Han vil hjælpe Jehovas Vidner til at tænke frit

Jørgen Sejergaard har skrevet en grundig bog for at vise medlemmerne, hvad der egentlig er galt med sektenDe er ikke så synlige, som de har været. Vi ser dem ikke så ofte gå omkring med Vagttårnet og møder dem heller ikke mere så tit på vej rundt for at stemme dørklokker. Jehovas Vidner er blevet mindre aggressive.Sognepræst i Karlebo sogn, Jørgen Sejergaard, har i over 30 år beskæftiget sig med Jehovas Vidner – eller måske snarere den udfordring, som Jehovas Vidners lære har været for ham og den tro, han har. Det er hans indtryk, at deres bevægelse ikke er i vækst her i landet, og som en anden grund til, at vi ikke ser dem så ofte, angiver han, at „folk er blevet immune over for dem – de gider ikke høre på Jehovas Vidner”. Nu har han så skrevet en bog, Jehova eller Jesus, hvori han går til angreb på og gør op med Jehovas Vidners lære.

– Det har jeg, fordi en gruppe forhenværende Jehovas Vidner henvendte sig via IKON og spurgte mig, om jeg ville holde nogle foredrag, hvori jeg forsøgte at skildre Jehovas Vidners lære og give et bibelsk svar på den, og de blev så positivt modtaget, at jeg derefter blev bedt om at skrive en artikelserie i deres blad – og den er så blevet bearbejdet til en bog.

Jeg skrev artiklerne for at hjælpe tidligere Jehovas Vidner og få dem til at indse, at det ikke blot er organisationen, der er noget galt med, det er også læren. Jehovas Vidners lære slår en dyb klo i folk – der er tale om en meget målrettet oplæring, der er organiseret sådan, at man aktivt må tilslutte sig – gennem studier af Vagttårnet, skriftlig besvarelse af spørgsmål og overhøring – og bliver man smidt ud af organisationen, har man ofte ikke fået gennemtænkt sit forhold tillæren. Man tager ofte læren med og har stor mistillid til andre sammenhænge; man møder op med mange spørgsmål, henvender sig måske til en præst og oplever så, at præsten slet ikke er klædt på til at svare på alle de spørgsmål, og har præsten svar, så er de tidligere Jehovas Vidner ofte ikke tilfredse med dem, simpelthen fordi svarene er ikke blevet til i en meget tæt dialog med Jehovas Vidners egentlige anliggende. Det betyder, at man kan vandre fra menighed til menighed og opleve, at der ikke er nogen, der tager en alvorligt, og følgelig bliver man heller ikke løst fra den tankegang, man har med sig.

Jeg har så oplevet, at folk er blevet løst – og også, at folk, der har været på vej ind i Jehovas Vidner, har haft glæde af denne undervisning og har undladt at blive Jehovas Vidner – men bogen er først og fremmest blevet til for at hjælpe forhenværende Jehovas Vidner.

Det var den primære målgruppe, men jeg har tænkt lidt bredere mht. bogen, idet jeg har ønsket at klargøre den kristne tro for alle – alle skulle kunne få noget ud af den, for når den kristne tro møder modsigelse, så tvinges kristne til at fremstille troen grundigere, og det betyder, at vi graver dybere ned i Bibelen, opdager nye ting.

Hvad er grunden til, at du er blevet interesseret i netop Jehovas Vidner?

– Interessen blev vakt i forbindelse med et stort stævne, Jehovas Vidner havde i Tølløse i 1970, hvor jeg og nogle andre kristne opsøgte dem og fik en samtale med dem, og da blev jeg meget hurtigt klar over, at de havde en træning, som jeg ikke havde – og det bibragte mig et stort ønske om at få gennemarbejdet de her ting – især spørgsmålet om Jesu guddommelighed. Der gik mange år, og efterhånden fandt jeg forskellige ting, og tingene faldt på plads – jeg tog Jehovas Vidner ind og talte med dem; efterhånden præsenterede jeg dem for bedre svar fra min egen baggrund og oplevede så, at fronterne begyndte at vige. Jeg var klar over, at jeg havde fat i noget af det rigtige.

