Creamy-forældre glæder sig over datters succes

Creamy er igen aktuelle med en ny cd. Rebekka Matthew fra Hirtshals er den ene halvdel af den succesfulde duo. Hendes dansk-indiske forældre fortæller her om livet hjemme hos familien Matthew, og om den eventyrlige måde jyden og inderen fandt hinanden
Annie og Punnose Matthew, forældre til den ene halvdel af den danmarksberømte teenage-duo, Creamy, glæder sig over den succes, som deres 14-årige datter oplever for tiden.Rebekka Matthew er sammen med Ranva Joensen aktuelle med cd’en „We got the time” med bl.a. hittet „Help I’m a fish”, som også er med i en ny dansk tegnefilm, der lanceres i 32 lande.
Uden tvivl vil Creamys nye cd komme til at ligge under mange juletræer i de danske hjem. Deres første cd blev solgt i over 200.000 eksemplarer. Det er salgstal, som kun de mest populære danske popnavne har kunnet præstere.

Succesen kom fuldstændig bag på Rebekkas forældre i Hirtshals.
– Før sommer sidste år ringede vores ældste søn, Andreas, som også er manager for Creamy, og spurgte, om Rebekka måtte synge med på en cd med danske børnesange. Vi syntes, det lød som en god idé og gav vores børn fuld opbakning, fortæller Punnose.
– Men vi blev helt overvældet, da vi så, hvor godt den blev modtaget.
Annie og Punnose har netop været med til „release-party” for den nye cd i Århus.
– Det var så festligt, fortæller Annie.
– Rebekka og Ranva havde begge to deres skoleklasser med, og folk var så glade. Der kom endda en dame og spurgte mig, hvad hemmeligheden er bag vores børneopdragelse. Jeg spurgte, om hun virkelig ville vide det. Det ville hun. Så sagde jeg: Det er vores tro på Gud.
Hun kiggede på mig og sagde: – Jeg har hele tiden kunnet mærke, at der var noget særligt ved jeres børn.

Det med sang og musik har både Annie og Punnose, som til daglig er præstepar i Pinsekirken i Hirtshals og Hjørring, i deres gener.
– I begge vores hjem har vi kunnet li’ sang og musik. Men vi har ikke gjort noget særligt ved det. Punnose havde som ung en drøm om at synge som Jim Reves, fortæller Annie leende.
– Men det blev altså vores børn, som blev noget ved musikken.

Familien Matthew har altid gjort tingene sammen.
– Det er nok noget, som Punnose har taget med fra sin indiske baggrund, vurderer Annie.
– Vi sidder ikke på skødet af hinanden og hygger os, men vi ka’ li’ at være aktive sammen. Det er ikke kun Punnose, der som præst er engageret. Rebekka er med i kirkens to børnekor, og Andreas har et gospelkor i Hirtshals, Gospelwave, hvor både Punnose og jeg og vores fem børn synger med. Og jeg kan da også engang imellem stå på prædikestolen og holde en tale for kirken, fortæller Annie.

Punnose har sin kristentro med fra barndomshjemmet i Sydindien.
– Jeg kommer fra en skøn familie, og mine forældre er hengivne kristne. Som 17-årig fik jeg et syn, mens jeg var i bøn, hvor jeg så mig selv i et fremmed land. Jeg så både på et hav og noget hvidt, som lå over landskabet.
I synet fortalte Gud mig, at han ville bruge mig i et land langt borte. Som 24-årig blev jeg udsendt af svenske missionærer til Sverige for at lære noget om dybhavsfiskeri, og da jeg ankom, forstod jeg, at jeg var kommet til den del af verden, som jeg havde set i synet som 17-årig. Fra Sverige kom jeg i 1968 til Hirtshals. Jeg ledte efter en kirke og fandt missionshuset, som Indre Mission drev i byen.

Annie var hyppig gæst i missionshuset, og dér opdagede hun til sin store overraskelse en dag en smilende og genert inder.
– Han var så glad og en rigtig flot fyr, husker Annie, – og så var han meget genert over for piger. Det kunne jeg godt li’.
Jeg kunne ikke rigtig lade ham være, og en nat havde jeg en drøm, hvor jeg så, at han satte en guldring på min finger. Så vidste jeg, at han ville forandre mit liv.
På det tidspunkt kaldte jeg mig en kristen, men jeg havde ikke et personligt forhold til Kristus. Punnose sagde ofte: Jesus vil være din personlige ven.
Han tog mig med til møder i Pinsekirken i Ålborg, hvor det vrimlede med unge på min egen alder. De fortalte åbent om deres liv med Gud, og det vakte en længsel i mig.
En dag fik jeg bedt en bøn til Jesus, om at han ville blive min personlige ven. Det var en kæmpe oplevelse. Den fred, som fyldte mit indre, er ubeskrivelig, forklarer Annie.

Det var ikke uproblematisk for Punnose, at blive gift med en dansker.
– Mine forældre hjemme i Indien var meget bekymrede. De havde hørt om alle de skilsmisser, der var i Skandinavien, og de kendte jo slet ikke Annie. Og for mig med min kultur er det meget vigtigt at få familiens accept. Men pludselig kom der et telegram, hvor mine forældre gav deres opbakning til ægteskab – og på selve bryllupsdagen, kom der 16 telegrammer fra min familie i Indien.
Det var en stor glæde for os, erindrer Punnose.

At Rebekka står på scenen i dag, er et mirakel i sig selv.
– For 3 år siden kørte fire af vores børn hjem fra en koncert en sen nat. Det var meget tåget, og chaufføren kom ved et uheld over i den modsatte side af kørebanen og stødte frontalt ind i en modkørende bil. Det var forfærdeligt, fortæller Annie.
– Rebekka sov, og derfor blev hun kastet rundt i bilen som en bold. Hun brækkede nakken, beskadigede underlivet og fik brud på leveren. Der blev bedt mange bønner, og det er et mirakel, at Rebekka og også de øvrige i bilen ikke har mén af ulykken i dag, vurderer Annie.

Man er ikke i tvivl om, at kærligheden trives i familien Matthew.
– En dag spurgte vores datter, Sabina, mig, hvem der er min bedste veninde. Jeg svarede: Det er far! Vi ‘deler’ alt sammen, og selv om vi er forskellige og kommer fra hver sin kultur, så binder vores fælles fundament i Guds kærlighed os sammen.
Familien har fået travlt efter Creamys succes, og Punnose regner med mange køreture ud til koncerter og andre arrangementer.
– Men vi gør det med glæde, for vi kan se, at hun er i sit es. Så længe hun trives med det, hun gør og holder fast ved sit livsgrundlag, så er vi trygge, lyder det samstemmende fra præsteparret i Hirtshals.

(bragt med tilladelse af KE)