Amy Grant tilbage i barndommens landsbykirke

Gospel, salmesang, bibelord og bøn. Amy Grant er kommet tilbage til sine rødder efter pop-æra og to års tavshed efter skilsmisse. Og hendes pladeselskab tjener penge igen…På sit seneste udspil hylder Amy Grant sin barnetro. Det religiøse miljø, der prægede hendes opvækst har efterladt uudslettelige sporForholdet til Gud har båret hende gennem stjernestatus og popkultur, skilsmisse og livskrise. Cd’en „Legacy – Hymns & Faith” afspejler en moden Amy Grant med et budskab til tidens sårede mennesker.
Gamle salmer som „Dejlig er jorden” og gospelsangen „Nothing but the blood of Jesus” bringer lytteren i amerikansk bedehusstemning, mens coverets landluft nærmest slår en i møde.
Den silkebløde celloagtige altstemme er den samme som bragte hende til tops med „Heart in Motion” og „House of Love”. Men der er andre vibrationer, en dybere klang, en ny beslutsomhed. Amy Grant er modnet gennem krise.
„Legacy – Hymns & Faith” er en kombination af gamle salmer og nutidige sange, hvor Amy reflekterer over barndommens eviggyldige tekster.

„Gud hader skilsmisse”

Men hvem er Amy Grant egentlig? Og er det nu blot endnu en letkøbt syndsbekendelse fra en indflydelsesrig kristen amerikaner. Hvad siger hun selv om skilsmissen fra den kristne sanger Gary Chapman i 1999?
– Jeg ved, at Gud hader skilsmisse, fordi det er smertefuldt og fordi det går mest ud over børnene, sagde Amy Grant til CCM Magazine i forbindelse med skilsmissen. – Vi har prøvet og prøvet, og jeg har gjort mit bedste, men nu må det være slut.
Amy Grant og Steve Chapman var gift i 16 år og har tre børn sammen.

“Uundgåeligt”

– Jeg udfordrer ethvert ægtepar til at prøve lige så hårdt, som vi gjorde. Men når du føler, at du har gjort dit bedste, og det alligevel falder fra hinanden, så ender du med at sige: OK, der er ingen garanti, sagde hun til den lokale avis „The Tennesean”, i forbindelse med at hun begyndte at komme sammen med country-sangeren Vince Gill, der også er fraskilt. Hun bedyrer overfor Nashville-avisen, at de to ikke havde noget med hinanden at gøre et halvt år i forbindelse med skilsmisserne. Men siger alligevel ærligt, at venskabet med Gill siden 1993 måske „har fremskyndet den uundgåelige proces”. Parret blev gift d. 10. marts 2000.
Til CCM Magazine har hun senere sagt:
– Gå og se dig selv i spejlet. Alt det, som er mørkt og grimt i dit liv, er også en del af mit. Men det var jo det, Jesus døde for.
Hun fortæller videre, at hun klarede den smertelige periode med at nedskrive verset fra Hebræerbrevet 10:23 igen og igen: „Lad os holde urokkeligt fast ved håbets bekendelse af vort håb, for Han, som gav os løftet er trofast”.
Og på cd’en synger hun nu: „Jeg ved, jeg er utro, jeg ved jeg ta’r fejl, men vil du stadig beskytte det, der er dit?” i sangen „What you already own”.
Og: „Selv om vi har syndet, er der tilgivelse til sidst” i sangen „Keep on rolling”.

Støttede for pengenes skyld

Det, som må betegnes som en skandale, har skabt røre i kristne kredse, mest fordi hendes bookingbureau CCM og kristne pladeselskab Word Records ikke har reageret på krisen.
– Skilsmissen var end ikke et vejbump i Grants og Chapmans karrierer, kommenterer World on the Web.
Til hjemmesiden har Word Records’ direktør Roland Lundy udtalt:
– Jeg siger ikke, det er rigtigt at få skilsmisse, men vort job var at støtte dem begge to. Og endelig, når alt dette er overstået, er man nødt til at tage forretningsmæssige beslutninger. Og dette er en forretning, lige meget hvad du siger, for hvis vi ikke tjener penge, får vi ingen fortjeneste, og så har vi ingen tjeneste (eng. ministry).

Indflydelsesrige sangere

Kort efter skilsmissen „forlangte” det ansete blad Christianity Today, at Amy Grant tog en pause for at lægge afstand til hændelserne og lande på benene igen:
– Vi har regulativer for prædikanter, men ikke for sangere, der har mindst lige så stor indflydelse, lød budskabet fra redaktør Wendy Zobas leder.
Amy Grant tog en pause på 2 år, hvor hun hverken gik i studiet eller på scenen. Og resultatet foreligger nu. En afklaret og mere moden sanger.

Et rystende liv
– De, som tiltrækkes af mine sange, er typisk mennesker, der har en urokkelig tro, men som har oplevet „et rystende liv”, siger hun til „The Tennesean”.
– Og det er vel facit, når plusser og minusser lægges sammen. Vi kan ikke lave om på det, der er sket. Men vi kan bruge det skete til at hjælpe andre i samme situation.

Hjælp og trøst

Amy Grants cd vil helt sikkert hjælpe og trøste mange i krise. Fordi den viser, at troen holder, trods menneskelige fejltrin.
Bekendtskabet med Vince Gill har præget cd’en musikalsk, idet stilen læner sig op ad country med et stænk af bluegrass og gospel. En stil, mange vil betegne som et tilbageskridt fra poppen. Men som i virkeligheden er et tilbageblik på hendes rødder.

Amy Grant:
Legacy – Hymns & Faith
Kr. 159,95
Hosianna
tlf. 7356 1356


Artiklen fortsætter efter annoncen: