Gud talte gennem et “Mannakorn”
Et lille bibelvers fik Dorrit Dirchsen til at vende om fra 15 år i sus og dus
Dorrit Dirchsen fra Ballerup har en broget historie. Hele hendes barndom var hun en “artig” kristen, men efter 18 år var det slut. Et udsvævende liv medførte skilsmisse og alkoholmisbrug – indtil Gud sagde stop med et lille kort, et såkaldt mannakorn, med en henvisning til Bibelen.
– Ordet jeg fik var fra Ordsprogenes bog 23:26: “Giv mig dit hjerte, min søn, og lad dine øjne synes om mine veje
”, husker hun. Og det åbnede hendes øjne, så hun kunne vende tilbage til sin barnetro.
Den fik hun allerede som 6-årig, da hun så sin mor blive helbredt fra en alvorlig sygdom:
– Min mor var alvorlig syg af kræft og havde fået 3 mdr. at leve i, fortæller hun. Min far var selvfølgelig meget ked af det og prøvede at finde en kirke der bad for syge. Endelig lykkedes det. Min mor blev fuldstændig helbredt; lægerne kunne ikke forstå det.
Hun døde først 39 år senere
– Jeg kunne se en forandring med min mor. Og derfor ønskede jeg selv at få Jesus ind i mit hjerte. En dag, jeg var syg med høj feber, hentede min mor en salvedug. Inden hun lagde den på mig, spurgte jeg: Tror du Jesus vil ind i mit hjerte og bo? Det troede hun jo nok han ville. Da hun derefter lagde salvedugen på mig, blev jeg øjeblikkeligt rask. Jeg sprang ud af sengen, klappede i mine hænder og råbte: Jeg elsker Jesus og alle mennesker!
– Det var da en frelse der ikke kunne være tvivl om, udbryder hun. Og Gud holdt fast i hende – også selv om hun som voksen levede mildest talt et omtumlet liv.
I dag besøger hun fangerne i Herstedvester statsfængsel ved Albertslund. Med sin brogede baggrund kan hun godt sætte sig ind i fangernes situation. Også dem, som er kommet skævt i forhold til kristendommen.
For det gjorde hun selv på grund af den menighed, hun voksede op med:
– Jeg var en “lydig” kristen i 18 år. Det var en meget fanatisk menighed jeg kom i. Man skulle helst have høj hals og knold i nakken. Til sidst kunne jeg simpelthen ikke holde det ud længere. Det gik meget på “kæft, trit og retning”, husker hun.
Derfor forlod hun menigheden som ganske ung, en menighed, der for øvrigt ikke eksisterer længere. For Dorrit blev det “starten på 15 år ude i verden og synden”, som hun udtrykker det i dag.
– Det blev 15 år, hvor jeg fik mange hug, mit ægteskab røg sig en tur, og så skulle “livet leves”! Jeg havde jo været en meget “artig” kristen, men nu skulle håret klippes og et par lange bukser anskaffes! Det var nemlig en dødssynd
– Så snart jeg var blevet separeret kastede jeg mig ud i alt det jeg havde set på, på afstand.
Hun flyttede snart ind i et nyt forhold med en der elskede de våde varer, og hun prøvede at følge med ham
– Det var den eneste måde, jeg kunne holde tilværelsen ud på. Men det holdt snart op, da jeg fik ondt i hårrødderne dagen derpå. Der var jo også hashen: det skulle jo være så frigørende, men nej, det blev jeg noget så svimmel af. Jeg viste godt, at det eneste der kunne give mig den fred, jeg søgte var Jesus
Nogen gange når hendes fyr var ude at more sig – og havde kontakt med andre damer – “koksede oppe i knolden på mig”, fortæller hun. To gange forsøgte hun at begå selvmord ved at tage en masse piller og skylle dem ned med spiritus. Det blev heldigvis kun til selvmordsforsøg, idet hun kastede det hele op igen.
Efter 4 år kom Dorrit ud af dette forhold, men et par år efter flyttede hun sammen med en, der var endnu værre.
– Det var som at komme fra asken og ind i ilden, husker hun. I dag tror hun, at Gud havde en finger med i spillet:
– Han skulle have mig ned, hvor der kun var ham tilbage. Jeg havde jo trods alt haft det meget godt ind imellem, et godt job, gode børn, en dejlig lejlighed og alle de mænd jeg ville have. Og hvad skulle jeg så med Gud?
En lørdag eftermiddag – helt præcis d.19. juni 1988, besøgte Dorrit sin mor.
– Vi talte om min barndom, som jo havde været en blandet fornøjelse. Jeg sad og tænkte: Bare hun vil spørge, om vi skal tage et mannakorn, som vi plejede at gøre i gamle dage. Jeg havde ikke mere end lige tænkt tanken, da hun spurgte skal vi ikke tage et mannakorn
– Jeg sagde sådan lidt nonchalant: Det kan vi da godt og jeg fik ordene fra Ordsprogenes bog: 23:26: “Giv mig dit hjerte, min søn, og lad dine øjne synes om mine veje. Og så sagde min mor: Der kan du se; du skal give Jesus dit hjerte!
Dorrit var stum, kunne kun trække på skuldrene, mens tårerne flød ned ad kinderne.
Senere blev hun klar over, at hun måtte tilbage til sin gamle menighed, gøre sin sag op med den stive ledelse – og det lykkedes af blive forligt. Senere blev Dorrit fyldt af Helligånden og kom på pinsekirken Elims etårige bibelskole.
– Jeg har meget at takke Jesus for – på trods af, at de 15 år uden ham har givet mig en masse hug, siger hun i dag, “i bagklogskabens klare lys”, som man siger. – Gud er ved at læge mig, mens jeg bruger mine “hug” til at hjælpe andre.
I dag er Dorrit Dirchsen gift med Walther, og de kommer lidt på skift i Folkekirken og Pinsekirken. Deres store lidenskab er at hjælpe fangerne i Anstalten ved Herstedvester, hvor de sammen med en tredje person holder Alphakurser for de indsatte, der ønsker det.
Det var kun en lille lap papir, der vendte op og ned på Dorrit Dirchsens liv. Men lappen indeholdt Gud ord, det ord, der skabte og stadig forandrer mennesker.
