Gangster hjælper gadebørn
Gert Alvin Hansen har tabt sit hjerte til de forældreløse børn på børnehjemmet Emmanuel i Honduras. For han fik selv en skæv start på livet som gadebarn - Jeg traskede gennem gaderne for at finde et sted og sove. Endelig en lun opgang. Hen på natten kom én og smed mig ud. Det lykkedes at finde en opgang ved siden af en bagerforretning. Om morgenen listede jeg ind i gården og fandt noget wienerbrød i affaldscontaineren. Jeg var kun 14 år og en meget bange lille dreng, fortæller Gert Alvin Hansen. I dag er han 45 år og hjælper gadebørn i Honduras og er lige hjemkommet fra et besøg på børnehjemmet Emmanuel.
– Mit hjerte hamrede hårdt og hurtigt da bilen kørte ind gennem porten til børnehjemmet. “Min far og mor har forladt mig, men Herren tager mig til sig”, står der på spansk ved indgangen. I 5 år har jeg været sponsor for 2 børn og bedt, håbet og ventet på, at dette skulle ske. Nu skulle jeg se mine børn” ansigt til ansigt!
Emmanuel børnehjemmet åbnede dørene for de første 5 børn i 1989, samme år som Gert Alvin Hansen blev en personlig kristen.
– I 1989 afsonede jeg min sidste dom på 3 år og 2 måneders fængsel for omfattende handel med narko og gangstervirksomhed, fortalte han til Udfordringen nr. 34-2000. – Bag mig lå fire knivstikkerier, et forsøg på at skyde to politibetjente, røverier, overfald, indbrud, bedragerier og meget andet. Jeg er dømt 19 gange og har tilsammen næsten tilbragt seks år bag tremmer.
– Men der – imens jeg sad i fængsel – sendte Gud en engel med hans Ord. Jeg sad i en lille møgbeskidt celle i Roskilde arrest uden tv, radio, bøger eller blade. Jeg havde kun papir og blyant og mig selv. Netop derfor var der plads til, at Gud kunne komme til, og det har jeg takket Ham for lige siden
Gennem nogle gamle numre af Udfordringen læste han om børnehjemmet Emmanuel i Honduras – og så var han “fanget”. Gangsteren var blevet børneven.
Og turen til Honduras har gjort et stort indtryk
– Allerede fra morgenstunden kom jeg på en alvorlig prøve. En af de mindste drenge var faldet om med et kraftigt epilepsi anfald og lå i kramper. Det arme lille skind lå bare der og vred sig og mit hjerte græd, jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, så jeg tog ham ind til mig strøg ham blidt over brystkassen imens jeg bad til Jesus. Kort tid efter hørte kramperne op og han faldt i dyb søvn. Det var hårdt at se på, men som vi sad der, mærkede jeg Guds nærvær for her, var jeg total hjælpeløs. Mens jeg sad med ham på skødet, kom en anden lille fyr, Mario, hen og strøg ham kærligt over kinden og det var på trods af, at han selv var blevet efterladt og solgt af sin mor til en anden familie i Bogota. Resten af min tid på Emmanuel børnehjemmet oplevede jeg ikke at drengen fik flere anfald.
– Nelson er døvstum og var kommet til Emmanuel et stykke tid før jeg ankom. En dag var han løbet om bag den gamle traktor, og i et brøkdel af et sekund lå han under det store hjul, mange knogler var brækket som om, at det ikke var nok, at han blot var skind og ben af underernæring. Efter nogle måneder i gips, blev gipsen taget af ham, og han blev lagt i en seng i et af drengehusene. Jeg vidste ikke, at han var kommet tilbage fra lægen, og da jeg kl. 16,30 kom forbi døren til stuen for at sige godnat, var der helt stille. Min første tanke var, at der er noget galt! Da jeg åbnede døren fandt jeg 11 drenge liggende på knæ med hænderne på Nelson, imens de bad Himlens Herre om hjælp. Den kærlighedsånd der mødte mig, fik mig til at græde. En uge før jeg rejste fra børnehjemmet, gik Nelson rundt uden krykker!
