Jævne folk med et specielt kald

Birgitte og Søren Pedersen fra Esbjerg bygger kirker på samlebånd – i KenyaBirgitte er sygeplejerske. Søren elektriker. Sammen med deres lille dreng kom de trofast i Pinsekirken i Esbjerg – med andre ord: en typisk kristen familie. Men bagfacaden gemte de på et kald til AfrikaI fredags kom Birgitte og Søren Pedersen hjem efter 11 års travlt missionsarbejde i Kenya. Drengen Lars Ole har fået 3 søskende, alle piger, og alle går i en engelsksproget skole i byen Eldoret i Kenyas højland.
De har fundet deres niche, Birgitte og Søren, “Guds entreprenører” er der nogle der kalder dem.
Normalt er det at være missionær et “all-round-job”, hvor missionsstationen ved siden af udbredelsen af det kristne budskab skal tage sig af skolegang, klinikarbejde og kirkebyggeri. Men Birgitte og Søren har specialiseret sig, og servicerer nu en lang række missionærer og indfødte afrikanske kirkeledere med kirkebygninger.

180 er det blevet til gennem årene.
Lette konstruktioner, færdiggjort “på samlebånd” hjemme på missionsstationen, som i første omgang giver menigheden tag over hovedet.
“Hjælp til selvhjælp”, som man siger – enhver missionærs strategi. De overlader det til afrikanernes eget initiativ at færddiggøre projektet med døre, vægge og vinduer.
En både billig og hurtig metode. Ved mindre kirker kommer Søren og hans medarbejdere med lastbil og kran om morgenen. Om aftenen står kirken der, til stor undren for hele landsbyen. “Der er kommet en kirke ned fra himlen!”, er en bemærkning de har hørt, når folk kommer hjem fra arbejde. Kirkebygningen bliver en reklame for menigheden i byen, og mere end det: Den viser befolkningen, at arbejdet er seriøst, og at menigheden er kommet for at blive.
Og det giver vækst. Folk strømmer til, så menighederne typisk fordobles i løbet af det første år. Og det bliver til rigtig mange, da menighederne er store i forvejen – efter danske forhold i hvert fald.
I muslimske områder er kirkebygningen med til at stabilisere arbejdet, give de kristne tro på sig selv og muslimerne respekt for deres arbejde.

Men det er ikke kun kirker, de bygger. Skoler og børnehjem er det også blevet til. Alt sammen efter samme princip – den vision, som Søren så på loftet i soveværelset derhjemme i Esbjerg for snart 12 år siden.
Deres præst skulle på missionsrejse og ville gerne have Søren med. Han vidste, at Søren bar på et kald – for tidligere havde missionærerne Hanne og Egon Falk haft Søren med på en kampagne i Tanzania, og senere villet have Birgitte og Søren til at flytte ned som deres medhjælpere. Det unge par havde sagt ja. Men omstændighederne lagde sig ikke til rette og “hvedekornet måtte lægges i jorden for at dø”.
Det var surt, så da præsten spurgte, var Søren ikke umiddelbart med på ideen.
Men så kom visionerne, allerede samme nat.
Han havde jo set de dyre og tunge konstruktioner der normalt blev brugt i Afrika. Og på sin rejse flere halvfærdige kirker, ødelagt af monsunregnen, fordi afrikanerne ikke havde råd til at gøre dem færdige.
Men her kom flere nætter i træk billeder frem på “lærredet” af lette trækonstruktioner, bliktag, og betonsøjler solidt plantet i jorden.
Og Søren måtte give efter. Han måtte ud at rekognogscere terrænet…

