Han har solgt 2.5 millioner børnebibler
Forlaget Scandinavia har så store udfordringer i udlandet, at det dropper sin danske avis-konkurrent til UdfordringenJørgen Vium Olesen minder meget om Jørgen Kløcker fra TV3s Robinson.
Han er ligeså positiv og smilende, som den gode Robinson kæmper. Hans liv og arbejdsmoral er præget af sunde værdier og fairplay.
Selv om Jørgen Vium Olesen er uddannet som arkitekt, har han brugt sit liv på at udgive bøger. Ikke blot i Danmark, men i hele verden. Og det har han haft succes med: Forlagets bestseller er en børnebibel, som nu er solgt i 2.5 millioner eksemplarer på foreløbig 58 forskellige sprog!
– De sidste par år har været de bedste i forlagets historie, afslører Jørgen, da vi møder ham på hans kontor i København et par dage før jul. Egentlig har han slet ikke tid til at blive interviewet. Der er juletravlhed omkring ham. Der skrives breve og mailes til udlandet; der pakkes bøger og laves kataloger; en container med bøger skal sendes til USA i juleferien. For der noget stort i gære:
– Ja, vi begynder nu at sælge bøger direkte i USA ved hjælp af 35 sælgere, som arbejder for den kristne bogdistribution. De besøger de fleste af de kristne boghandlere i USA. Tidligere var det altid amerikanske forlag, der udgav vore bøger i deres navn. Men nu prøver vi også selv.
Jørgen har aldrig været bange for at satse stort. Flere gange har han da også brændt sig, men hver gang er han og forlaget kommet igennem skærene. Efter en hel del bønner
– Den næste store satsning er en illustreret bibel for voksne på hverdagssprog, afslører Jørgen Vium og viser et prøveeksemplar. Illustrationerne er de samme, som den spanske maler José Pérez Montero, for 15 år siden malede til forlagets børnebibel. Dengang boede forlaget i en baggårdsbygning i Nørregade og havde ikke råd til at betale José fuld løn, så han skulle i stedet have royalty altså en procentdel af hver solgt bog. Det har han ikke været ked af, for Børnebibelen solgte så godt, at han har kunnet leve fedt af afgifterne uden at behøve arbejde i mange år.
– I fremtiden vil vi nok foretrække at give et engangsbeløb, mener Jørgen, der gennem årene har fået større forretningsmæssig forståelse end i de glade 70ere. I dag består hans bestyrelse heller ikke af præster, men af kristne forretningsfolk.
Forlaget Scandinavia eller Scandinvia Publishing House, som det hedder på engelsk har et langt større salg på udlandet end herhjemme. Mange år har det faktisk givet underskud at opretholde et dansk forlag, men de seneste to år er det trods krise i bogbranchen lykkedes at komme ud med et beskedent overskud, fortæller Preben Andersen, der er leder af den danske afdeling.
Måske skyldes det, at forlaget er slået ind på at fremstille lidt større og smukkere bøger, hvor det er svært at finde fejl efter at forlagets redaktør, Jytte Larsen, har læst korrektur og fulgt bøgerne til dørs. Og trods den store omsætning holdes antallet af ansatte nede på 6 personer.
– Vi vil gerne ind på massemarkedet. Vi forsøger allerede at sælge nogle bøger gennem supermarkeder, kiosker og bogkæder. Vi har f.eks. serien Ladt tilbage ude i supermarkeder, og Åndens Magt er nu på vej ud i kioskerne. Vi har også annonceret den i DSBs blad Ud & Se. Der er åndelig vækkelse i Danmark og vi må ud til andre end de kristne med de gode bøger, siger Jørgen, der glæder sig over, at mange danskere er blevet åndeligt interesserede, selv om de i første omgang går efter det nyreligiøse.
– For 20 år siden var danskerne de mindst religiøse i Europa, nu er vi de mest religiøse
!
– Der sker trods alt meget positivt i Danmark. Tænk på Willow Creek konferencerne om nye måder at nå de søgende, hvor også Indre Mission og mange fra Folkekirken var med. Eller Alpha-kurserne, som kører godt mange steder. Pressen er også begyndt at omtale de frie kirker mere positivt, fordi de er bedre til at møde danskernes åndelige behov.
Det begyndte med en traktatavis med Udfordringen, for 30 år siden.
I en mørk kælder under Projekt Hus i København samlede en flok unge det første Udfordringen netop i januar 1973. Avisen skulle dengang appellere til datidens socialt bevidste flower power unge.
