Sarons Slette i 40 år – og med nyt håb

Birgitte og Bo Steffensen-Thomasen bringer ilden fra Ffald-y-Brenin i Wales og LHOP til den uafhængige bibelcamping i Gatten i Himmerland.

Sarons Slette ligger i Gatten, en landsby i Himmerland, 15 km sydøst for Løgstør, 24 km sydvest for Nibe, 16 km nord for Farsø og 12 km nordvest for Aars.

– I 1981 kaldte Gud mig til at starte en bibelcamping, fortæller Poul Thomsen, som i 39 år har stået for den uafhængige kristne bibelcamping i Gatten i Himmerland, Sarons Slette.

– For ca. 25 år siden lagde Gud en vished i mit hjerte, at jeg skulle have 40 bibelcampinger. På daværende tidspunkt så det for mig ret usandsynligt ud, men ikke desto mindre skal vi i år have bibelcamping nummer 40. Gud havde vist mig meget om, hvad der skulle ske her ud fra Sarons Slette, og meget af det er også sket, men ikke alt, fortæller Poul Thomsen. Han begyndte at arrangere bibelcampinger på sin gård i Gatten, efter at han selv havde oplevet en åndelig fornyelse i forbindelse med Markuskirkens Bibelcampinger i Aalborg. Og gennem årene har mange kendte og salvede talere været på besøg.

Ledte efter en afløser

– Her i de senere år, og ikke mindst efter min hustru Elsie’s død, har jeg måttet erkende, at det nok heller ikke ville ske – med mindre der kom nye og yngre kræfter til, indrømmer Poul Thomsen. For udover bibelcampingen har stedet også været udgangspunkt for et stort hjælpearbejde i ti forskellige lande i Østeuropa, Asien og Afrika. Fra stedet er der sendt 2500 tons nødhjælp afsted!

– Vi har derfor i de senere år ledt med lys og lygte, om vi kunne finde nogen, som ville føre arbejdet videre, men det syntes ikke at være tilfældet, fortæller Poul, som dog blev opmuntret af at finde en ny hustru.

– Gud gav mig en ny hustru, der brænder lige så meget for mission, som jeg gør. Jeg er nu 84 år og min hustru er 81 år, og selv om vi nu igen er to, så må vi erkende, at vi ikke længere har kræfterne.

Nyt lederpar med ny inspiration

– Sidst i oktober 2022 ringede en dame fra København, og præsenterede sig som Birgitte Steffensen. Ja, velkommen her, men hvem er Birgitte Steffensen? Hun forklarede: ”Jeg besøgte jer for 40 år siden. Jeg kom på cykel fra Herning.” Det kunne Poul Thomsen faktisk godt huske. Birgitte Steffensen har siden haft sin gang i Karlslunde Strandkirke. Hun ville nu gerne møde Poul Thomsen igen. De aftalte at mødes den 3. december 2022.

– Siden har Birgitte og hendes mand Bo været her flere gange. På bestyrelsesmødet i marts 2023 blev det besluttet at arbejde hen imod, at Birgitte og Bo skal afløse os på Sarons Slette, fortæller Poul. Birgitte er i øvrigt datter af afdøde folketingsmand Jens Steffensen, Kristeligt Folkeparti. Allerede i foråret vil Birgitte og Bo Steffensen Thomasen komme flere gange og deltage på pakkedage for hjælp til Østeuropa og stå for weekend-møder.

Lokale bønnehuse

Selv fortæller Birgitte i Sarons Slettes nyhedsblad om LHOP, som står for Local Houses of Prayer. (Lokale Bønnehuse), som hun selv er engageret i. Det er en bevægelse, inspireret af et retræte- og bønnecentret Ffald-y-Brenin i Wales, hvor man har oplevet Guds kraftfulde manifesterede nærvær indenfor de seneste år.

Anne de Leyser, som er international leder for LHOR og i bestyrelsen for Ffald-y-Brenin i Wales, kommer til Gatten fra 25. juni–2. juli.

Vi har tidligere i Udfordringen fortalt om dette spændende sted, som er beskrevet i bøgerne ”Strømme af nåde” og ”Velsignelsens vej”. Og Sarons Slette vil på bibelcampingen i uge 26 få besøg af Anne de Leyser, som er international leder for LHOR og i bestyrelsen for Ffald-y-Brenin i Wales. Birgitte har tidligere sammen med Inga Helver, som er leder af KriSos (Kristne i Social og sundhedsvæsnet), og Kjeld Gudmansen arrangeret en konference i Karlslunde Strandkirke i 2021.

Siden er netværket af lokale bønnegrupper vokset, både i fri- og folkekirkesammenhæng. Det kan man læse om på hjemmesiden www.lhop.dk.

– Sidste sommer mindede Gud mig om Poul Thomsen, som jeg havde mødt for 40 år siden! Det blev ved at vende tilbage i mit sind, og til sidst ringede jeg til Poul. Jeg besøgte Poul og Oda og gav dem to bøger. Ilden fængede i Poul og Oda, da de læste om stedet i Vales. Udover Anne de Leyser får bibelcampingen besøg af Rune Edvardsen fra Sarons Dal i Norge og tidl. sognepræst Bent Døssing Hansen, Markuskirken, foruden Poul Thomsen og Birgitte Steffensen Thomasen.

– Vi fornemmer, at Herren arbejder og ønsker, at vi skal træde ind i Sarons Slettes smukke rammer og åndsfyldte historie og bære arven videre, siger Birgitte.

– Vi er overvældede, vi har ikke noget stort at tilbyde ud over den ild, Herren har tændt i os og vores villighed tiI at tjene Ham og Hans rige her. Vi er meget beærede over at få lov at fortsætte Guds Riges arbejde på Sarons Slette. Vi ønsker at udruste Guds folk med velsignelsens ild og sende hver og en ud i deres hverdag med den ild. Vi ønsker at være et sted, hvor vi drages ind i Guds nærhed, fär et personligt møde med vores frelser og sendes ud i hverdagen, siger Birgitte.