Fru Larsen tier ikke!

Margot Larsen, 87 år og fra det indre København, blev den første læser, der fik besøg af Dorthe Stieper i serien “Alle har en historie”Radioens P1 spiller lavt i lejlighedens ene stue. Sofabordet er fyldt med videobånd og forskellige stopure. Sidstnævnte tages i brug, når hun skal optage udsendelser fra enten TV eller radio.Vi rydder lidt bordplads, så der bliver plads til en kop kaffe og te og fadet med de ægte Christiansfelder honningkager, jeg har medbragt.

– Jeg skal huske at optage en sprog-udsendelse i radioen klokken 15.30 i dag, informerer Margot Larsen og tjekker, at et af urene er sat til at ringe, når tiden er inde.

Margot Larsen runder de 87 år dagen efter mit besøg. I sommeren 1997 havde hun to hjerneblødninger, som har hæmmet hendes udfoldelser og bl.a. betydet, at hun må have daglig hjemmehjælp og mad fra et plejehjem.

Men alderen og menene efter hjerneblødningerne er ikke umiddelbart til at mærke. Hun virker frisk i ånd og sind. Hun følger med i, hvad der sker i verden omkring hende. Og ikke nok med det. Hun bidrager i debatten. For holde sin mund har hun aldrig kunnet. Hun skriver til ministre og politikere og journalister og fortæller dem sin mening om tingene.

Hun har to kæpheste, som holder hendes pen spids og porto-udgifterne oppe: Muslimer og det danske sprog.

– Jeg har altid elsket alt, hvad der var logisk. Som ung ville jeg gerne være cand. mag i latin og tysk, fordi grammatikken var så logisk og til at forstå. Jeg holder af sprog, og jeg synes, det er forfærdeligt, at vi ikke værner om og værdsætter det danske sprog mere. I dag sniger det engelske sig ind overalt.

Og vé den politiker, der kommer til at bruge et engelsk ord i stedet for et dansk. Han eller hun kan være sikker på at få et håndskrevet og grammatisk korrekt brev fra Margot Larsen. Hun sidder også dagligt med kuglepennen, og retter som en anden skolelærer i de mange kristne blade og aviser, hun holder.

Margot Larsens anden mærkesag er muslimerne og indvandringen i Danmark.

– Muslimerne er på vej til overtage Danmark, mener fru Larsen. Hun har ikke selv haft ubehagelige oplevelser med indvandrere, men det kender hun andre ældre, der har.

– Desuden kan jeg i de kristne blade, jeg holder, læse, hvordan muslimerne vil udrydde os. Jeg tror ikke på, de vil integrere sig. Frygten for muslimerne er bestemt berettiget. De hader jo os kristne og jøderne, mener fru Larsen, der også er en stor Israel-tilhænger.

– Det er svært for mange ældre at se, hvordan vores fædreland har ændret sig. Jeg tror, det er derfor, der er så mange selvmord og psykisk syge. Det er blevet svært at leve i mit gamle før så fredelige land, siger Margot Larsen og er ikke bleg for at give muslimerne skylden.

Af samme grund skriver hun utrætteligt breve til politikerne i håb om at råbe dem op. Ligesom hun har meldt sig ind i Dansk Folkeparti og Den Danske Forening. Lade stå til, vil hun ikke.

– Jeg stopper ikke med at sige min mening, understreger hun.

Det med at sige sin mening har Margot Larsen ikke fra nogen fremmede. Hendes mor var, da hun levede også en kvinde med meningernes mod. Noget der ikke var så almindeligt blandt datidens kvinder.

– Selv om jeg bliver 87 år i morgen, så savner jeg stadig min mor. Hun døde i 1958. Hun var et helt unikt menneske. Hun havde forbindelsen oventil i orden, siger Margot Larsen og fortæller den ene trosstyrkende historie efter den anden om moderens tillid til Gud, og de mirakler det afstedkom.

Margot Larsens mor var pinseven, hendes far folkekirkelig. Selv er hun barnedøbt og har holdt fast i det, selvom hun de fleste år har kommet trofast i Pinsekirken, Tabor på Lyngbyvej. Men helbredet rækker ikke længere til kirkegang. I stedet følger hun nu de kirkelige programmer i radio og TV.

– Alle her i huset ved, jeg er kristen. En nat bankede en af de andre beboere på min dør mit om natten. Hun havde sådan en angst og uro og kunne ikke sove. Hun kom til mig, fordi hun vidste, jeg var kristen. Jeg bad hende sætte sig i lænestolen, og så knælede jeg og bad om, at Jesus ville fjerne hendes angst. Hun har ikke haft den siden, vidner Margot Larsen, som gennem sin mor lærte at leve med en nær relation til Jesus.

Margot Larsen blev aldrig lektor i latin og tysk. Hun blev sygeplejerske. Noget hun ikke har fortrudt.

– Jeg elskede sygeplejefaget, og har arbejdet som sygeplejerske lige til jeg blev 67 år og gik på pension.

Og hun blev gift med lægen. I 30 år var hun gift med sin mand, med hvem hun fik to børn, Kirsten og Preben. Preben bor i dag med sin familie i Haderslev, mens Kirsten bor i Vanløse og er til stor hjælp for sin mor.

Margot Larsens mand døde i 1969 efter 26 års sygdom. Det var en hård tid for familien. Ikke mindst for Margot Larsen, der om natten arbejdede som sygeplejerske på Radiumstationen og om dagen passede sin mand derhjemme.

Jo, Margot Larsen har også fået sin del af livets prøvelser. Men hun hæfter sig helst ved alt det positive, hun har oplevet. Selv om hun nu længtes efter at dø og komme hjem til Himmelen, så er hun taknemlig for livet, hun fik: