelst eller med at blive hjulpet. Hør blot:

”Hver den som tror på Jesus, skal ikke fortabes, men arve evigt liv.”
”Den, som tror og bliver døbt, skal blive frelst; men den, som ikke tror, skal blive fordømt.”
”Tro på Herren Jesus, så skal du blive frelst, du og dit hus.”

Ordet hus betyder her: din familie. Men lad os se nærmere på det med at tro på Jesus: I kristendommen betragter man Jesus som Messias. Men de skriftkloge på Jesu tid, som vidste alt, hvad der var at vide om Gud og om Messias, de troede ikke på Messias, da han endelig kom til Jorden i Jesu skikkelse. Derimod var der nogle vise mænd fra Østerland, som kom til Jødernes land for at finde jødernes konge – de vidste, han var blevet født.

De spurgte sig for hos kong Herodes. Han sendte bud efter eksperterne, de skriftkloge. De vidste godt nok besked om, hvor Messias skulle fødes. Men de tog ikke derhen. Det gjorde derimod de vise mænd fra Østerland. De søgte Messias, altså Jesus. Det ny Testamente fortæller os om mange, der kom til Jesus og bad om hjælp. Nogle af dem vidste ikke ret meget om ham. Men de havde nok hørt om ham.

I Markus-evangeliet kap. 5, fra vers 21 læser vi om to, der kom til Jesus for at få hjælp, og de fik hjælp. Du fik jo også hjælp af Jesus mod din ludomani. Den ene, som kom, var en kronisk syg kvinde, som havde lidt af blødninger i mange år. Hun blev helbredt ved at røre ved Jesus. Den anden var en mand ved navn Jairus. Hans datter blev rejst op fra dødslejet.

Bibelen fortæller os faktisk, at Jesus er den samme til at hjælpe mennesker i dag. Men hvad var der specielt med Kvinden med blødningerne og med Jairus? Hvad fik de to til at gå til Jesus?

– De havde begge tro til Jesus. Tro i kristen betydning er tillid. Tillid til Jesus.

Jesus er med i fortællingen

Du forstår ikke, hvorfor Jesus ikke er med i fortællingen om den fortabte søn. Jeg tror, at han er med; og nu skal du høre, hvorfor jeg tror det: Når der i fortællingen står, at faderen løber den fortabte søn i møde, falder ham om halsen og kysser ham, så vil jeg sige: Det er Jesus. Han er Faderen, der løber ud ad døren, hen til den fortabte søn.

Det er nemlig det, der skete, da Jesus kommer her til Jorden. Jesus er Gud, der træder ud ad Himlens dør. Først da Jesus kommer til Jorden, går døren op til Guds Himmel, og Gud viser sig for os. Jesus siger nemlig: – ”Den, der har set mig, har set Faderen.”
Altså Jesu liv her på Jorden?

Det er vores Gud der løber os i møde med frelse og helbredelse. Du spurgte: – ”Hvad er det at tro på Jesus på den rigtige måde?
Det er, at du giver ham din tillid.

Med venlig hilsen
Orla Lindskov.