Jørgen havde selv været i Indien og forstod, hvad der rørte sig i tiden.
– Vi trykte 10.000 eksemplarer af den første avis i Norge, husker Jørgen. Avisen blev solgt på Strøget og rundt i landet.
Journalist Johnny Noer, som netop var blevet kristen, skrev en del i de første numre. Johs. Facius var også med. Men snart fik de den idé, at de ville udgive et andet blad med kristen undervisning, Ny Vin. De ville knytte begge blade til Kristent Fællesskab. Det var jeg imod. Fra starten havde det været meningen, at Udfordringen skulle være en avis for alle kirker og retninger. Vi inviterede f.eks. unge fra alle kirker til at være med; men der kom kun én – fra Apostolsk Kirke.
Da jeg stod fast på, at Udfordringen skulle være tværkirkelig, sagde Noer og Facius, at så kunne jeg jo udgive Udfordringen, så ville de udgive Ny Vin. De regnede vel med, at Udfordringen hurtigt ville gå ned, smiler Jørgen. Men det gik helt anderledes: Ny Vin gik hurtigt i sig selv, men Udfordringen overlevede.
– Efter en tid i Huset i Knaborostræde, som også hed Soli Deo Gloria, flyttede avisen hjem i vores hus i Hvidovre, som jeg selv havde tegnet. Jeg levede i den første tid af at være arkitekt for Aril Edvardsen i Saron Dal i Norge. Han skulle have lavet byplan for sit store center med veje og bibelskole, og jeg tegnede også den store hal.
Avisen begyndte nu at udkomme med jævne mellemrum, og på et tidspunkt fik vi den idé at trykke store posters med et foto og så en tekst fra Bibelen. Vi fandt en billig måde at producere plakaterne på; vi trykte første et stort oplæg med farver, derefter trykte vi teksten på med sort på de forskellige sprog. Jeg sad derhjemme med Letraset og satte teksten.
Det blev en stor succes. Bagefter udgav vi en billedbog over Skabelsen og senere Salmerne.
På et tidspunkt lejede vi os ind i lokaler hos Folkekirkens Nødhjælp. Da arbejdet efterhånden voksede, rykkede vi ind i en 4 etagers baggårdsbygning i Nørregade 34. For tre år siden kom vi så her til Drejervej, hvor vi lejer os ind i Københavns Kristne Kultur Center.
Begejstring – og bagslag
Jørgen Vium Olesen har nemt ved at blive begejstret. Hans norskfødte kone Tone skal have sagt, at hun på skift har været gift med Watchman Nee, Finney, Ulf Ekmann osv. så meget gik Jørgen op i de forskellige forfattere og deres tanker…
Da Moses Hansen var ude og demonstrere på Nørrebro under politibeskyttelse af 600 betjente, var Jørgen ved hans side.
– Jeg vil forsvare Moses, også selv om han måske tager fejl på nogle områder, siger Jørgen, der slet ikke kan forstå, at nogle kristne kan tage afstand fra Moses aktioner.
Men Jørgens Viums uforbeholdne accept af nye idéer og radikale strømninger har også givet bagslag. Hans begejstring for trosbevægelsen i slutningen af 80erne førte til, at et flertal i bestyrelsen i 1990 udskilte forlag og avis i hver sin fond i et forsøg på at redde avisen, der i mellemtiden var blevet ugeavis. Jørgen fortsatte som direktør for forlaget, men få år efter udgav han også sin egen konkurrerende avis, Ny Vision. Det blev aldrig den store succes, men bladet blev sendt gratis ud på prøve til mange abonnenter, som så undlod at holde Udfordringen. Det kostede naturligvis både Udfordringen og forlaget mange spildte penge, og her til nytår besluttede Jørgen Vium at indgå en aftale med Udfordringen om at stoppe Ny Vision.
Og således kan den kreative arkitekt igen koncentrere sig om det, han er bedst til: At udgive bøger i hele verden.
Forlaget er i mellemtiden blevet hans private ejendom. Han købte det af fonden for 2,5 millioner. I bestyrelsen har han nu tre erhvervsfolk til at rådgive sig; Jan Stuerson, en tidl. direktør for Bofoss i Sverige, Egon Kinderoth, en virksomhedskonsulent fra Norge, og fra Danmark, direktør Bjarne Hansen, ejer af Tema (tidl. Danish Steel).