Himmel og Helvede

– begge dele, og især det sidste er afskaffet i moderne prædikner. Men et øjenvidne fortæller, at de begge findes…I moderne prædikener tales der sjældent om Himlen – og meget nødigt om Helvede.Tanken om et helvede er bestemt heller ikke rar.
Mere eller mindre bevidst “afskaffer” mange præster indirekte helvede – enten ved teologiske forklaringer, eller – oftere – ved at tie det ihjel.
Men kan helvede ties ihjel?

Problemet er imidlertid, at Jesus Kristus selv nævner, at risikoen eksisterer.
Matt. 5, 29-30: det er bedre at miste et øje eller højre hånd end at hele kroppen „kastes i helvede”.
Matt. 10,28 (+Luk.12,5): „frygt… ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede.”
Matt. 23,15: „dobbelt så fortjent til helvede”.
Mat. 23, 33: „Hvordan vil I undgå at blive dømt til Helvede?”
Markus 9,43-47: „komme i Helvede, til den uudslukkelige ild”.
Faktisk er Jesus den eneste i Ny Testamente, som bruger ordet helvede – bortset fra Jakob i sit brev.
Jesus bekræfter altså at der er et helvede, og advarer.
Benægter man, at der er et helvede, må konsekvensen være, at Jesus ikke har vist, hvad han talte om. Og i så fald skrider hele troen på, at Jesus er vejen, sandheden og livet. At han er udsendt af Gud – Guds søn og vor frelser.
Så er der dem, der vil påstå, at ordene er lagt i munden på Jesus af kirken. Men da Ny Testamente er det bedst dokumenterede oldtids skrift i verden med over 10.000 afskrifter på forskellige sprog, er det ikke meningsfyldt at forestille sig en sådan forvanskning.
Enten må man altså tro på Jesus og det, han siger – inklusiv det ubehagelige helvede – eller benægte begge dele.

Graham Greene, den verdensberømte forfatter, sagde, at han ikke havde problemer med at forestille sig et helvede – for det mente han, at vi mennesker allerede har skabt her på jorden. Det var sværere for ham at forestille sig en himmel, hvor alt var godt.
Flere har efter nær-død oplevelser fortalt om oplevelser bag døden. Men i de tilfælde kan man måske være bange for, at dét, de ser, er en drøm – og resultat af, hvad de har oplagret i deres personlighed.
Men for mindre end et år siden kom der et meget dramatisk eksempel, hvor en mand virkelig var stendød i to dage, og omstændighederne omkring det, han oplevede, var så bemærkelsesværdige, at man skulle tro, det var et tegn fra himlen.

I slutningen af november sidste år skete der en skelsættende begivenhed i Nigeria, som vi i uge 14 beskrev i detaljer. (Artiklen ligger også på: www.Udfordringen.dk/helbredelse.html) Men her er et kort resume:
En kristen præst, Daniel Ekechukwa, Onitscha, Nigeria, kørte galt og omkom i de følgende timer, mens man forsøgte at bringe ham til en klinik. Han blev lagt i lighuset, fik en kemisk giftig indsprøjtning, for at kroppen ikke skulle gå i forrådnelse. Liget blev senere lagt i en kiste, gjort i stand til begravelse og derefter transporteret flere timer i en bil – for på tredjedagen, d. 2. december 2001 at komme til live igen…!
Dette skete, fordi hans kone nægtede at lade ham begrave og i stedet fik liget transporteret til en kirke, hvor en kendt vækkelsesevangelist skulle prædike. Selv om prædikanten, Bonnke, var uvidende om liget, der imens lå i et tilstødende lokale, bad han for syges helbredelse under mødet – og imens kom præsten pludselig til live.
Straks de tilstedeværende bemærkede, at liget trak vejret, gav de ham massage af den kolde stive krop. Pludselig satte den “døde” sig op og spurgte efter sin notesblok.
Der var ingen blok, men i sin livløse tilstand havde præsten åbenbart oplevet, hvad der gemte sig bag dødens forhæng, og i denne tilstand noteret det ned på en blok, han fik udleveret. I løbet af kort tid var han klar nok til at kunne fortælle om det, han havde set. Her gengives det fra den video, der er optaget:

