– Hele byens unge er min menighed
Den nye gadepræst i Århus er halv-ung, halv-skør og helhjertetIben Munkgaard Davids er kommet på sit livs opgave. Hun er netop blevet indsat i sit første præsteembede i et sogn, hvor sognebørnene i princippet er alle og ingen.
– Hele byens unge er min menighed, fastslår hun frimodigt og slår ud med armene.
Den 32-årige cand. theol. er ansat som gadepræst for unge i Århus. En række forskellige folkekirker og kirkelige organisationer i Jyllands hovedstad er gået sammen om at sende kirken på gaden for at opsøge og komme i kontakt med en stor gruppe unge, som sjældent eller aldrig har noget med kirken at gøre.
Ideen er, at gadepræsten skal møde de unge, hvor de går og står.
– Mit arbejde består især i at gøre kirken mere synlig for unge i dag, fortæller Iben Munkgaard Davids.
Hvis mennesker var døre, ville hun gå rundt og tage i håndtagene for at se, om der var nogen hjemme.
Nu må hun nøjes med at hilse på normal vis.
Så nogenlunde normalt, i hvert fald. Som gadepræst hjælper det nemlig at være hævet over det normale.
– En gadepræst for unge skal være forholdsvis ung og forholdsvis skør i hovedet. Og sådan betragter jeg også mig selv, griner Iben Munkgaard Davids.
Og at hun er lige så helhjertet, som hun er halvskør, kan ingen være i tvivl om. Hun er et af de mennesker, der planter et smil i din bevidsthed, som bliver siddende længe efter, I har taget afsked.
Hendes kirkerum er et lokale i midtbyen, der er udsmykket og indrettet, så det kan bruges både som samtalerum og andagtsrum. Med tiden er det meningen, at der skal være faste åbningstider og faste andagter o.lign.
Men den største og vigtigste del af arbejdet som gadepræst foregår på gaden i både dag-, aften- og nattetimer. Her i begyndelsen går meget af tiden med at skabe sig et navn og blive kendt på gader og stræder som præsten, der altid har tid til en snak.
– Jeg er jo ikke én, de skal være bange for at møde. Jeg vil gerne være kendt for, at jeg er en af de voksne, som tager unge i Århus meget alvorligt. Der stilles mange krav til unge i dag, og mange er meget ensomme, blandt andet fordi der ikke er nok voksne til at snakke med dem, mener Iben Munkgaard Davids.
Selvom det er november og gråvejr, er det et drømmejob for hende at være gadepræst. Hendes arbejde består især i at være sjælesørger for de unge på gaden. Det betyder ikke, at hun kun er et lyttende øre.
– Jeg skylder de unge, jeg møder, at fortælle, hvad jeg står for, og at snakke med dem om, hvad livet med Gud egentlig er, og hvorfor det er så vigtigt at tro på noget. Nogle dage kan jeg snakke med en hel bunke unge. Andre dage snakker jeg måske kun med én eller slet ingen. Det er meget forskelligt, understreger hun.
Gadepræstens budskab er lige så enkelt, som det er gammelt:
– Gud er også her på brostenene. Gud er med os altid, forkynder hun for alle, der gider at høre.
– De enkle og måske ligefrem banale ting får en anden betydning, når de bliver sagt på gaden. Man kan ikke sige det nok, at Gud er med os.
– Det her er en chance for at give det budskab videre til unge, fastslår gadepræsten og bemærker, at hendes prædikener bliver mere og mere enkle.
Sådan skal det være, når det kristne budskab skal præsenteres for folk, der kun har fem minutter til en snak på gaden imellem indkøb og café-tur, og indtil nu har hun kun haft positive oplevelser på gaden.
Iben Munkgaard Davids vil ikke deltage i det traditionelle optog af grædekoner, der sørger over ungdommens forfatning i dag.
– Jeg er ikke opgivende over for de unge. Tværtimod har jeg ekstremt meget håb for dem og en grundlæggende kærlighed til dem.
Gadepræsten håber, at hun kan være med til at bringe unge i kontakt med troens verden og troens sprog. Det kan både være gennem samtale, gadegudstjenester eller andre events, og Iben Munkgaard Davids understreger, at en gruppe af frivillige er lige så vigtige aktører i projektet som hende selv.
De vil gerne overskride de grænser i den danske mentalitet, som gør, at det kan være svært at komme i kontakt med ukendte mennesker på gaden.
– Jeg er lidt for meget bondepige til at være til ekstatiske gudstjenester, men jeg er til at fortælle folk om Jesus og bede for dem, der har lyst til det. Hvis vi skal være kirke i dag, skal vi tilbage til sproget om det åndelige og troen.
I denne tid er præsteskjorten gemt under en læderjakke, og trods alt glæder Iben Munkgaard Davids sig til foråret. Ikke bare af bekvemmelighed, men også fordi det unægtelig er lettere at komme i snak med folk på gaden en lun forårsdag end på en blæsende, kold og regnfuld efterårsaften
