Den nye udfordring til kirkerne

I årets første uge samledes kristne til forbøn i Evangelisk Alliance’s regi. Om godt en uge samles kristne igen med samme sag på dagsordenen i Den økumeniske Bedeuge. Kun et enkelt år lykkedes det at koordinere disse fora for fælles forbøn mellem kristne

Det er symptomatisk for dansk kirkeliv: At fællesskab mellem kristne forliser på grund af træghed. Og at fællesskab altid bliver et ‘mere’, vi skal præstere oveni alt det daglige – altså noget ekstraordinært. Er der mon noget nyt på vej, når nogle er begyndt at tale om Kristne Kirkers Netværk?

Der bliver ofte spurgt: Hvad skal vi med et nyt forum for mellemkirkeligt arbejde? Har vi ikke nok af dem i forvejen? Jeg vil gerne give mit bud på et svar, der dels peger bagud, dels – og mest afgørende – fremad. Som baggrund vil jeg kort nævne de vigtigste mellemkirkelige fora, vi kender i dansk kirkeliv, og de formål, de blev skabt til at tjene.

Det begyndte med Evangelisk Alliance, kendt her i landet siden verdenskongressen i København i 1884. Kort efter gennemførtes fællesskabet om bøn én uge om året. Alliancen var som barn af sin tid et protestantisk fænomen. – I 1933 fandt ‘de fire klassiske’ frikirker i landet sammen i Evangelisk Frikirkeråd. Man kaldte til samling om evangeliet for at række ‘broderhånd til alle, der bekender Jesus Kristus som eneste frelsesgrundlag, og som står på Bibelens og Den nikænske Trosbekendelses grund’ – bredt og visionært. Men samarbejdet kom især til at omfatte fælles tiltag overfor offentlige myndigheder og fordeling af radio (og TV)-gudstjenester frikirkerne imellem. Senere kom andre frikirker til, og fælles præstekonventer opstod.

Et bredere samarbejde om teologiske studier fandt sted i Det Økumeniske Fællesråd. Det så dagens lys i 1939, båret frem af en række internationale tiltag. Efter 1968 blev det hjemsted for Danske Kirkedage og Kirkernes U-landsoplysning. Københavns daværende biskop, H. Fuglsang Damgaard, sagde ved stiftelsen af Det Økumeniske Fællesråd: ‘Vi er overbeviste om, at det er Guds vilje, at de kristne kirkers dybe enhed må virkeliggøres og vise sig for verden i en helt anden grad end hidtil’. I dette forum var Folkekirken uofficielt med indtil begyndelsen af 1990erne.

Efterhånden fandt danske kirker sammen i fælles virke om international mission (Dansk Missionsråd), om diakonalt arbejde (Folkekirkens Nødhjælp, der blev økumenisk til trods for navnet) og om bibelarbejdet (Det danske Bibelselskab). Uden at jagte fuldstændighed i denne oversigt må det medtages, at Den danske Lausanne-gruppe så dagens lys efter 1974. Her har vi samarbejdet om inspiration til evangelisation og kirkevækst via afholdelse af landskonferencer. Og mindre struktureret, men med breddevirkning også ind i den romersk-katolske kirke, fik vi erfaringer fra den karismatiske vækkelse siden midt i 1970erne.

I 1992 fik Folkekirken ved lov en officiel struktur omkring dens tjeneste i det økumeniske arbejde ved dannelsen af Det Mellemkirkelige råd. Folkekirken trådte – for at få bredden med i dens eget bagland – ud af Det økumeniske Fællesråd. Følgen heraf blev dannelsen af Danske Kirkers Samråd. Det bredeste samtaleforum hidtil for 14 danske kirkesamfund havde set dagens lys.

Som 1990’rne gik, blev krisen for det fælleskirkelige arbejde mere og mere udtalt. De gode internationale erfaringer og de danske ditto på landsplan blev sjældent omsat med breddevirkning i fællesskab på det lokale plan. Her trivedes (måske) andre former for grænseoverskridende kirkeligt arbejde (kaffestuer etc.), men både det lokale og det nationale fælleskirkelige arbejde stivnede oftest i kunstigt liv – et tillæg til det ordinære liv, som menigheder og kirker lever. Måske netop derfor har visionen om at virkeliggøre enheden blandt Guds folk ikke fået nogen gennemslagskraft i en ny generation af kristne. Og de eksisterende samarbejdsfora befinder sig nu i krise, hvorfor der tales om en ny énstrenget økumenisk struktur.

Hvis samtalen om endnu et forum for samvirke blandt kristne skal få gennemslagskraft, må der nye boller på suppen. Vi behøver rammer om samarbejde i fælles lokal mission – gerne inspireret af et landsdækkende forum. Men fokus skal være på det lokale ordinære liv i samarbejde blandt ganske almindelige kristne. Vi kan ikke med troværdighed blive ved at forkynde et budskab om kærlighed, som ingen kan få øje på, når det gælder at omsætte det til liv i kirkens egen virkelighed. Vore kristne ord mangler konkret krop.

