Bill Wilson kommer ikke til børnekonference
Den legendariske børnearbejder fra New York har hjerteproblemer
og sender derfor “sin højre hånd” til Børnemedarbejder
-konferencen i OdenseBill Wilson, der er kendt for sine fortovssøndagsskoler i New York, må skære ned på sine aktiviteter pga. hjerteproblemer. Han var ellers trækplaster ved Børnemedarbejderkonferencen i Odense d. 31/8-2/9.
– Allerede for 9 måneder siden, da vi mødte ham i England, spekulerede jeg på, hvor længe han ville holde til det tempo, forklarer koordinatoren for den tværkirkelige børnemedarbejderkonference, Ivan Zimmermann.
– Han er utroligt engageret. Han måtte desværre også melde afbud til Schweiz i maj måned
I stedet kommer Wilsons “højre hånd” i “Metro Ministries”, som det utraditionelle børnearbejde kaldes.
– Der er 5-7 fuldtidspræster og Chris Blake er en af dem. Han er lige så inspirerende som Bill Wilson. Den eneste forskel mellem de to er Bills vidnesbyrd.
Chris Blake kom med i arbejdet som ganske ung. I dag er han den, der holder sammen på alle søndagsskolerne, der tilsammen samler ca. 23.000 børn i New Yorks slumkvarterer hver uge.
– Det er ham, der får det hele til at køre, mens Bill er ude at rejse, fortæller Ivan Zimmermann.
– Han er en eminent underviser, utroligt præcis. Da jeg besøgte Metro Ministries til et seminar for børnearbejdere hørte jeg ham, og man kan mærke, at han er vant til at fange opmærksomheden.
På seminaret bad han alle om at lukke øjnene og lytte efter hvad han sagde. Han sørgede for at alle toiletter var låst i de 20 minutter han afleverede sin tale.
– Det var utroligt intenst, husker Zimmermann.
– Alle medarbejderne har en enorm glød, ikke kun de unge. Hvis vi skulle arbejde i samme tempo, er jeg bange for, at vi ville brænde ud i løbet af et år.
Børnemedarbejderkonferencens tema er “Et hjerte, der banker”- et tema, som både Bill Wilson, Chris Blake og deres medarbejdere kan stå inde for.
Konferencen er booket op med 650 tilmeldte. Rosengårdsskolen i Odense har ganske enkelt ikke plads til flere, selv om også storskærme i tilstødende lokaler tages i brug.
Bill Wilson udebliver altså – men Udfordringen bringer i dette nummer historien om Bill Wilson.