Kristen på Dødsgangen i USA

I dag prøver hans besøgsven i Danmark at få ham fri

Lige nu er der mere end 3700 fanger på dødsgangene i USA. En af dem er Lancelot Armstrong, efter eget udsagn uskyldigt dømt for politimord. Her læser han Bibelen og beder, mens han venter på at få råd til at få sin sag genoptaget.

Lancelot Armstrong får også ind imellem besøg af folk som har hørt om hans sag og vil gøre alt for at støtte ham. En af dem er Jan Naumann, der bor med sin familie i Vejen, Danmark.
– Jeg er lige kommet hjem til Danmark fra Florida, hvor jeg har besøgt Lancelot Armstrong. Vi har kendt hinanden siden februar 1999. Han har nu været på dødsgangen i 13 år. Han kæmper for at få genoptaget sagen, og han behøver hjælp fra mennesker udenfor fængselsmurene, siger Jan Naumann, der besøgte ham tre gange i tre dage U.C.I. Raiford (Union ”Correctional” Institution).
– Den første dag kæmpede jeg med tårerne, da jeg blev konfronteret med de barske realiteter bag den idé som hedder ”dødsstraf”, fortæller han.

Han skulle igennem fem forskellige ståldøre, inden han kom til destinationen: Dødsgangen.
– Mine nakkehår rejser sig, da det pludselig slår mig: Dette her er et sted, hvor mennesker bliver isoleret i mange år, for bagefter at blive dræbt. Dette er koldt, beregnet drab. Velkommen til Dødsmaskinen. Denne Dødsmaskine er bygget af stål, beton og panserglas!
Da Lancelot kommer ind, forsvinder al angst og nervøsitet. Da betjenten har taget håndjernene af, omfavner de to hinanden: ”What’s up, brother, how’ you doin?” ”Doin just fine, brother, you look good, too..” Det er som om de har kendt hinanden altid…
Besøgstiden er fra klokken 9 til klokken 15, og tiden flyver af sted. Så omfavner de hinanden igen og siger farvel: ”See ya tomorrow, bro’”.

– De næste to dage hygger vi os i ”kantinen” sammen med andre fanger og deres besøgende. Forældre, søstre, brødre, venner og børn. Og fangerne, de ”uskyldige”, ”dræberne”, ”voldtægtsmændene”, vi har alle sammen lys i vores øjne, som små børn juleaften, fortæller Jan.
I den ene ende af ”kantinen” kysser et par hinanden som var de på bryllupsrejse, andre snakker sammen og hygger sig, nogle griner.
– Vi glemmer for en stund, hvor vi er. Lance lærer mig at spiller dam, og han vinder hver gang. ”You wait and see”, siger jeg, ”when I come next time, I won’t leave you a chance.” Vi spiller også domino. Andre går forbi, stopper op og vi taler sammen. Vi snakker om vores familier, vi drikker sodavand, vi fortæller vitser og varmer vores mad op i mikroovn. Og Lance fortæller mig om, hvordan han havnede på dødsgangen…
Lige nu er der mere end 3700 fanger på dødsgangene i USA. Der er fem lande i hele verden, som dræber mindreårige; USA er et af dem. Selv mentalt handikappede mennesker sidder i USA på dødsgangen. Der findes endda også mærkelige politikere, som vil sætte grænsen for at bliver dødsdømt ned til tolv (12!) år.

Lancelot blev født i 60erne og mistede sin ungdom i Jamaica i 70erne. En brutal og blodig magtkamp mellem to politiske partier i hjertet af den caribiske region rev Jamaica i stykker.
– I tilgift til disse triste omstændigheder blev Lance regnet for dum, fordi han ikke kunne skrive og læse, og han fik senere stillet diagnosen dysleksi, fortæller Jan. – Han lærte senere i fængslet at læse, og først kunne han kun læse Bibelen.
– Lance har set mange grusomme drab, fortsætter han. – Hans biologiske far forlod ham, endnu før han blev født. Hans stedfar regerede med et læderbælte, og slog på alt der bevægede sig, når han var fuld. Og fuld var han det meste af tiden. Lancelots mor immigrerede i slutningen af 70erne til USA. Lance fulgte efter hende i 1983.