– Mange af børnene er mishandlet psykisk og fysisk og anbragt på børnehjemmet af myndighederne for at beskytte dem mod familiemedlemmers overgreb. Men der er heldigvis solskinshistorier: 2 dejlige piger er af Gud blevet helbredt for aids, en dreng er blevet helbredt med et hul i hjertet, og det er vel at mærke uden operation. Langsomt heler Jesus deres sår på sjælen og ved bøn mange andre lidelser
Børnehjemmet Emmanuel startede i 1989 med 2 huse og en lille åben lade. Der var endnu ikke elektricitet eller rindende vand, men som årene gik, voksede børnehjemmet ved hjælp af gaver fra enkeltpersoner, firmaer og menigheder. Selv om børnehjemmet er godkendt af den Honduranske regering, får det ingen støtte fra staten.
I dag, godt 13 år senere, består børnehjemmet af 298 børn og unge, en velsignet brønd med rent vand, en kirke, en skole, en klinik med 8 sengepladser til syge børn, 6 pigehuse, 2 store drengehuse, et bageri, en sportshal, et bibliotek, et vaskehus, et volontørhus, 2 spisesale og et lille træværksted!
En almindelig dag begynder for køkken folkene kl. 3 om morgenen hvor ildstederne tændes op, så maden kan blive tilberedt. Kl. 4 starter dagen for børnene de skal vækkes have rent tøj på hver dag og der skal ryddes op på stuerne og som alle andre steder, hvor der er mange børn, skal der deles skideballer ud, gives morgenknus, deles tandpasta, sengene skal være redt og alle mødes vi foran kirken til morgenandagt klokken 5,45 – senest. Klokken ca. 7 er der morgenmad og derefter skal de små i børnehaveklasse og skole.
Om formiddagen er det de store der skal ud på børnehjemmets område og arbejde.
Arbejdet består vel at mærke ikke i opgaver børnene ikke kan klare. Klokken ca. 12 er der frokost og 298 børn skal fodres af. Om eftermiddagen er det så de store der skal i skole. Mange af børnene ligger på ret høje karakterer og der undervises i engelsk, computerlære, træsløjd og for pigernes vedkommende syning, ved siden af de almene fag.
Klokken 15.30 serveres aftensmaden og kl. 17 skal alle børnene være i deres huse, vasket og klar til bibelundervisning som de store tager sig af på de enkelte stuer. Der er altid 2 store børn der har ansvar for en stue. Fra kl. 18-19.30 har de helt store lov til at færdes ude på hovedstrøget, så de har lidt fri for alle de små og derved kan pleje deres egen hobby.
Hjemmet ledes af David og Lydia Martinez fra Californien. Deres menighed betaler alle administrationsomkostninger, så alle andre gaver kan gå direkte til børnene. Fra Danmark støttes børnehjemmet af organisationen “Leve Børnene” gennem fadderskabsordninger.
– Amerika har det med at blive kaldt Guds eget land, fortsætter Gert Alvin Hansen. – Hvor er så forklaringen på, at hjælpen til Emmanuel er faldet med 40 pct.? Som forklaring bruges terrorangrebet d. 11. september, men går livet ikke videre, selv efter det? Hvad med de levende? spørger Gert, der lige nu rejser Danmark rundt for at samle ind og skaffe flere faddere til gadebørnene i Honduras.
– Som en følge sygdom på den udeblivende hjælp er der et akut behov for selv de mest almindelige dagligdags ting såsom; sko, tøj, ris, pasta, vatpinde, vat, skoleting, sæbe, tandpasta, plaster, wc papir og meget andet. Derfor er en flok mennesker i gang med at samle ind i Tilst ved Århus, så der kan sendes en container af sted. Man har allerede skaffet en stor traktor.
Og hvis du selv har børn skal du bare gange antallet op til du når 300 – så ved du hvor meget, der skal til i dagligdagen, slutter den ivrige indsamler.