– Ja, det kan man godt, men de vil ikke være interesseret i at læse den, for de er ikke søgende. De har en dyb overbevisning om, at de har ret, og at vi er søgende, og at vi i alle fald ikke kan begrunde vores tro. For Jehovas Vidner er bibeludlægningen ikke det vigtigste – det vigtigste er bevidstheden om, at de kommer fra en organisation, som marcherer i takt efter de bibelske, moralske formaninger – det er for dem det egentlige sandhedsbevis på, at de virkelig er bibelske. Hovedsagen er, at de lever efter Jehovas principper – efter samme lære, og spørger de, om vi så gør det, vil de fleste kirkesamfund svare, at der ikke er den enighed og lydighed som hos Jehovas Vidner – og så føler Jehovas Vidner, at de har vundet diskussionen. – Men Gud spejder jo ikke efter en organisation, han spejder efter enkeltpersoner, som er hans. – Det, de fylder sig med, er deres egen organisations kvaliteter; det er for dem den egentlige religiøse oplevelse – og når de får problemer med den, forlader de Jehovas Vidner.

Jørgen Sejergaard har fået en erfaring af, at han er en af de få, der virkelig har forsøgt at tage Jehovas Vidners bibeludlægning alvorligt – og at de fleste andre har afvist den ret hurtigt. Men, siger han så:

– Hvis vi virkelig tror, at vores udlægning af Bibelen er den rigtige, må vi også kunne vise det. Det mener jeg, at jeg har gjort med de to bøger [Tempelgud og Jehova eller Jesus]; jeg har mere liggende i computeren, hvor jeg gennemgår så at sige alt.

Det, jeg specielt har interesseret mig for, er: Hvordan er det muligt at komme fra en tekst til et forkert resultat – hvad er det i argumentationen der går galt, når vi begge tror, at alt i Bibelen er sandt, men kommer frem til forskellige resultater – hvor er det i argumentationen, det kikser.

Det er der nogle helt klare påviselige grunde til – i hovedsagen er det to ting: Det ene er, at Jehovas Vidner opererer med et eksternt udlægningsprincip, som går ud på, at teksten ikke er tilstrækkelig – visse ting skal oplyses udefra, og det skal ske fra Vagttårnselskabet, som er Guds talerør. Det andet er, at de har et fornuftsprincip, som betyder, at alt det, som ikke er fornuftigt, skal forstås symbolsk – der er ikke tale om billedtale i traditionel forstand; det reelle er, at tekstens bogstavelige mening ophæves, og teksten bliver bare et „billede” på noget andet, som står et andet sted. Et eksempel: Jesus skal komme synligt igen, og alle skal se ham – men det kan vi jo ikke, siger Jehovas Vidner, for jorden er rund – derfor: teksten er ophævet.

På den måde bliver der meget i Ny Testamente, der kun skal forstås symbolsk. Normen for al udlægning er Vagttårnets opfattelse – den findes ikke i teksten selv – og det betyder, at Jehovas Vidner anvender to principper for udlægning af teksten, som man ikke ville anvende på nogen anden tekst.

Hver gang jeg præsenterer et Jehovas Vidne for en tekst, der modsiger det, vidnet siger, så siger han eller hun, at det skal forstås symbolsk – og så kan man jo bortforklare alt.

Jehovas Vidners tro på Vagttårnsselskabet som Guds talerør ved siden af Bibelen er det eneste sted i Jehovas Vidners lære, der rummer noget mystisk – for ellers er de rationalister; men dette er en oplevelse – det er som at se lyset, og når du ser det, kan du forstå, at Jehovas Vidner har ret. Sådan er deres tankegang.

Jørgen Sejergaard mener ikke, at man kan få noget ud af at konfrontere Jehovas Vidner med historiske fejltagelser, som de i dag måske ikke engang kender til og ikke vil kendes ved. Der er sket ting, som har kunnet undergrave bevægelsen, fortæller han – og nævner som eksempel forudsigelsen om, at tusindårsriget ville komme i 1975; det skete ikke, og mange meldte sig ud – men sådan noget glemmer man. Derfor har han taget udgangspunkt i læren nu.