Det nye i forslaget om et samarbejde i Kristne Kirkers Netværk (KKN) bør findes her. Hvis vi analyserer de formål, som de gamle fora tjente (se ovenfor), så fremgår det, at ingen af dem drejer sig om lokalt arbejde i mission. Det er, hvad der er brug for. Kun hvis KKN – eller en fornyet struktur af de gamle fora – vil formidle et lokalt samarbejde på tværs af nuværende kirkeskel, får det en chance i dansk kirkeliv. Navnet på samarbejdet bliver derfor undertiden ‘endevendt’, så det antyder, hvad det hele drejer sig om: Netværk af lokale kristne menigheder i mission – gerne med inspiration fra kirkesamfund, der ser nødvendigheden af kirkens missionale opgave i vort folk.

Det bliver mere og mere nødvendigt for os at fokusere på mission. Her vil jeg kun nævne tre årsager: 1) I det danske folk er kendskab til kristentro og kristenliv blevet en udtalt mangelvare, der bør efterspørges. Tabet af kristen identitet er alment så stort, at ingen af os kan klare opgaven alene. 2) Indflydelsen fra ny-danskere med andre religiøse tydninger end den kristne kalder på en fælles lokal indsats fra kirkens side. 3) Kirke og mission har oftest hængt teologisk sammen for danske frikirker, men flere og flere i folkekirken får øjnene op for nødvendigheden af at være kirke i mission. I disse uger undervises der herom på Det teologiske Fakultet på Københavns Universitet.

På lokalt plan arbejder vi som menigheder med meget forskellige virkeligheder. Men der er mange steder, hvor det er oplagt at arbejde sammen, som det er sket hos andre kultur-kristne europæiske folk. Vi ser ikke altid udfordringerne, fordi vi ikke bliver konkrete nok. Vi har brug for, at nogle tegner en række spændende modeller for forskellige tiltag, når det gælder samarbejde i lokal mission. Hvis KKN vil løfte den opgave, er behovet for et nyt forum tilstede.

En af de største udfordringer til kirkerne, deres ledere og teologer ligger her. At tegne det egentlige bibelske perspektiv, at der kun er eet Gudsfolk – også lokalt og nationalt – selv om vi som ‘familier’ i det ene folk har forskellige navne. Som kristne har vi samme kald til at virke i mission, diakoni og undervisning samt til at forsøge dialog med andre religiøse livstydninger i det danske folk. I et lokalt netværks-samarbejde kan vi spare menneskelige og økonomiske ressourcer. Hertil kommer, at der opstår en synergi-effekt, hvor to plus to bliver mere end fire, hvad inspiration og arbejdsglæde angår. Men mest afgørende er, at evangeliets troværdighed bliver vanskeligere at anfægte i vort folk, fordi vi tager enheden i Kristus alvorligt. Enhed i mangfoldighed må fremelskes og blomstre – bestemt af de lokale opgaver og ressourcer.

Den udfordring til kristne er gammel. Den ligger i evangeliet selv. Herhjemme er den blevet tegnet skarpest af Anna Marie Aagaard, daværende formand for Det økumeniske Fællesråd, der i 1996 spurgte således (forkortet og tilpasset denne kronik): Hvad nu, hvis vi i det kommende arbejde besindede os på, at fællesskabet i Kristus er udgangspunktet, sådan at vi i hele vor lokale tilværelse som kirker ikke kan sige eller gøre mere end at aflægge vidnesbyrd i gudstjeneste, lære og liv om dette fællesskab? Hvad nu, hvis vi ikke vil gøre splittede kirker til grundlag og udgangspunkt (og derfor fortsætter med at søge at vinde fællesskab ved teologiske erklæringer og praktisk enighed), men tog fællesskabet som udgangspunkt? Ville det gøre nogen forskel? Ja, det ville gøre en forskel. Under én forudsætning, nemlig den, at det fællesskab, som er en Guds gave, ikke bare er en tom påstand, men en virkelighed, der lægger sig for dagen i alt det, som kristne har fælles. –

KKN har fremtiden for sig, hvis vi vil vende perspektivet 180 grader om – og begynde lokalt og konkret med alle kristne, der lever på samme sted. Nogle af vore unge bryder op i disse år. De er ved at tage hul på fremtiden. De er ikke bundet til gamle kirkeskel, hverken når de vælger ungdoms- og bibelskoler eller kristen ungdoms- og missionskultur. Når det gælder uddannelse af kommende ledere, har vi også taget hul på samarbejdet ved dannelsen af SALT, Skandinavisk Akademi for Lederskab og Teologi. Vil vi optræde som ansvarlige kirkeledere, der binder fremtiden sammen med det bedste fra fortiden, må vi lægge vor indsats 180 grader om – og begynde i det lokale kristne fællesskab med de ordinære opgaver, når det drejer sig om at være sendt menighed, at være kirke i mission. Det er hertil vi behøver inspiration af et nyt – eller fornyet – forum af danske kirkesamfund.