Giv mig kirken tilbage!

I fremtidens kirke vil meget se anderledes ud. Tiden udfordrer os til at tænke radikale nye tanker om kirkens funktion og praksis. Og fordi bibelen udfordrer Guds folk til enhver tid at være relevante i kulturerne, bør kirken i dag gå i konstruktiv dialog med tidens udfordringer.

Som teologistuderende og ’wannabe’ præst har spørgsmålet om, hvad kirke egentlig er, har længe plaget mig, især fordi jeg er utilfreds med det traditionelle svar: Kirken er den hvidkalkede bygning med det høje tårn der ligger på bakken ved siden af Brugsen, eller: Kirken – det er præsten, degnen og organisten. Svaret her er en smule karikeret, men min pointe er forholdsvis klar: Det har været en udbredt opfattelse at kirke i første omgang er betegnelsen for en bygning, i anden omgang for en religiøs institution.
Det traditionelle svar er utilfredsstillende for mig af to grunde. For det første kan jeg ikke genkende den institutionelle kirke i Det ny Testamentes billede af kirken, for det andet er jeg som barn af min tid skeptisk overfor institutioner, hierarki, faste ritualer, stivnede læresætninger og ensartethed.
Mit ’problem’ med kirken har tvunget mig til at stille nye og dybere spørgsmål til dens identitet, formål og funktion, og selvom jeg stadig kun er på vej i min forståelse af kirkebegrebet er jeg kommet frem til, at kirken i dag befinder sig i en forandringstid der tåler sammenligning med kirkehistoriens største forandringstider. Udfordringen i dag er ikke en teologisk reformation som på Luthers tid, men derimod en praktisk og funktionel ’reformation’.
Tidens udfordringer
Der findes efterhånden en hel del der argumenterer for at den vestlige kultur i dag gennemgår en betydelig forvandling fra moderne til postmoderne samfund. Denne forvandling har nogle kaldt et paradigmeskifte. Paradigme betyder helhedsforståelse, og i vores tid erfarer vi et skifte i helhedsforståelse. Gamle institutioner og hierarkier er i opløsning og flere af samfundets magtcentrer tillægges i stigende grad kun perifer betydning. De værdier der prægede mine forældres og bedsteforældres generationer så som troskab, loyalitet, autoritetsrespekt og standhaftighed erstattes i dag af andre værdier som forandringsparathed, tolerance, selvudvikling og mobilitet.
Det postmoderne samfund beskrives af flere som hyperkomplekst og uden fikspunkter. Der er tale om en global risikokultur med uutømmelige muligheder og potentiale. I denne proces er også en ny forståelse af kirke på vej. Jeg vil i det følgende forsøge at sætte nogle ord på det, jeg tror, bliver kendetegnende for fremtidens kirke, men først vil jeg kommentere den oplagte indvending der altid rejser sig når der tales om forandringer i kirken.
Kan kirken forandres?
Kirken er kaldet til at kommunikere et uforanderligt budskab om Guds kærlighed, frelsesmuligheden i Jesus Kristus og Helligåndens udrustning. Dette budskab må kommunikeres i et sprog og i en sammenhæng så mennesker kan forstå og modtage det. Men menneskers sprog og forståelseshorisont er hele tiden under forandring fordi mennesket grundlæggende er et levende og dynamisk væsen. Når sproget ændre sig og gamle ord får nye betydninger må kirken følge med og ændre sit sprog, hvis den vil undgå at ændre på budskabets indhold. Kun ved at nyformulere evangeliet kan man sikre, at det uforanderlige i budskabet forbliver intakt.
Det er i mine øjne nødvendigt, at kirken vedvarende nyformulerer evangeliet, hvis den skal forblive tro mod missionsbefalingen. Hvis dette er sandt for kirkens sprog, er det mindst ligeså sandt for kirkens form, struktur og funktion. Det er her vigtigt at kunne skelne mellem, hvad der er foranderligt, og hvad der er uforanderligt i kristendommen. Jeg mener kirkens form, struktur og funktion hører hjemme i kategorien af foranderlige elementer. Når det drejer sig om disse skal der derfor svares ja til spørgsmålet om forandringer kan finde sted i kirken.

Kirkens nuværende form, struktur og funktion er kendetegnet af orden, ensartethed og immobilitet. I mange kirkerum er inventaret boltet til gulvet og opstillet så det kun er befordrende for envejskommunikation. Ofte vejer æstetiske hensyn tungere i gudstjenesten end til kravet om kvalitativ kommunikation. Kirken i dag er også kendetegnet af en adskillelse mellem præst og lægfolk der trods intentioner om det modsatte er tydeliggjort bl.a. af præstens påklædning og menighedens passive forventninger til sig selv. Endvidere anses søndagens morgenmesse for det centrale og dominerende omdrejningspunkt for hele kirkens virke, hvorved aspekter som cellegruppen og det personlige discipelskab reduceres til sekundære størrelser.
Alle disse forhold er under forandring i fremtidens kirke. Den vil efter min overbevisning blive kendetegnet af høj fleksibilitet, stille store krav til kommunikationen (herunder gøre udpræget brug af billeder og multimedie-kommunikation), prioritere fællesskabet på flere niveauer (menighedsfest, gudstjeneste, cellesamling og individuel mentoring) og dens form vil generelt være centrumløst og mangeartet.
Postmoderne kristne vil i fremtidens kirke kræve det almindelige præstedømme gennemført på en sådan måde, at det bliver hele menigheden og ikke kun dens præster og ansatte der forvalter kirkens tjeneste. Missionen som i dag forvaltes af kristne organisationer vil finde tilbage til lokalmenighederne og de vil genfinde urkirkens missionale identitet blandt andet fordi kirken igen er blevet perifert i samfundet.
Loyaliteten vil ikke længere være til kirken, institutionen eller trossamfundet men derimod til gudsriget og ikke mindst til Kristus. Hvor kirken tidligere ’producerede’ troende vil den fremover ’producere’ disciple. Kirken i det 21. århundrede vil være dogmatisk minimalistisk, hvor det afgørende bliver den individuelle og autentiske Gudserfaring, frem for den kollektive tilslutning til trosdoktriner.
Kirkebilledet i fremtidens landskab vil domineres af højst forskellige fællesskaber som husmenigheder, cafékirker, ungdoms- og seniorkirker samt missionske valg- og frimenigheder, og Folkekirkens sognestruktur vil især i byområderne miste sin betydning og efterhånden blive erstattet af funktionskirker. I det hele taget vil lokalkirkens funktion og ikke dens teologiske særegen være afgørende for dens identitet.

Den karismatiske præst og menighedsplanter John Wimber fornemmede en dag Guds stemme sige: ’Giv mig kirken tilbage’. Denne sætning står for mig som en profetisk udfordring til vor tid. Ned gennem kirkehistorien har mennesket bygget større og prægtigere katedraler hvori evangeliet er blevet indfanget og gjort smukt og æstetisk. I denne proces er mange af de radikale Jesu-ord blevet gjort til overkommelige menneske-ord.
Udfordringen til kirken i dag handler både om at vende tilbage til det oprindelige radikale discipelskab og om at være et relevant og meningsfyldt trosalternativ til det postmoderne menneske. Udfordringen kræver et kirkeligt paradigmeskifte.

Kronikken er et uddrag af et speciale, som fås i hele sin længde for kr. 85,- incl. forsendelse. Specialet kan bestilles ved at sende en mail til flg. adresse: tklassen@mail.tele.dk