Når det gælder Jehovas Vidners lære, er han nået frem til flg. konklusion:

– Et af de meget afgørende punkter er læren om, at de første 144.000 Jehovas Vidner skal herske over alle de andre Jehovas Vidner i det kommende tusindårsrige og i evigheden. I Ny Testamente står der jo, at de troende skal være konger med Kristus og herske. Jehovas Vidner slutter så herudfra, at der må være nogen, de skal herske over, og her mener Vagttårnet at vide, at menigheden er delt i de herskende og de beherskede. Herudfra slutter de yderligere, at det meste af Ny Testamente kun henvender sig til de herskende, de 144.000. Derfor preller det af på dem at citere Ny Testamentes lære om de troende for dem, for de fleste Jehovas Vidner i dag mener ikke, at det handler om dem. Denne lære hindrer dem i at tage Ny Testamente alvorligt.

Afgørende for Jørgen Sejergaards arbejde med Jehovas Vidners lære har været hans egen afklaring i treenighedslæren. Han siger:

– Jehovas Vidner har gang på gang sagt, at hvis treenighedslæren er så vigtig, hvorfor er der så ikke en enkelt klar fremstilling af denne lære i Ny Testamente. Jeg gik i gang med at lede og fandt så de to kapitler i Åbenbaringsbogen (4-5), som jeg syntes gav svaret – et meget spændende svar – og gav mig et indblik i treenighedslæren, som de normale fremstillinger ikke giver, en indsigt, som gør at man kan fortælle mere livsnært om treenigheden. Siden har jeg fundet andre tekster, bl.a. Joh 8,34-36; Rom 8,16-17 og Gal 4,6-7, hvor treenigheden antydningsvis sammenlignes med et hjem: Gud er Faderen, Jesus er Sønnen i huset, og Helligånden er Ånden i huset, og frelsen betyder, at vi løses fra slavetilstand, Jesus gør os fri, og Helligånden „føder” os ind i huset, så vi bliver børn af huset.

Det har vist sig, at hans arbejde med Jehovas Vidner også kan bruges over for Islam. Jehovas Vidners opfattelse har nemlig visse træk, som er i slægt med Islam: Sejergaard nævner deres fornægtelse af treenigheden; deres syndsbegreb; deres forståelse af, hvad det er mennesket skal; og at Jesus primært forstås som den etiske vejleder – det er han i Islam og i vid udstrækning i Jehovas Vidner.

Han fortæller, at bl.a. den meget pædagogiske fremstilling med husbilledet af treenigheden, som skyldes en indvandrerlærer (Hanne Frøkjær-Jensen, der har ført mange religiøse samtaler med muslimer) – den kan muslimerne også forstå.

– Men den kristne kirke er slet ikke åndeligt væbnet til at møde en så aggressiv modstander som Islam. Så jeg vil gerne kunne give menigheden en dybere og friskere oplevelse af treenigheden og Jesus på en sådan måde, at det ikke opleves som et problem, når man møder de to bevægelser. Vi har ikke noget at skamme os over, men vi har forsømt de teologiske rammer.

Vi skal vide, hvorfor vi tror, som vi gør – men mange har ikke overskud til at gennemtænke troen, fordi de har så meget at slås med i deres hverdag. Ressourcerne bruges på sjælesorg, fordi livet er så vanskeligt.

Der bruges mange ressourcer på at undskylde kristendommen – i stedet for at møde Jehovas Vidner og Islam, så det bliver dem, der tvinges i defensiven.

Men overfor begge kan treenigheden være en nøgle – billedet med hjemmet går ind, det kan de – også muslimerne – forstå.

I modsætning til Jehovas Vidner, der har vendt samfundet ryggen, er Islam farlig, understreger Sejergaard:

– De vil afskaffe ytringsfriheden og satser helt klart på at blive flertallet i et land og indrette lovgivningen efter deres tro.

Jehovas Vidner er en lille fisk, Islam er hvalen, siger Sejergaard.

Hans næste store projekt bliver derfor at gå til modangreb på Islam på et teologisk velgennemtænkt og gennemarbejdet grundlag.