Uforlignelig bog om C.S. Lewis
Thomas Østergaard Aallmanns nye bog ”C.S. Lewis – en biografi” er noget af det bedste, jeg har læst om C.S. Lewis. Ikke nok med, at den på en dybdegående måde sætter læseren ind både i hans liv og forfatterskab, den er også skrevet i et smukt og levende sprog – og så er den på dansk.
Selvom bogen har undertitlen ”en biografi”, er den langt mere end en traditionel biografi. For nok får vi et indblik i Lewis’ liv og person, men det er lige så meget en bog om hans forfatterskab og teologi. Den gennemgår således både hans værker særskilt og dykker ned i forskellige temaer i forfatterskabet. Samtidig kobles disse temaer til erfaringer fra hans liv.
Ét af temaerne er den erfaring Lewis ved sin omvendelse gør af det, han kalder, ”Det velsignede nederlag”. Dette nederlag består i at erkende Gud som et uendeligt hav og som det ganske andet overfor hvem intet andet end total overgivelse er muligt. For, som det udtrykkes i bogen, kan ”Gud gøre mere med vores overgivelse, end vi kan gøre med vores kontrol”. Og ”Du behøver ikke at gøre noget; det eneste du behøver, er at holde op med at gøre noget – at afstå fra alle forsøg på selvopholdelse” (s. 119).
Men Lewis er også en kæmper mod den golde rationalismes og modernismes svøbe. Her er han bemærkelsesværdig skarp og logisk i sin argumentation. Det gælder bl.a., når han gør op med den moderne subjektivisme, der udelukker objektive sandheder – også i etiske spørgsmål.
Her argumenterer han for, at selv den, der vil påstå, at der ikke findes objektivt sande morallove, i mødet med to modsatrettede moraliteter vil foretrække den ene frem for den anden. Men, som han siger: ”I det øjeblik du siger, at det ene sæt moralske regler er bedre end det andet, holder du i virkeligheden disse regler op mod en fast standard” (s. 242). Med andre ord ”Etik er en gave fra åbenbaring og samvittighed og ikke et produkt af forstand og vilje. Det kommer ovenfra, ikke nedefra” (s. 240).
I C.S. Lewis forenes hjerne og hjerte, de skarpsindede argumenter og det, han kalder Joy, og som ifølge Thomas Østergaard Aallmann i Lewis´ terminologi kan oversættes med dyb længsel og umættelighed.
Nært forbundet med dette glimt af Joy er Lewis’ forståelse af myten. Gennem myten kan vi komme i berøring med den virkelighed, der er skjult for øjet og den rationelle tanke, men som vi aner i vores umættelighed og dybeste længsler, dem der ifølge Lewis kun kan forklares ved, at der findes noget, som rækker ud over denne verden.
Thomas Ø. Aallmann formår på bogens godt 300 sider at tegne et nuanceret og helstøbt billede af en mand, hvis evne til at gøre Guds virkelighed virkelig for læseren, har været en hjælp for utallige til at se Kristus.
Thomas Østergaard Aallmann: C.S. Lewis – en biografi
336 sider. 249, 95 kr.
Forlaget Prorex