Jøder mister håbet om fred

Folk er i chok, siger rabbiner David Zeller fra Efrat om de nye voldshandlinger
Indtil al-Aksa intifadaen begyndte, troede David Zeller, at alt gik bedre i Israel. Når der var en „negativ hændelse” (terrorhandling), fortalte Zeller sine børn, at ikke alle arabere gør den slags, kun en håndfuld mennesker. Men nu er livet i det jødiske samfund i Efrat i færd med at forandre sig.Han tilhørte venstrefløjen, kæmpede mod USAs rolle i Vietnam-krigen og studerede på en kristen teologisk skole i sin ungdom. Han beskriver sig selv som „hr. fred og kærlighed”, som tænkte, at arabere og jøder må leve sammen i fred, måske efter forbilledet fra de schweitziske kantoner.
Zeller slog sig ikke ned i Judæa af ideologiske årsager. Han ønskede et sted nær Jerusalem, hvor han kunne studere og arbejde. Efrat, omkring 15 kilometer fra hovedstaden syntes at være det rette valg. Her har han undervist om sameksistens og dialog mellem muslimer og jøder. Nu er hans verden i færd med at blive vendt op og ned.
– Hvorfor er det så vanskeligt, hvis ikke umuligt, for muslimer, arabere og kristne at acceptere, at vi har en flere tusind år gammel historie i Israel og på Tempelbjerget, spørger Zeller og henviser til, at muslimerne har bragt sit budskab til verden i lidt over tusind år.
Den tidligere amerikanske menneskerettighedsaktivist sammenligner jøderne med indianerne i USA. Han mener, at nogen, som kun har været en kort tid i landet, kommer og kræver området. Zeller forsøger at tage alt i den bedste mening og siger, at dette ikke er et spørgsmål om had, men om uddannelse og præsentation i medierne.
– Der tales om „land for fred”. Jeg synes, vi burde snakke om „land for blæk”. Det betyder, at vi bør tale om vore kulturer, også den jødiske. Jeg vil med andre ord se Israel på kortet. Både Madrid- og Oslo-aftalerne skulle have anbragt Israel på kortene og i arabiske skolebøger, men vi er fraværende. Jeg har en kristen ven i USA. Under et foredrag på en rig, amerikansk privatskole ville han vise Israel på kortet, men landet var ikke med. Da de kontaktede den svenske producent, fik de at vide, at hvis svenskerne ønskede at sælge kortet over hele verden, var det bedst, at Israel ikke var med.
– Vi har brug for forståelse og uddannelse. Vi kan ikke tale om at give land, hvis Israel ikke eksisterer i arabernes bevidsthed
– En af de største anstødssten er alle de udenlandske magter og ledere, som har deres løsninger og deres behov for berømmelse. Jeg tror, almindelige mennesker bedre ved, hvordan de skal arbejde sammen, siger David Zeller.

– Den manipulation, vi har set i medierne de seneste uger er utrolig. På et af fotografierne blev en ung jøde kaldt palæstinenser, bare fordi han var gennembanket, siger Hannah Sara Zeller.
Når hun snakker om situationen i Judæa, nævner hun også Hitlers propagandaminister Göbbels, som var en mester i at sprede løgne.
– Se billedet af den 12 år gamle al-Dura, som blev dræbt nær sin far i Gaza. Hvis jeg havde været hans far, ville jeg have sat drengen nær olietønden, som gav dækning, og lagt mig selv over ham. Men drengen var bagved sin far. Prøvede han virkelig at beskytte sin søn? Er der ingen, som tænker over, hvad der sker her?
– Vi er som et såret folk, der forsøger at komme os ovenpå Holocaust. Min mands bedsteforældre blev dræbt i Auschwitz. Jeg forsøger at leve så normalt som muligt og undgå paranoiaen, men så kommer antisemitismen op til overfladen igen. Hvad er dette? Jeg kan ikke forstå det. Det nytter ikke at beskylde jøderne for alverdens problemer, siger Hannah Sara fortvivlet.
– Araberne har så meget land og olie. Hvis de arabiske lande viste lidt velvillighed og byggede nogle fabrikker til deres „palæstinensiske brødre”, ville det blive meget bedre. Men i stedet vil de dyrke hadet og fattigdommen. Det er helt utroligt. Jøderne ville ikke have klaret sig uden velvillighed. Vi er som søskende og hjælper hinanden.

Som sin mand var Hannah Sara opdraget liberalt. Hun var ikke religiøs, men deltog i Martin Luther Kings borgerrettighedsbevægelse og stod på de fattiges barrikader i USA. Men da folk opdagede, at hun var jøde, var der børn, som så undrende på hende over at hun ikke havde horn.
David Zeller siger, at det samme skete, da de ægyptiske fanger så, da jøderne i Sinai tog hjelmene af under Seksdageskrigen. De var forundrede over, at jøderne ikke havde horn og klove i stedet for tæer.
– Jeg troede, vi var færdig med dette, da vi forlod Europa. Men det kommer igen og igen. Jeg kan ikke forstå det. Jeg er et menneske, og som de fleste mennesker ønsker jeg lidt land, som kan dyrkes, et sted at opdrage børnene og at leve i fred. Vi jøder ønsker ikke at overtage verden, men bare et lille hjørne af verden, og det hjørne som blev lovet os af Gud for flere tusind år siden. Løfterne står skrevet i Bibelen.
– Jøderne har i 2.000 år løbet for at finde nye gemmesteder. Min mor lærte os, at vi kan have det godt et sted et stykke tid, og så kan vi altid løbe igen. Jeg er træt af dette. Nu er det nok.

På et direkte spørgsmål svarer „hr. fred og kærlighed”, at nu føles det, som om Israel er nødt til at give et kraftigt svar på den palæstinensiske vold. Han fremhæver, at jøderne har tilbudt kompromisser og forsoning, men palæstinenserne har tolket det som fejhed. David Zeller mener imidlertid, at det kræver styrke at vise tilbageholdenhed, som Israel har gjort. Men han frygter også konsekvenserne af et israelsk svar på den palæstinensiske vold.
– Vi vil blive fordømt af FN, USA og EU. Muslimer vil råbe „død over jøderne og USA”, som i grunden også betyder Europa. Set med muslimske øjne er de alle syndere med en satanisk levemåde.
– Jeg ved, at til sidst vil verden igen forkaste Israel. Jeg håber og beder om, at nogle af verdens journalister måske vil fortælle en anden historie og stå imod det, som sker, siger David Zeller.
Så bliver der stille i løvhytten. Der er ikke meget mere at sige. Det hele virker så håbløst, set med jødiske øjne.
– Lad os tage en sang, siger en af dem, som er til stede på mødet med rabbiner-familien.
– Lad os synge „Last night I had a strange dream”. Den handler om fred, siger Zeller og ler opgivende.
Men hans kone Hannah Sara græder. Hun tørrer tårerne bort og trykker sin søn ind til sig. Håbet om fred ser ud til at svinde for jøderne på Judæas bjerge.