Ung abortmodstander opfordrer til at tale om argumenterne mod abort
Ungdomssekretær i Retten til Liv Kristina Kristensen har meget på hjerte og meget at sige om abort. Argumenterne har hun trænet, og hun ønsker, at abortmodstandere skal udrustes til samtalerne om emnet.
Kristina Kristensen er noget så – under danske himmelstrøg – usædvanligt som abortmodstander. Fra hende hører man ikke forsvarsfrasen ’Min krop, mit valg’, når det drejer sig om at gøre en ende på graviditeten. Den 22-årige kvinde har deltidsjob som ungdomssekretær i den danske pro life-organisation Retten til Liv, som kæmper for ufødte menneskers rettigheder. Hun opponerer mod synet på abort som en barmhjertighedsgerning:
”Det er jo også et argument, når man ønsker at skåne barnet for at få det skidt,” siger Kristina Kristensen. Derfor bliver abort af nogle set som noget godt, hvis det drejer sig om et barn, der ellers ville være født med en sygdom, et handicap eller af forældre, som af samfundet ikke betragtes som egnede til opgaven.
”Jeg synes bare ikke, den holder. Selvom jeg godt kan se, at folk har gode intentioner. Men man kan ikke tage det valg på vegne af andre, fordi vi kan aldrig vide, om de har lyst til at leve på trods af den her svære opvækst eller sygdom eller handicap, eller hvad det nu er,” siger Kristina. I sit personlige brev til folketingspolitikerne om abort, som hun har skrevet i forbindelse med Retten til Livs abort-demonstration den 5. oktober, skriver hun, at hun har haft ”en barsk opvækst med dårlig økonomi, alkoholisme, frygt, depression og andre ting i familien”.
Ikke altid mod abort
I hendes opvækst var hverken abortmodstand eller religion noget, der fyldte. Indtil hun kom på Hedemølle Efterskole i 9. og 10. klasse, der viste sig at være en kristen efterskole. For at følges med sine efterskolevenner videre valgte hun at gå på Det Kristne Gymnasium i Ringkøbing, hvor hun boede på skolen i de tre år. Gennem sin gymnasietid blev hun af sit kristne netværk udfordret på spørgsmålet om abort.
”Jeg havde ikke oplevet at være udfordret på det spørgsmål før. Der fulgte jeg egentlig meget med strømmen, og jeg troede egentlig også bare at: ”Jamen, et foster er jo bare en klump celler lige såvel, som jeg har hudceller på min hånd. Altså, jeg græder jo ikke, når jeg bruger håndsprit,” husker Kristina. Hun voksede op i en ikke-troende familie, i Folkekirken blev hun barnedøbt og konfirmeret, og sidst i gymnasietiden konverterede hun til katolicismen. I dag læser hun til lærer i Esbjerg.
Frygt for at tale om abort
Kristina Kristensen konstaterer, at man ikke behøver at tilhøre nogen religion for at være imod abort. Hun ser abort som et menneskerettighedsproblem og henviser til en undersøgelse (The Scientific Consensus on When a Human’s Life Begins – PubMed (nih.gov)), hvor biologer fra 1.058 akademiske institutioner verden over fik spørgsmålet om, hvornår et menneskes liv begynder. Her svarede 96 %, svarende til 5.337 ud af 5.577 adspurgte, at livet begynder ved befrugtningen.
Hun er optaget af at få abortmodstandere aktiveret i debatten. Og ikke være bange. ”Det er en rigtig stor motivation, når jeg oprigtigt ser, at et foster har lige så meget værdi og ret til at leve som alle andre. Altså, at jeg ser, det er et menneskerettighedsproblem, så det vil ligesom være forkert af mig ikke at gøre noget, hvis man ved, at 15.000 små uskyldige mennesker bliver slået ihjel hvert år i Danmark,” siger Kristina Kristensen.
Før hun blev abortmodstander, tænkte hun, at det var religiøst og ekstremistisk at være. Hun møder flere, der er bange for at sige, at de er imod abort. Hun er i dag optaget af at have en respektfuld dialog om abort – uden at gå på etisk kompromis. ”Jeg synes, det er lidt ærgerligt, at selv de, som faktisk egentlig er imod abort, ikke tør sige noget, fordi de er bange for at såre folk eller bange for – ja, hvad andre folk tænker,” siger Kristina.
Levedygtigheds argumentet
Et andet argument, der bruges i abortdebatten, er levedygtigheds-argumentet, som går ud på, at et foster først er værd at beskytte, når det er levedygtigt. Kristina Kristensen blev født to måneder for tidligt og overlevede kun grundet en kuvøse. ”Hvis jeg var blevet født for tidligt for 500 år siden, da kuvøsen ikke var opfundet: Jamen, var jeg så mindre værd på det tidspunkt? Altså, var jeg ikke værd at redde?” spørger hun.
Hun leder levedygtigheds-argumentet over på det tænkte eksempel med en komapatient, som vil vågne om ni måneder – og heller ikke er levedygtig uden moderne teknologi, og som det ikke er lovligt at slå ihjel. ”De er jo også totalt afhængige af læger og folks tid og folks omsorg og maskiner og teknologier,” pointerer Kristina.
For handicappet til at leve?
Med den bebudede ændring af abortloven står abortgrænsen til at rykkes fra 12 til 18 uger fra 1. juni 2025. ”Det er blevet tydeligt på en helt ny måde, hvor forfærdeligt menneskesynet er i samfundet lige nu, at man faktisk går med til at hæve det til 18. uge,” siger Kristina. I hovedaftalen fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet af 3. maj lyder det: ”For de kvinder, som overvejer at få foretaget en abort på baggrund af fosterdiagnostiske fund ved 1. trimesterscanningen eller opfølgende undersøgelser, vil en grænse på 18. graviditetsuge derfor give mulighed for at overveje og handle på baggrund af resultaterne”.
”Jeg synes jo, det er et forfærdeligt menneskesyn at have, at man hæver grænsen for at hindre handicappede mennesker i at blive født. Fordi det er jo et af argumenterne. Jeg kan ikke se, hvordan det ikke er den største lussing til dem ude i samfundet lige nu, som har et handicap,” siger Kristina. Hun har erfaret, at flere, der ellers er for abort, også synes, at en 18-ugers-grænse er for meget. ”En abortgrænse på 12 uger er jo heller ikke okay. Det er jo aldrig okay, at der er uskyldige mennesker, der får taget deres liv,” siger Kristina.
Læs også: Fra 12 til 18 uger: Retten til Liv holdt demonstration mod abort