Manden med den ekstreme karriere

Jarle Tangstad er ikke bange for at prøve noget nyt. Han startede som pionér i Danmarks mindste frikirke og endte som pastor for Danmarks største. I dag er han kendt som leder af Københavns Kristne KulturCenter og helbredelsesmøderne med Charles NdifonDet er over 30 år siden Jarle Tangstad kom ind med Oslobåden. Den unge norske pastorsøn ville ud i den store verden og endte i det lille Danmark, på Pinsevækkelsens Højskole i Mariager. Lidet anede han, at han 12 år senere skulle blive højskoleforstander på den selv samme skole.
– Jo, jeg har haft en ekstrem karriere, siger han mens vi får en snak på hans flotte kontor i Københavns Kristne KulturCenter – et kirkecenter med alle moderne faciliteter. Der er god plads til både møder, skoler og et omfattende mediearbejde – foruden de kristne virksomheder, der lejer sig ind i bygningerne.
Efter højskoleopholdet kom han i praktik i Elimforsamlingen i København og en lille pinsekirke i Nykøbing Falster. Derefter deltog han i pionermission i Frederikshavn, hvor han blev den lille ny pinsekirkes første forstander. Det var også her, han mødte hustruen Merete:
– Hun var den første jeg bad til frelse med under pionermissionen. Så personlig evangelisation kan være farligt, siger han med et glimt i øjet.
Pionermissionen var Pinsevækkelsens fælles evangeli-sationssatsning, hvor man søgte at starte en ny pinsekirke om året. Senere blev det udvidet til flere gange om året. Pinsekirken i Frederikshavn, Esbjerg og Svendborg er nogle af resultaterne.
– Det er egenlig utroligt, når man tænker tilbage. Først menighedsplanter, så højskoleforstander og nu midt i alt det her, siger han og slår ud med armene…

Tænkeren

Om lidt lukkes dørene op for helbredelsesprædikanten Charles Ndifon, som i februar samlede i alt 12.000 mennesker, mest kirkefremmede. Men Jarle Tangstad er ikke stresset. Han virker i det hele taget ikke til at være direktørtypen, der styrer alt oppefra og ned. Han er snarere tænkeren, strategen, skal det vise sig i samtalens løb. Og senere i en spisepause er det den kammeratlige tone, der dominerer i samtalen med medarbejdere og bibelskoleelever i det store center.
Er det ikke svært pludselig at skulle være leder for så stort et projekt?
– Jeg har måttet vokse med opgaven, siger han – og lægger ikke skjul på at det har været anstrengende – ikke mindst for familielivet – at få så stort et projekt på benene.
– Der er meget, jeg har måttet lære, og ting, jeg nok ville have grebet an på en anden måde i dag. Vi har nemlig prøvet at gøre to ting, som egentlig burde høre med til hvert sit årti: Vi slog de to store københavnske pinsemenigheder sammen til ét kulturcenter for at samle vore ressourcer. Og vi begyndte at plante menigheder for at nå lokalområderne med evangeliet.
– I dag ville jeg nok have taget en ting ad gangen. Og i processen med selvstændiggørelse af lokalarbejdet, ville jeg nok have søgt en afklaring hurtigere. Enten skal det være en afdeling af Pinsekirken København, eller også skal de være selvstændige menigheder.

Meget at lære

Det er under et årti siden Jarle Tangstad blev pastor i pinsemenigheden Tabor på Lyngbyvej. Efter sammenlægningen med den anden store pinsemenighed i København, Elim – og to mindre menigheder i Bagsværd og Lyngby, er det gået stærkt. “Enhed i mangfoldighed” var mottoet, og den forenede kirke begyndte med det samme at plante menigheder i bl.a. Herlev, Brønshøj, Bagsværd, Lyngby og Køge. Amager var allerede i fuld gang og blev ligesom menigheden i Kalundborg selvstændig.
– Vi er slet ikke færdige med processen endnu, men vi har fået nogle dyre lærepenge, siger Jarle Tangstad. – Vi har bl.a. fundet ud af, at i København består befolkningen i et lokalområde af flere “lag”.
I Ballerup f.eks. vil der være mennesker som føler sig som københavnere, andre har rødder i det lokale område og atter andre har etnisk baggrund. Derfor kan vi ikke kun tænke geografisk, når vi tænker menigheder. Nogle vil fortsat ønske at komme i en stor københavnsk menighed, og andre vil søge efter etniske tilbud.
Københavns Kristne KulturCenter huser derfor også tre etniske pinsemenigheder, en engelsk, spansk og en filippinsk. Lægger man dem til de lokale menigheder i Københavnsområdet, er der i alt blevet startet 7 menigheder, som stadig “lever”.
Desværre har tre andre måttet nedlægges.