Pastor Daniel Ekechukwa fortæller, at to personer (engle) fulgte ham. Den ene sagde, at de nu skulle besøge Paradis.
– Da vi nærmede os stedet så jeg skarer af mennesker, som så nøjagtig ud, som ham, der fulgtes med mig, den engel, der fulgtes med mig.
Englen bar en hvid dragt. Kroppen var helt hvid. Dragten var helt hvid, og den så ikke ud til at kunne tages af.
I mit hjerte sagde jeg: „Se, hvor englene samles!” Sådan tænkte jeg, for jeg kunne stadig have mine egne tanker der. Englen sagde til mig, at dette var stedet, hvor de hellige, som var døde, samledes.
Mens jeg betragtede dem, sang de lovsang så vidunderligt. Véd du, det var ligesom der var en kraft i det område, som styrede, hvad de gjorde.
Når de løftede hænderne, gjorde de det alle på samme tid. Ingen kom før eller bagefter. Når de ville bøje sig forover gjorde de det alle på én gang. Jeg hørte en masse instrumenter, men jeg så ingen.
Mens det foregik, havde jeg en stor lyst i min ånd til at gøre det samme som dem. Jeg begyndte endda at bevæge mig henimod dem, men englen sagde: „Nej… jeg har stadig meget at vise dig. Lad os besøge den bolig, som Jesus lovede.”
Nu tog englen mig med til et vindunderligt sted. Hvad jeg så dér, kan jeg ikke beskrive. Det var så pragtfuldt.
Det var en meget vidunderlig bygning. Du kunne se på bygningen, og den så ud som glas eller guld, eller hvad skal jeg sige? Selv blomsterne dér så ud som guld.
Mens jeg nu betragtede stedet, sagde han til mig, at „Jesus har færdiggjort boligerne, men de hellige er ikke klar”.
Så sagde han: „Lad os besøge helvede”. Det var det sidste, jeg så af himlen.
Det, der skete, var, at så snart han sagde: lad os tage derhen, så var vi der. Der var aldrig noget med at flyve eller bevæge sig.
I det øjeblik han sagde: „Lad os besøge boligen!” så var vi dér. Som i et øjeblik var jeg der og så det.
Da han sagde: „Lad os besøge helvede!” så var vi dér straks. Vi så en port, der var så stor, så vældig. På toppen af den havde de skrevet: Velkommen til helvedes port.
Så snart vi var kommet til porten, løftede englen sin hånd og vinkede, og straks åbnede porten sig med en voldsom lyd.
Straks, da porten åbnede, kunne jeg høre klageråb. Jeg kiggede ind og så mennesker, som os. De bar tøj. Nogle var hvide, nogle sorte. De så ikke ud, som dem, jeg havde set på den anden side (himlen).
De råbte – der var en masse lidelse. En masse pine.
Straks da porten åbnedes, var det, som om de så mig. Jeg stod ved englen og de så mig, men de spurgte aldrig englen om at hjælpe dem. De spurgte mig om hjælp, de råbte.
Jeg husker en frygtelig én, som rørte mig så meget, fordi jeg selv er præst og han, der råbte, var også præst. Han råbte: „Jeg er præst. Jeg stjal bare kirkens penge og jeg er parat til at betale dem tilbage straks.” Og han ønskede, at jeg skulle hjælpe ham.
Der var en kraft, der pinte dem. Jeg så aldrig nogen ild dér, og jeg så aldrig nogen flammer i helvede. Men den pine, dér var, var som om, de befandt sig i ild.
Alle disse ting, som englen viste mig, skrev jeg ned på en blok. Englen gav mig en blok og en pen.
Jeg skrev alle disse oplevelser ned. Da jeg vågnede her, var det første jeg huskede den blok. Jeg spurgte dem: „Hvor er min blok?”
De forstod mig ikke, og senere forstod jeg, at det, jeg havde skrevet ned måtte være gemt i min hukommelse.
Mens jeg råbte og spurgte englen om hjælp, sagde han, at jeg ville få en chance mere for at vende tilbage. Han nævnte, at den rige mands bøn i helvede skulle opfyldes til denne generation.
Jeg forstod det ikke. Men da jeg slog efter i Bibelen forstod jeg, at den rige mand havde spurgt om, at en død mand skulle sendes tilbage til verden. Så det, han sagde, var, at den rige mands bøn skulle opfyldes som den sidste advarsel.
Han sagde til mig, at han gav mig denne mulighed for at vende tilbage med den sidste advarsel til denne generation.”