Missionsfonden har midlertidigt mistet godkendelsen

Overreaktion fra Skattevæsnet på et lille formelt problem, som fonden gerne løser.

Gennem bladet Missions-Nyt og hjemmesiden fortæller Missionsfonden løbende om de mange projekter, man kan støtte.

Missionsfonden har pr. 1. april 2023 fået frataget sin godkendelse til at modtage fradragsberettigede gaver – efter 59 år.

Missionsfonden modtog d. 31. marts 2023 et brev fra Skat om, at Skat har bemærket, at der i fondens vedtægter ikke står, at provenuet ved opløsning skal tilfalde en institution eller fond hjemmehørende i Danmark eller et andet EU/EØS land. Det er alene den geografiske afgrænsning (at det skal være i Danmark eller et andet EU/EØS land), der mangler at blive påført.

Der er nærmest tale om et kosmetisk problem, da Missionsfonden absolut ingen planer har om opløsning. Og alle i bestyrelsen har naturligvis stemt for, at provenuet ved en – ret hypotetisk – opløsning af fonden skal tilfalde en organisation i et EU/EØS land. Men Skat har alligevel fra 1. april 2023 taget det alvorlige skridt at inddrage godkendelsen til, at Missionsfonden kan modtage fradragsberettigede gaver.

Fonden skal nu søge om godkendelsen igen – gældende for hele 2023 og fremover – når vedtægterne er tilpasset. Men det tager tid at tilpasse vedtægterne i en fond. Alle ændringer af vedtægterne skal godkendes af Civilstyrelsen. Og det kan godt tage lidt tid. Missionsfonden kan derfor ikke for tiden give fradrag for gaver, som er givet fra den 1. april 2023. Men så snart man får godkendelsen fra Civilstyrelsen, vil Missionsfonden søge Skat om fradragsret for hele 2023.

Betalinger på pause

Givere kan dog fortsat være sikre på, at deres gaver til de flere tusinde projekter, som Missionsfonden formidler støtte til, når frem til modtagerne. Hvis man ikke vil give gaver uden sikkerhed for at få fradrag, så anbefaler Missionsfonden, at man sætter betalingsaftalen i bero, indtil de ved mere. Og på grund af usikkerheden vil Missionsfonden p.t. ikke tage administrationsbidrag, men blot sende gaverne ubeskåret videre til projekterne.

Troværdig institution

Missionsfonden er et hæderkronet foretagende, som i 59 år har formidlet støtte til en lang række velgørende missionsprojekter i hele verden. Missionsfonden blev stiftet i 1964 af en gruppe pinsekirkepræster og missionskasserere: Otto Lohse, Kurt Nielsen, Albert Kühn, Poul Møller, Karl Kühn, Erik Nielsen og Marinus Lund.

Missionsfondens virke blev dog ret hurtigt udvidet til at være tværkirkeligt. Da folketinget midt i tresserne indførte reglen om skattefradrag for gaver til godgørende og kirkelige organisationer, var Missionsfonden blandt de første kirkelige organisationer, der opnåede den status.

Pernille Jacobsen er administrator for Missionsfonden.

Bed for sagen!

– Vi er i tro og forventning til, at vi også fremover sammen med giverne kan være med til at støtte, hjælpe og være til velsignelse for vores mange missionsprojekter, skriver Pernille Jacobsen, som er administrator for fonden, til de mange trofaste givere og projekter. Hun opfordrer til at bede om den allerbedste løsning for Missionsfonden.


Artiklen fortsætter efter annoncen: