– Gud er ikke et uhyre!

Lulu fra Irak fik en helt anden opfattelse af Gud, da hun kom til Danmark for fire år siden: Gud er min far – ikke et uhyre!Den afklaring, Lulu i dag føler i forhold til sin kristne tro, har hun måttet kæmpe sig frem til. I den proces har ikke mindst oplevelsen af tilgivelsens virkelighed i en traumatisk periode været afgørende.
Lulu voksede op i en syrisk-ortodoks familie i Irak. Hun har gået i kirke, siden hun var seks år gammel, og som elev på en af Bagdads få kristne skoler har hun fået undervisning i kristendom både i folkeskolen og i gymnasiet.
– De sidste to år, inden vi forlod Irak, var rigtig svære. Først blev min fætter dræbt i sit hjem af en bevæbnet mand. Så døde min onkel, og kort tid efter døde en anden i min familie. Det var rigtig, rigtig hårdt. Hvorfor skulle min fætter dø? Han var kun tre år ældre end mig, og vi var netop begyndt at have det rigtig godt sammen. Hvorfor skulle det ske nu? Hvorfor min familie?
– I skolen havde jeg hørt en masse om, at Gud ville komme og straffe, hvis jeg ikke gjorde tingene rigtigt. Hjemme havde jeg lært, at man skulle gå i kirke og bede. Jeg var meget bange for Gud og bange for at dø. Hvad nu, hvis jeg gør noget forkert, tænkte jeg. Kan jeg så få tilgivelse? Men ingen snakkede rigtig om tilgivelse.

– Da vi kom til Danmark, begyndte vi at komme i en lille katolsk kirke i Birkerød i nærheden af Sandholmlejren, hvor vi boede de første måneder. Søstrene var rigtig søde og gjorde en masse for os. Jeg begyndte at diskutere med dem, og efterhånden fandt jeg ud af, at folk her havde en anden idé om, hvad den kristne tro betyder. Gud er ikke noget uhyre. Mine tanker begyndte at ændre sig. Jeg opdagede, at Gud elsker mig. Gud er min far og min ven, og han tilgiver mig, selv om jeg gør nogle ting forkert.
Denne periode blev skelsættende for Lulu. Det var både en gen- og en nyopdagelse af den kristne tro, som har præget hende siden.
– Jeg opdagede, at det at være kristen handler om så mange gode ting: Kærlighed, tilgivelse og hjælpsomhed. Når jeg går med et kors om halsen, er det fordi jeg er stolt af at være kristen. Jeg vil gerne vise lige fra starten, at jeg er kristen. Når drengene ser mit kors, må de godt tænke: „Hun har nogle grænser.” For sådan er det.

Det er nu snart fire år siden, familien fik asyl i Danmark. Selv om Lulu i dag lever sit eget liv med arbejde og venner, bor hun fortsat sammen med sine forældre og søskende i en lejlighed i Københavns nordvestkvarter.
– Jeg er meget glad for min familie. Vi har det rigtig godt sammen. Jeg savner mine venner og min familie i Irak, mit hus og mit værelse. Men jeg har fået noget andet. I dag føler jeg, at Gud er meget nærmere. Og far og mor og jeg var ikke så gode venner i Irak, som vi er her.
Dengang var far altid på arbejde, og når han kom hjem, var han træt. Der var så meget, vi skulle gøre. Der var meget pres, også i forhold til kirken.
– Selvfølgelig har vi også konflikter herhjemme. Nogle af de ting, mine forældre siger, er hundrede procent arabisk. Det kan jeg ikke acceptere. I dag har jeg i høj grad integreret mig med danskerne. Jeg føler mig som halvt dansker og halvt araber. Når jeg er sammen med danskere, er jeg måske tres eller halvfjerds procent dansk. Jeg prøver at tage de gode ting fra den danske kultur og fra min egen kultur. Men jeg har min religion. Jeg er kristen. Og som kristen er der for eksempel nogle ting, jeg ikke vil gøre, før jeg bliver gift. Jeg håber, at jeg en dag møder en, der vil respektere det. Jeg vil ikke giftes for senere at blive skilt. Hvis der kommer problemer, vil jeg prøve at løse dem og finde kompromiser.
– Jeg kunne godt forestille mig at blive gift med en dansker. Hvis det var en kristen ville det bare være helt fint. Jeg tror ikke, at de kulturelle forskelle betyder noget. Som kristne har vi allerede så mange værdier til fælles – om ægteskab og familieliv og børneopdragelse. Men jeg kender ikke så mange kristne. Alle på min arbejdsplads og næsten alle mine venner er ikke kristne. Jeg kan snakke med dem om mange ting, men vi kan ikke diskutere tro. De har totalt forskellige idéer. Der er ikke noget, der hedder Gud, siger de. De tror, at alt kommer an på den enkelte.

– Jeg går i kirke hver søndag. Somme tider i den lokale kirke. Der kommer ikke så mange. Andre gange i en kirke, hvor der er en masse unge, og hvor vi alle kender hinanden. Somme tider tager jeg ind til Domkirken. Der er en rigtig kirkeatmosfære.
– Jeg beder også herhjemme, inden jeg går i seng. Jeg sidder på min seng, folder hænderne og lukker øjnene. Så beder jeg for dem, der ikke har mad, hus eller tøj. Jeg beder også for min familie og mine venner i Irak.
– Siden jul har jeg været med i en kristen arabisk ungdomsgruppe. Det er rigtig dejligt, når man ved, at man har den kristne tro til fælles. Somme tider, når jeg ikke er enig med de andre i gruppen, spørger jeg min far. Han er rigtig god. Selv om jeg tror, at jeg har ret, kommer han tit til at sige noget på en måde, så jeg tænker – tja, måske!
Som kristen har Lulu altid haft en klar oplevelse af at tilhøre et mindretal – både i Irak og i Danmark.
– Nogle steder kan man blive dræbt for sin tro. Vi havde tilladelse til at bo i Irak som kristne og have vores kirke, men vi kunne ikke diskutere religion. I Danmark kan man tro hvad som helst. Danskerne kigger bare på en og siger: OK, det er din tro.
– Jeg er glad for, at jeg er kristen. Jeg er ikke længere bange for at dø. Tre i min familie er døde. Som kristen ved jeg nu, at de lever i en anden verden. Det skal vi alle sammen engang. Og måske viser det sig, at den verden er endnu mere virkelig end den, vi lever i nu…