Bygd på 70 indbyggere bygger kirke til 1000
Den karismatiske lutherske menighed Keldan – Kilden – bygger nyt kirkecenter med plads til 1000, et projekt til ca. 10 mill. kr. i byggematerialer. Det nye kirkecenter opføres udelukkende ved frivillig arbejdskraft. – Hvem tror I egentlig, I er? Det er et af de spørgsmål, som medlemmerne af Keldan ofte møder, når færinger har svært ved at forstå, at en kirke med 200 medlemmer kaster sig ud i et så stort projekt.
– Men samtidigt oplever vi også, at mange færinger er fascineret over, at vi alligevel tør springe ud i et så stort projekt, siger Jastrid Høj, som sammen med sin mand, Pauli Høj, er leder af Keldan i bygden Skala på Færøerne.
– Min mand fik for ca. otte år siden visionen om et nyt kirkecenter i Skala, siger Jastrid Høj til KE og fortsætter:
– Vi forsøgte at begynde byggeriet i 1994 – men vi oplevede hurtigt, at tiden ikke var moden. Det var først i 1998, da Pauli droppede jobbet og begyndte på en fuldtidstjeneste i kirken, drømmen blev til virkelighed. Vi fik mere struktur i arbejdet, hvilket var nødvendigt for en sund vækst i menigheden.
Byggeriet foregår primært ved frivillig arbejdskraft, og menigheden har endnu ikke trukket på byggekreditten.
– De første millioner kroner, der er indsamlet, er blevet brugt til fundamentet og til at få rejst ydermurene, og vi er allerede nu begyndt på det indvendige arbejde i den nye kirkesal, fortæller Jastrid Høj begejstret og fortsætter:
– Indtil videre er alle materialer betalt kontant.
Foruden et stort konferencelokale med tilhørende faciliteter vil kirkecenteret rumme værelser til overnatning, børnearbejde, lejrfaciliteter m.v.
– Visionen for Keldan er at bygge en stærk lokal menighed, som kan blive til velsignelse for hele Færøerne. Vi ønsker at være et redskab, som kan være med til at inspirere alt Guds folk i vores land, siger Jastrid Høj.
Menigheden Keldan har sin oprindelse i en karismatisk fornyelse i den lutherske kirke på Færøerne i 80erne. Bevægelsen Kristus er svaret fik for 20 år siden vind i sejlene – og mange færinger i den lutherske kirke modtog Helligånden og oplevede tungetalen som en særlig kraft i deres personlige gudsliv. Den åndelig vækkelse fejede hen over de forrevne klippeøer i Nordatlanten, og hver sommer blev der afholdt teltmøder i bygden Gøtueidi, hvor folk kom fra hver en ø på Færøerne for at opleve Jesus og Helligåndens kraft.
– I 80erne så vi ingen grund til at etablere en menighed. Vi mødtes til teltmøderne og samledes i hjemmene, men efterhånden begyndte det hele at falde fra hinanden.
– Da indså vi, at vi var nødt til at etablere en menighed, siger Jastrid Høj.
Medens byggeriet forgår i den lille bygd nordøst for Torshavn, fortsætter Keldan med at være kirke på Færøerne.
– Det er vigtigt for os, at vi ikke blot tænker på de ydre rammer og glemmer at værne om det åndelige liv, Gud har skabt i menneskers hjerter. Vi gør meget ud af at prioritere cellegrupperne og menighedens indre liv, slutter Jastrid Høj fra Færøerne.