Men da han havde sagt ja til at tage med, begyndte en åndelig kamp. Han vågnede om natten ved, at det var som om nogen ville kvæle ham. Han kunne ikke få luft.
– Han havde prøvet det en enkelt gang i Tanzania i 1983, så han vidste, at det var Djævelens angreb, fortæller Birgitte. – Og han kendte medicinen: At nævne Jesu navn.
Samtidig var hans overkrop låst, så han ikke kunne sige et ord. Han fik givet Birgitte et spark så hun vågnede. Da hun råbte “Jesus”, var han fri.
Dette oplevede han gentagne gange i den følgende tid, et varsel om, hvor vigtig en opgave, der ventede forude. Men det blev ikke det eneste varsel.
På missionsrejsen besøgte han en lille faldefærdig kirke i Uganda. Han kunne ikke tro sine egne øjne – at bygningen virkelig var en kirke. Det var en lerklinet hytte, hvor cirka halvdelen var med græstag, den havde 4 blikplader, og den sidste del havde intet tag overhovedet. Desuden var murene nogle steder ved at falde sammen pga. regnen.
Da mødet var ved at være slut, kom kirkens præst pludselig over til Søren og sagde, at han havde et budskab fra Gud til ham: “De tanker og visioner, du har, er ikke dine egne. De er fra mig. Du kender ikke det hele endnu, men du vil komme til at kende det mere og mere. Men du skal vente på mig.”
Denne præst havde aldrig tidligere mødt Søren, og vidste derfor intet om Sørens visioner.
Nu var han klar over, hvor det bar hen – og i Kenya nogle dage senere, lagde det sig til rette med bolig og telefon. Bare det at få et telefonnummer i Kenya, kan tage op til et halvt år!

Hjemme begyndte kaldet også at komme til live i Birgitte. Allerede som lille pige havde hun på en lejr med Evangelisk Børnemission, oplevet Guds kald til Afrika.
– Hvad nu, hvis Søren beslutter sig, mens han er i Afrika, tænkte hun og gennemgik den ene undskyldning efter den anden: Hvad med børnene, huset osv..
– Men jeg oplevede, hvordan Gud tog sig af hver en undskyldning, fortæller hun. – Når jeg tænkte, at vi ikke kunne forlade familien, læste jeg i Bibelen om, hvordan disciplene, Jakob og Johannes, lod deres far blive tilbage i båden, da Jesus kaldte dem til at følge Ham (Mattæus 4:21-22).
– Når jeg tænkte på, at mine kvalifikationer som sygeplejerske ville blive forringet, hvis jeg sprang fra faget i en ubestemt årrække, læste jeg om, at den, som forlader noget for Jesu skyld, skal få det igen (Markus 10:29-30). Jeg kunne ikke åbne min Bibel, uden at jeg blev mere og mere overbevist om, at Gud ønskede os til Kenya!

Nu har de så været der i 11½ år og hverken Birgitte eller Søren kan forestille sig et andet liv. Selv om hjemmet derude er en lavere standard og haven ligner en byggeplads! Lykken er, at være midt i Guds vilje.
Og glæden stråler ud af deres nyhedsbreve:
– Vort vidnesbyrd er stadig, at GUD ER TROFAST (titlen på en bog om deres oplevelser – red.). Ved Guds nåde og takket være forbøn og offervilje kommer vi i år op på næsten 50 projekter, hvoraf næsten alle er tagkonstruktioner til kirker.
Og brevene vrimler med eksempler på hvordan kirkebygninger indvirker på kirkevæksten i Afrika:
– Sidste forår hjalp vi en menighed i Nakuru (2½ times kørsel sydøst for Eldoret) med tagkonstruktionen til en kirke. Da vi kiggede ind for nylig, blev vi meget overraskede over, hvor flot kirken er blevet. De havde virkelig været kreative. Da vi byggede tagkonstruktionen, var de 100 i menigheden. Nu er de 300.
– Vi modtog for nogle uger siden en rapport fra en menighed, som vi i januar hjalp med en tagkonstruktion til en kirke. Pastoren skrev bl.a.: “Tagkonstruktionen til vores nye kirkebygning har bidraget til, at mange nye medlemmer har sluttet sig til menigheden. Antallet af medlemmer er steget fra 70 til 140. Når kirken er blevet bygget helt færdig, forventer vi, at menigheden vil tælle 400 mennesker. Vi kontakter jer igen i løbet af et års tid med henblik på udvidelsen!”
– I august-september hjalp vi i samarbejde med amerikanske missionærer med tagkonstruktionen til 2 kirker i et område hos Masai stammen, hvor vi kun ved af, at der er 1 anden menighed. Området er over 1500 km2 stort. Blot 2 måneder efter var menigheden vokset fra omkring 15 til 60 medlemmer.
Birgitte og Søren Pedersen er nu i fuld gang med at rejse Danmark tyndt for at fortælle om deres arbejde. Deres bog, „Gud er trofast”, kan købes gennem Udfordringen.
På www.udfordringen.dk er tillige en beretning om datteren Marianne, der blev kørt over af en jeep. En lægeattest bekræftede umiddelbart efter, at hun intet fejlede.