På grund af sine mange praktiske færdigheder, startede Lance sit eget byggefirma, og blev økonomisk uafhængig. Han blev tillige en overbevist kristen, tilsluttet Adventistsamfundet. En brevveksling med Jan Naumann i Danmark vidner om en tro, der er blevet modnet gennem prøvelser, og så meget overskud, at han endda opmuntrer Jan:
– Guds ord siger, at vi altid skal læne os op ad Hans vilje. Så lad være med at komme med indvendinger, men vær taknemmelig for, at Gud tillader dig at komme tilbage til Ham igen og igen. Og når du er ked af det, eller er syg, så husk, at der et eller andet sted er nogen der har det værre end dig!
Og det kommer fra en dødsdømt. Oven i købet udskyldigt – efter hans egen historie:

En aften ringede hans ex-kæreste Kay Ellen til ham, Lance skulle køre hende hjem fra arbejde, fordi hendes bil var på værksted. Han hjalp hende flere gange, idet de har tvillinger sammen. Hun var manager for en kylling snack bar. Da Lance kørte hen for at hente Kay Ellen, tog en af hans medarbejdere (Wayne Coleman) med ham. Han var sandsynligvis under påvirkning af forskellige stoffer. Da de ankom til snackbaren, råber Wayne: ”Let’s rob that bitch!” og tager en pistol op af lommen. Lance protesterede og prøvede at stoppe ham, men Wayne slog ham i hoved med pistolen, så han blødte og blev bevidstløs. Da han kommer til bevidsthed igen, har en politipatrulje set ham. De to politi betjente trækker deres pistoler og beordrer Lance til at komme ud af bilen. Han kommer ud og fortæller dem, at en fyr er i snackbaren for at stjæle penge. De to politibetjente råber, at Lance skal holde kæft, og begynder at gennemsøge bilen for våben. Men de finder ingen. Pludselig kommer Wayne ud fra snackbaren og begynder straks at skyde på de to politibetjente. Den ene falder død om, den anden skjuler sig og skyder tilbage. Da Lance indså, at det kunne blive fatalt for ham at være i nærheden af en død, hvid politibetjent – han frygtede de ville slå ham ihjel, fordi han er sort – så blev han bange og sprang ind i bilen og kørte væk. Også Wayne sprang ind i bilen. De blev fanget og anholdt næste dag.

Wayne blev idømt 75 års fængsel og Lancelot blev dømt politimorder, og endte på dødsgangen. Og det til trods for, at der findes 34 papkasser fyldt med retsdokumenter, som beviser, at Lance er uskyldig! Men han har ikke råd til at få sin sag genoptaget.
Lancelot Armstrong har nu siddet på dødsgangen i næsten 13 år. Han har haft en beskikket advokat, udnævnt af staten. Men denne advokat er underlagt forskellige restriktioner, som en privat advokat ikke har. Der er en advokat, som har arbejdet frivilligt for hvad der svarer til et salær på 2000 $ på Lance’s sag. Men mere kan han ikke gøre.
– Jeg har talt med ham i telefon, og jeg tror, han er god. Men han har brug for penge for at arbejde videre. Det er en nødvendighed, at han snarest mulig får 3000 $. Hele sagens omkostninger bliver 15.000 $, oplyser Jan.

Tilbage til besøget på dødsgangen: Jan og Lancelot planlægger hvordan han skal komme ud igen.
– Det optager al vores tid i de tre dage. En halv time før besøgstiden er slut, bliver stemningen i kantinen nervøs. Kærester rykker tættere sammen, hvert øjeblik af fællesskab, hvert et blik bliver så utrolig værdifuldt. Jeg føler et tungt tryk omkring mine øjne og en bitter smag i munden. Vi ved ikke, hvis og hvornår vi ses igen. Lances stemme lyder bekymret, og i hans øjne kan jeg se en stærk sorg, men også håb og taknemlighed over mit besøg.
De beder sammen, og Lancelot læser Salmernes Bog 27:
”Overgiv mig ikke i min fjenders vold, for falske vidner har rejst sig mod mig, de udspyr løgn. Men jeg stoler på, at jeg skal se Herrens godhed i de levendes land.”
Det vers spejler alt hans håb. Slut på besøget. En sidste omfavnelse. Og igen en sidste. Det er et usikkert farvel. En kvinde græder. Der er hjælpeløshed og fortvivlelse i ansigterne på de andre gæster.
– På vej ud langs ståltrådshegn og stålporte bliver mit klarsyn træt. Jeg vil ud fra det fængsel! Jeg vil ikke græde herinde!
– Bagefter i bilen på vej tilbage til hotellet løber smerten i våde strømme fra mine øjne, slutter Jan Naumann.