Hakans hustru blev udfriet for sine dæmoner i kirken
I Tyrkiet søger mange muslimer til moskeerne for at få hjælp mod onde ånder. Men Hakans hustru havde forgæves prøvet at få hjælp i 15 år, før en ateistisk ven henviste ægteparret til kirken.
Hakan var muslim, men blev kristen og deler i dag ivrigt de gode nyheder om Jesus i Tyrkiet.
For nogle år siden oplevede kirken, hvor Hakan (dæknavn) arbejder, og som Dansk Europamission samarbejder med, en hård forfølgelse. Situationen er bedre nu, men vi vil ikke løbe nogen risiko, og billedet af Hakan er derfor taget bagfra.
Jesus satte hustruen fri
Ivrigt gestikulerende og med sit åbne smil svarer Hakan på mit spørgsmål om, hvordan han blev kristen.
– Det korte svar er, at første gang, jeg gik i kirke, var det, fordi min ekshustru skulle udfries, da hun var plaget af onde ånder. Jeg så med mine egne øjne, at dæmonerne forlod hende i Jesus’ navn. Desuden gjorde kristnes kærlighed til hinanden og andre mennesker et meget stort indtryk på mig. Under udfrielsen forlod jeg rummet, hvor der blev bedt for min hustru, og gik op på kontoret, hvor jeg tog en bibel. Da jeg begyndte at læse slægtstavler, blev det dog for kedeligt, og jeg satte Bibelen tilbage på hylden. Men på det tidspunkt kom en mand, og han spurgte; “Kender du Jesus?” ”Ja, Jesus, han er min profet,” svarede jeg jo som muslim. “Vidste du, at i Gamle Testamente tales der om Jesus?” fortsatte han. Han tog den samme bibel, jeg havde stillet tilbage og sagde: “Læs 1. Mosebog 3,15, hvor kvindes afkom skal knuse slangens hoved. Hvem hentyder det til?” spurgte han.
– Forbindelsen mellem verset i 1. Mosebog og udfrielsen af min hustru gav pludselig mening. Jeg tænkte: Det må være Jesus! Nedenunder havde de kristne bedt for min hustru, og jeg forstod, at ved udfrielsen blev slangens magt knust i min hustrus liv. Jeg blev således kristen på grund af: 1. kristnes kærlighed, 2. mirakler og 3. samtalen på kontoret. Jeg har altid troet på, at Gud fandtes, men disse tre ting var afgørende. Da jeg begyndte at læse i Bibelen til daglig, blev mit liv forandret. Det var i juni 2005.
Udfrielse bag låst dør
– Døren til kirken var låst under udfrielsen, fortæller Hakan.
”Hvorfor?” spørger jeg.
– Døren blev låst, fordi der kan være råb og skrig, når dæmonerne skal ud. Det skal kirkefremmede ikke eksponeres for. Her i Tyrkiet er der et problem med onde ånder. Mange muslimer går til moskeer for at få hjælp. Min hustru havde kæmpet med onde ånder i 15 år og prøvet alt, men det havde ikke hjulpet. En ven, som var ateist, havde læst hele Bibelen og set, at kun Jesus kunne uddrive dæmoner. Det var derfor, vi gik i kirke, fordi en ateist fortalte mig om Jesus, siger Hakan med et af sine mange smil.
Mand undgik amputation
Hakan er med i ledertræningsprogrammet, som Dansk Europamissions forbedere og givere støtter. Målet med programmet er, at etnisk tyrkiske kristne udrustes til at tage leder-ansvar i kirken nu, hvor Tyrkiets regering i årene 2019 – 2021 har udvist 78 missionærer og deres eventuelle familier af landet. De udviste missionærer har efterladt et hul, som lokale tyrkiske kristne må udfylde.
– Jeg har et hjerte for evangelisation, så disse lektioner har hjulpet mig til at kunne dele evangeliet på en mere effektiv måde. Når vi læser Bibelen, får vi en forståelse for, hvad Gud gør, og jeg lærer nyt, fortæller han.
Hakan tager også jævnligt på missionsrejser i Tyrkiet, hvor han sammen med andre fra kirken deler evangeliet.
– Vi ser de samme mirakler, som skete med min hustru. Vi beder om Guds ledelse. I Malatya ledte Helligånden os på en specifik måde. Vi følte, vi skulle til Tunceli. Der er flod, der hedder Munzur, som en lille bro fører over. Da vi bad, fik vi et billede af en mand, hvis storetå var blodig og såret. Vi tænkte, at vi i Tunceli skulle møde en mand, der havde brug for helbredelse. I Tunceli mødte vi en stor mand. Vi brugte floden til at fortælle om Jesus som livets vand. Han skulle til at gå, og vi gav ham en bog. Jeg kom til at tænke på billedet og spurgte: ”Gud har fortalt os, at du har et problem med storetåen”. Tåen var helt blå og på grænsen til at skulle amputeres. Vi bad for ham, og han gik. Et år senere kom vi tilbage, og vi mødte manden på en restaurant! Manden gav os en krammer og købte mad til os. Manden fortalte, hvordan helbredelsen havde forandret hans liv. Jeg kunne nu fortælle mere om evangeliet. Datteren, som også var der, kaldte på flere mænd, der også hørte det. Det er blot et eksempel, og der er mange flere eksempler på, hvad Gud gør på rejserne, slutter Hakan.
