Ord eller handling
Redaktør Jens Ravn-Olesen har sat sit sidste punktum efter 42 år på Kristeligt Dagblad. Den nu grånende knægt, der blev berømt fra fødslen som en af de første overlevende danske firlinger, giver til det sidste stof til eftertanke.Han siger i et afskedsinterview med Kirsten Boas: – Religiøs intimitet er blevet moderne. Enhver avis eller tv-udsendelse med respekt for sig selv spørger på et tidspunkt interviewofret, om vedkommende tror på Gud. Nogle gange kan det være opløftende med en klar udmelding om kristentro som baggrund for at diskutere et eller andet. Men de dér historier om mennesker, der kun kommer igennem skilsmisse, sygdom, fyring eller andre ulykker på grund af deres stærke tro, afføder uvilkårligt modspørgsmålet: Hvad så med mig, der mislykkedes med det hele? Mig, der ikke klarede ulykkerne på en ordentlig måde, hverken over for mig selv eller andre?
– Her burde man måske tænke over, om det ikke netop er de mennesker, som ikke er beriget med den stærke tro og de vældige åndelige oplevelser, som er den gode historie. Som er de fattige i ånden, som Evangeliet har budskab til?
– Fine oplevelser med tro kan være livsvæsentlige for folk selv. Men jeg har ikke stor tiltro til, at de kan overbevise ikke-troende. Tro er en personlig erkendelse, man når frem til gennem egne livserfaringer. Derimod kan det da godt være, man kan gøre andre nysgerrige efter at vide mere om den Gud, man tror på. Ikke så meget ved det, man siger, som ved dét, man gør.
Ravn-Olesens holdning kan undre. Har en kristen måske ikke pligt til at vidne? Jo men ord har det med at drukne i alt det andet, der gør krav på folks opmærksomhed. Familie, arbejdskammerater, naboer, venner, radio og tv – en lydstorm, der forlængst har lært de fleste at lukke af i selvforsvar. Nogle lukker også af i blufærdighed, fordi de synes, vidnesbyrd er alt for private – som at tale om kærligheden til ens ægtefælle til vildfremmede. Andre bliver skeptiske: Er vidnesbyrdet noget værd, hvis man galer op i tide og utide, eller er det bare letbenet snak?
Det er her, Ravn-Olesen viser sit format. Hans allersidste salut burde være i guldtryk: “Ikke så meget ved dét, man siger, som ved dét, man gør.” For det er jo en kendsgerning, at én gerning normalt taler langt højere end tusind ord. Hvordan havde selvmordsprocenterne i dette land set ud, hvis vi i højere grad var ordets gørere end dets talere? Eller aborttallene, hvis vi virkeligt viste næstekærlighed? Det er en slutreplik, der lader omtankens dør stå vidt åben. Man kan selv fundere videre. Og handle videre.
Flot exit, Ravn-Olesen. Og god arbejdslyst i det fortsatte arbejde som formand for Missionen blandt Hjemløse.
