Hun har skrevet en ny julesang

Præsten og forfatteren Sten Kaalø har skrevet teksten, som her offentliggøres for første gangDen 21. december 1994 følte Bente Ibenfeldt sig pludselig inspireret til at komponere en ny julemelodi. Men der skulle gå seks år, før den smukke melodi endelig blev uropført. Det skete i søndags (d.17.) ved en stor julekoncert med Helsingør Byorkester.
Efter at have skrevet julemelodien forsøgte Bente Ibenfeldt forgæves at få både Møllehave og biskop Johs. Johansen til at skrive en tekst til julesalmen, før hun endelig fik digteren og valgmenighedspræsten Sten Kaalø til at skrive teksten.

Personlig tragedie

Og inden da var der desværre sket en personlig tragedie i hendes liv…
– En aften i efterårsferien 1995 stod jeg i et gadekryds, da nogle unge i kådhed smed et kæmpe kanonskud ud af vinduet på en bil.
Jeg fik sådan et chok, at jeg faldt på knæ, og det værste var, at jeg fik ødelagt noget i det indre øre, så jeg fra det tidspunkt har lidt af tinitus (en høj konstant lyd inde i hovedet), som gjorde det vanskeligt for mig at fortsætte som organist og pianist, fortæller Bente Ibenfeldt.
Hun havde fået sin uddannelse på Aarhus Musikkonservatorium og var en efterspurgt pianist:
– Indtil da spillede jeg til alt muligt. Min mand Jørgen var grafiker, og vi tjente godt. Jeg købte mig et Bössendorfer flygel, som kostede 80.000 kr. i 1975. Det var jo musikken, jeg levede og åndede for.
Bente Ibenfeldt blev også brugt af Danmarks Radio, hvor hun bl.a. insamlede stof til en TV-udsendelse med Mogens Kilde om egnsmusik. Hun skrev også en Årøsund-vise til en række TV-udsendelser. Hun var fast pianist på Hertug Hans-revyen i Haderslev osv.
– Men så fik jeg et såkaldt piskesmæld ved en ulykke, og dernæst fik jeg stress-tinitus. Det kunne jeg dog undgå ved at undgå stress. Men med kanonskuddet fik jeg en høreskade og konstant tinitus. Og så gik jeg helt ned med flaget.
– Jeg havde mest lyst til at tage billetten, indrømmer Bente.
– Hvad er værre for en musiker end at miste noget af hørelsen og være forhindret i at dyrke sin musik…?

Venner hjalp

Men efter nogle år kom Bente igen på benene. Gode venner hjalp hende i gang med at spille og skrive musik igen.
F. eks. tilbød tidl. musikdirigent ved Slesvigske Fodregiments Musikkorps Knud Graugaard at arrangere Bente Ibenfeldts romantiske værk „A Song for Alexandra” og julesangen for brass band. Og da han er god ven med Ib Nygaard Jespersen, der for tiden leder Helsingør Byorkester, kom både Alexandra og Jesus-barnet med i julekoncerten dér.
Julesangen blev fremført af Ove Mynderup fra Det Kgl. Operakor sammen med byorkestrets 32 musikere.
Det er også aftalt, at „A Song for Alexandra” kommer med på den jubilæums-cd, som Helsingør Byorkester udsender næste år, når orkestret fylder 70 år.
Julesalmen var Bente Ibenfeldts fjerde uropførelse i år. Senest fik hun opført en Gråsten-march i august, og til årsskiftet skrev hun et milleniumsværk til Tyrstrup Kirkes 1000 års fest for kristendommens indførelse med tekst af Ellen Hansen.

A Song for Alexandra

Det var det forelskede blik, som Prins Joachim og Prinsesse Alexandra sendte hinanden, da forlovelsen blev deklareret på Fredensborg den 31. maj 1995, der inspirerede Bente til at skrive den dejlige melodi „A Song for Alexandra”, som nu også er udgivet på CD.
– Jeg skruede ned for tv’et og vendte mig simpelthen om til tangenterne og begyndte at spille, husker hun.
Senere fik hun lejlighed til at spille melodien for prinsesse Alexandra ved et arrangement på Sdr. Hostrup Kro.
– Jeg skriver, når jeg bliver inspireret af et eller andet. Så kommer tonerne pludselig, og ofte har jeg skrevet melodien på en halv time.
På konservatoriet fik jeg ikke undervisning i at komponere, men det har jeg selv lært mig senere. Jeg er autodidakt, som man siger.
Engang sad jeg oppe ved Vänern i Sverige og skrev den melodi, der senere blev til Christiansfeld-visen, fortæller Bente Ibenfeldt.
Noder m.m. kan fås på internettet: www.AmazingMusicWorld.com