Lene var ateist – men blev en overbevist kristen

Lene Geertsen havde bevidst valgt Gud fra – men heldigvis havde Gud ikke opgivet hende. Et gospelkor og kristne venner fik hjertedøren på klem – og vupti blev Lene overvældet af Guds kærlighed- Jeg besluttede mig for at være ateist, og jeg troede selv på det. Jeg valgte Gud fra, men inde bagved havde jeg en erkendelse af, at han stadig eksisterede, fortæller Lene Geertsen med latteren lurende lige om hjørnet. – Hvis ikke jeg troede, han eksisterede, kunne jeg jo ikke vælge ham fra…25-årige Lene Geertsen er en ganske almindelig – og lattermild – dansk pige, vokset op i et hjem med god moral, har levet uden de store udskejelser. Ofte når folk bliver kristne, er det, fordi de har et eller andet problem, Gud skal hjælpe dem med, men det var ikke tilfældet for Lene. Hun havde det som blommen i et æg, opvokset som hun var i den lille landsby Ågård ved Egtved. Det var et rigtig harmonisk landsbymiljø, hvor børnene rendte rundt hos hin-anden, og alle var med i fælles aktiviteter. Lene selv sang i kirkekoret i den nærliggende Øster Starup Kirke, fra hun var 12 til hun var 15 år.

Men som 19-årig valgte hun Gud fra og blev med egne ord “en rigtig god ateist”.
– Nu gad jeg ikke tænke på “de højere magter” mere, fortæller hun. – Jeg ville ikke tro på noget, være tilhænger af noget som helst.
– Jeg ville finde kraften i mig selv, fortsætter hun. – Gud kunne jeg ikke rigtig forholde mig til. Jeg kunne jo hverken se eller høre ham, og heller ikke bevise noget som helst. Så jeg forkastede skabelsesberetningen og begyndte i stedet at tro på evolutionsteorien.
Lene kan ikke lade være med at grine lidt af sig selv i dag. For ved at beslutte sig for ikke at tro på Gud, erkendte hun jo indirekte, at han var der.
– Gid du var kold eller varm, står der i Bibelen, bare ikke lunken. Jeg var iskold…

Lene flyttede hjemmefra til Vejen, hvor et gospelkor skulle komme til at vende op og ned på hendes livssyn:
– Jeg startede i gospelkoret udelukkende for at synge, fortæller hun. – Og jeg tænkte: det der med Jesus kan de godt beholde for sig selv.
Men efter hver øvelse bad koret Fadervor – og Lene hørte sig selv bede med den ene gang efter den anden.
– Jeg tror, det var det, der lukkede mit hjerte op. Så var jeg alligevel ikke en særlig god ateist, når det kom til stykket, griner hun.
Det var i 1999. I gospelkoret fik hun kristne venner, hun kunne snakke med om alt. Og hun husker især en samtale om, hvorfor Jesus måtte dø på korset. Da de forklarede offertanken i Bibelen, at synd kan blive tilgivet, blot der ofres noget, i dette tilfælde Jesus selv, begyndte det at dæmre for hende.
– Jeg kunne forstå det i hovedet, men det ville ikke rigtig komme ned i hjertet…
– Det, som fastholdt mig, var, at jeg kunne komme i gospelkoret og få lov til at være den, jeg var. Give hvad jeg havde og så gå hjem igen. Den frihed der, og den glæde – kærlighed er et stort ord – den vakte min interesse!
– Der må være noget særligt i de mennesker, tænkte jeg, og en nysgerrighed var skabt. Nu vidste jeg, hvor jeg skulle henvende mig, hvis jeg ville vide mere.

Men inden hun nåede så langt, inviterede de kristne veninder Lene med til “Jesus Revolution” i Herning. Det var et kæmpe ungdomsmøde, med norske Stefan Christiansen som taler. Han blev ved med at tale om Guds kærlighed, hvorfor Jesus måtte dø på korset – så til sidst tænkte Lene: “Jeg er simpelthen for dum, hvis jeg ikke tager imod det her!”
– Det piplede inde i mig, husker hun. – Og pludselig kom der en indre overbevisning om, at jeg skulle tro på Gud.
Lene begyndte at græde og blev ved med at græde det meste af aftenen.
– Mange ting havde hobet sig op i mit 23-årige liv, der nu skulle læsses ud. Det sev endelig ind, at jeg var en synder. Før var jeg netop en god ateist; jeg havde jo ikke slået nogen ihjel! Men nu kom overbevisningen…
Og imens glædede veninderne sig over, at der endelig begyndte at ske noget med Lene.
– Næste dag, da jeg lå i sengen, kunne jeg ikke rigtig forstå, hvad der var sket. Jeg læste Det nye Testamente og troede på det, sådan helt uden videre! Og jeg mærkede en fantastisk fred.
Lene kom nu med i en lille menighed.
– Nu fandt jeg ud af, hvor mange der havde bedt for mig i lang tid.
Men hendes mormor og morfar havde nok også en finger med i spillet. De hører til i Indre Mission og bad for deres slægt.
– Det eneste kristne, jeg oplevede i min barndom, var, da vi bad bordbøn og aftenbøn hos dem, husker Lene.
Bønnen og Helligåndens arbejde er den eneste forklaring, Lene kan give på sin omvendelse.
– Jeg blev bare overbevist, gentager hun. – Sådan er det, når Ånden kommer over én og lader troen rykke ind i hjertet.

I dag læser Lene Geertsen på Syddansk Universitet i Kolding. Hun læser SPRØK – dvs. sprog og økonomi. Den 6. august skal hun i den forbindelse på et udlandsophold til Kina, nærmere bestemt Macau. Halvøen Macau var indtil 1999 en portugisisk koloni, men er nu ligesom Hong Kong givet tilbage til Kina.
– Vi skal se verden fra en anden side, lære at kommunikere på et tværkulturelt plan, fortæller Lene. Hun håber, hun også møder kristne og finder en menighed i Macau. Ellers bliver et halvt år lang tid uden kristne venner.
For kristne venner var det, der påvirkede hende et helt år inden omvendelsen. Men så lukkede hun til gengæld sluserne op for Gud – lige så kontant som hun tidligere havde lagt ham på hylden.