Ambassadøren fra himlen

Reportage fra Pinsekirken i Århus, hvor Charles Ndifon skabte helligt kaos, da omkring 1000 mennesker deltog i helbre-delsesmødeDer er sygdomme nok til et helt hospital denne mandag aften i Pinsekirken i Århus, hvor lovsangsgruppen netop har taget hul på en møderække, der vil vare hele ugenDen afrikanske helbredelsesprædikant Charles Ndifon, der blev kendt af mange danskere i forbindelse med en optræden i tv-programmet “Åndernes magt”, holder fra mandag til fredag møder to gange om dagen, både klokken 10 og 19.
Omkring 1000 mennesker er mødt op i den århusianske pinsekirke, som sammen med Københavns Kristne Kulturcenter har inviteret Ndifon til Danmark.
I weekenden holdt han møder i København, og nu er turen kommet til Århus.
Folk er kommet fra hele landet for at være med i aften. Stemningen i salen er spændt og forventningerne store.
Nogle er nysgerrige. Andre vil bakke op om arrangementet. Mange er kommet med en sygdom eller lidelse og har absolut intet at tabe.
Også flere medier er mødt frem for at fortælle deres version af historien om helbredelsesmøderne. Danske frikirker er ikke vant til at få nogen særlig stor opmærksomhed fra medierne, men dette arrangement giver genlyd ud over de sædvanlige cirkler.

Pinsekirken i Århus har forberedt sig på stor mediebevågenhed og har en særlig pressekoordinator klar til at tage sig af pressefolk og sørge for, at de ikke er til gene for de mange mennesker, der forventes at deltage i møderne.
I et land, der er vant til at aflægge trosbekendelse til hvide kitler og medicinske afdelinger, er en helbredelsesprædikant fra Afrika noget af en begivenhed.
Især fordi mange mennesker beretter om helbredelser, der kan få det til at svimle for landets dygtigste læger.
Det er en god nyhed, at miraklernes tid endnu ikke er forbi.
Tv-kameraerne snurrer, da Charles Ndifon cirka et kvarter efter mødets start kommer ind i salen og træder op på scenen for at være med i lovsangen. Han er klædt i et lyst jakkesæt og medbringer sin egen lovsangsleder og andre hjælpere.
Der går ikke lang tid, før han afbryder lovsangen med en besked om, at der sidder en person i den ene side af salen, som er døv på det ene øre. Der er også en med hjerteproblemer og en med kræft.
– Kom, skynd jer at komme, Jesus vil helbrede jer, siger han, og flere begynder at komme frem til scenekanten, også mennesker med andre end de nævnte sygdomme.
En kvinde med brystkræft kommer op på scenen
– Du er fri, siger han til hende.
Kvinden bryder sammen og begynder at græde.
– Du er fri, gentager han, og kvinden omfavner ham. Stadig grædende.
Forsamlingen klapper.
– Det er ikke noget særligt – det er bare Jesus, der helbreder, siger Ndifon.
Han er smilende og imødekommende, også over for dem, der ikke forstår beskeden fra scenen rigtigt. Hans stil er afslappet og rolig, og tonelejet er normalt, som om han var i gang med en almindelig samtale.
Undtagen når han beder og råber “loose” ned i mikrofonen. Det betyder “slip” eller noget lignende. Det råber han så højt, at flere i salen hopper lidt på stolen hver gang.
Charles Ndifon betragter sig selv som en ambassadør fra himlen. På samme måde som en jordisk ambassadør er sit hjemlands officielle repræsentant i udlandet, er Charles Ndifon en repræsentant for det himmelske rige, hvor ingen sygdom skal have magt over mennesker.
Han har en klippefast tro på, at alle bliver helbredt, hvis de tror. Og det budskab forkynder han fra start til slut.
– Jeg er en ambassadør fra himlen. Jeg kommer i Hans navn for at lade dig vide, at der ikke er nogen uhelbredelig sygdom for Jesus, siger han.

– Tror du på, at Jesus kan gøre dig rask, spørger han flere gange i løbet af aftenen.
– Troen på Jesus er nøglen til dit mirakel, siger han og understreger hele tiden, at Jesus er den eneste, der kan helbrede.
Flere, der har været døve på det ene øre, kommer op på scenen og bliver bedt for. De fortæller alle, at de nu kan høre igen.
– Er Jesus ikke vidunderlig. Kun han kan lave mirakler, siger Ndifon og henvender sig til en kvinde, der jubler over at kunne høre igen.
– Gå hjem og nyd din hørelse.

Charles Ndifon forkynder evangeliet i både ord og handling.
– Du skal vide, at Gud ikke er vred på dig. Gud ønsker ikke at straffe dig. Gud ønsker, du skal være glad. Gud ønsker ikke, du skal være syg, siger han og inviterer folk til at komme frem, hvis de vil tage imod Jesus for første gang eller på ny.
Det budskab er velgørende. De fleste i salen rejser sig øjeblikkeligt og begynder at myldre frem.
Hundredvis af mennesker stimler frem foran scenen, og Ndifon beder for deres frelse. Bagefter forkynder han:
– Hvis satan ikke kan stoppe din frelse, kan han heller ikke stoppe din helbredelse.
– Alle bliver helbredt. Er I klar til jeres mirakel, spørger han.
De hundredvis af mennesker står med deres sygdomme i et helligt kaos.
Alt lige fra astma og tinnitus til kræft og hjerneskade tynger deres legemer. De træder frem foran scenen i håbet om at gå hjem som raske mennesker. Uden sygdom og skavanker.
Ndifion beder dem om at placere deres hænder på det syge sted på kroppen og beder så en fælles bøn for alle sygdomme i lokalet. Derefter siger han:
– Gør med det samme det, I ikke kunne gøre før. Bestem jer for, at I er fri! Du har kun din sygdom at tabe.
En gruppe mennesker med astma begynder at løbe rundt i salen. De kommer bagefter op på scenen og fortæller, at de nu kan bevæge sig frit igen. En ung mand vil gå ned og prøve at få sin dyre astmamedicin refunderet.

Andre beretter også om helbredelse af alle mulige sygdomme. En af dem er Ole Frank, der er kommet til mødet fra Aalborg. Han har haft kroniske hoftesmerter og har været vant til at skulle passe på, når han bevægede sig.
Efter forbønnen kunne han bevæge sig, som han ville, uden at føle smerter.
– Det er lidt mærkeligt. Man forventer hele tiden, at man skal passe på sig selv, men det skal jeg ikke mere, fortæller en glad Ole Frank.
De kroniske hoftesmerter var nu ikke grunden til, at han var kommet til mødet med Ndifon.
– Jeg havde faktisk ikke spekuleret på det, da jeg kom. Jeg kom, fordi jeg før har været til møde med ham og synes, han er en spændende mand.

Stemningen i salen er opløftet og lidt kaotisk. Mennesker flokkes om scenen for at blive bedt for eller fortælle om deres mirakel. En rollator bliver løftet op i triumf. Dens ejer går frit omkring.
Mødet fortsætter til langt ud på aftenen. Klokken 22.30 er det endnu ikke slut.
Udenfor salen er jeg lige ved at støde ind i en rullestol, der også er på vej ud. Jeg kigger spændt, men der sidder nogen i den endnu.
Endnu.