Ikke kun platformstjeneste

Og det er her lærepengene kommer ind. For at beskrive hvad der sker i en menighedsplantning har norske Jarle måttet opfinde nye danske begreber.
– Det er nemt at starte en menighed, men svært at få den til at vokse. Nemt at leje et lokale og få en “platformsfyr” til at holde en gudstjeneste. Men med alle de forventninger folk har til en “rigtig” kirke, bliver det hurtigt anstrengende for en lille ny menighed. Det er bedre ikke at kalde det menighed, måske kun afdelinger eller cellegrupper, og så vente til der er omkring 35 medlemmer – så kan man gå ud med sin første gudstjeneste.
Det er til gengæld lykkedes for Jarle og Co. at ramme en understrøm af åndelig længsel i københavnerne. Et hidtil uset antal af kirkefremmede har bevæget sig ind til et kristent møde for at møde Guds kraft og høre de gode nyheder. Ved den nigerianske helbredelsesprædikant Charles Ndifons sidste besøg i februar var der mellem 12 og 15.000 mennesker indenfor i KulturCentret – og omkring 500 mennesker måtte vente forgæves udenfor hver aften, fordi der ganske enkelt var fyldt op – både i kultursalen og de tilstødende lokaler, hvor storskærme transmitterede møderne.
Jarle Tangstad er glad for Willow Creek-modellen, fordi store menigheder kan gøre noget, små menigheder ikke kan. Men han er også klar over, at forholdene i Danmark er anderledes end i USA:
– Dér er de små menigheder gode til at få nye mennesker med, og de store gode til at gennemføre et dicipelprogram. Her i Danmark er det omvendt. En stor menighed kan fange folks opmærksomhed, men derefter skal de “disciples” i mindre grupper…

Åndelige mursten

– Kulturcentret er et opgør med sakrale bygninger, dvs. at selve bygningen er kirken og derfor noget helligt. Det er den frikirkelige udfordring: at forstå, at kirken består af åndelige mursten. De første kristne mødtes i Salomos søjlegang, fordi dér var folk vant til at komme. Det ville svare til, at vi lejede os ind i en eller anden offentlig bygning. Vi har blot valgt det modsatte. Vi har købt en bygning, som vi lejer ud til alt muligt.
Alt muligt?
– Det vil sige alt hvad der stemmer overens med den jødisk-kristne etik. Vi har f.eks. lejet lokaler ud til Det kgl. Teater og Vindmøllelauget – foruden en del kristne organisationer, selvfølgelig.
– Jeg plejer at sige, at vi kan huse det, som vi kan lukke ind i vore stuer derhjemme gennem TV. Det er hykleri, hvis vi ser noget derhjemme, som vi ikke kan tåle at se i kulturcentret. Vore egne arrangementer har dog en klar kristen profil – enten det er kul-turfestivals eller helbredel-sesmøder.
– Vores vision er at hjælpe mennesker til tro. Når folk bliver vant til at komme i kulturcentret vil det være nemmere at komme med os til gudstjeneste. Vi vil udtrykke mangfoldighed, være søgervenlige, være et naturligt mødested. Vi vil også være et ressourcecenter, en virksomhed…

Inspiration fra muslimer

Men i kalder det kulturcenter?
– Ordet kulturcenter blev ironisk nok udløst af muslimerne. De har lavet et islamisk kulturcenter med bibliotek, læsesal, cafeteria, mødesal osv. Disse rammer er perfekte til et moderne kirkecenter.
Men er faren ikke, at det hele flader ud, og I mister den kristne profil?
– Vi plejer at sige, at Kulturcentrets “cirkel” er større end Pinsekirkens og Pinsekirkens er større end Kulturcentrets. Vi gør noget i det ene forum, som vi ikke gør i det andet. I Pinsekirken satser vi på en klar evangelisk forkyndelse, hvor de forskellige aktiviteter udgør en del af en cyklus. Jesu forkyndelse havde også fire faser: Kom-og-se-fasen, følg-mig-fasen og bliv-i-mig-fasen og gå-ud-fasen. Vores aktiviteter er ikke et enkeltstående “event”, men en del af en proces. Vi spørger hele tiden os selv: Hvilken fase skal eventet dække?
På spørgsmålet om hvilke arrangementer kirken har gang i, svarer han næsten opgivende: – Hvad har vi ikke gang i…?
Kirkens og kulturcentrets aktiviteter griber ind i hinanden og spænder helt fra udgivelsen af kulturbladet Qua over Alphakurser til regulære gudstjenester.
Qua er et flot magasin med kulturstof godt blandet med etiske overvejelser og skjult reklame for kulturcentrets arrangementer.

Dyrt visitkort

– En dame fra menigheden ringede mig op, da vi udgav det første blad. Hun spurgte dybt skuffet: Er det virkelig vores menighedsblad? Hvor er mødekalenderen blevet af? Hvortil jeg svarede: Nej, det er ikke vores kirkeblad – det er bare et meget dyrt visitkort!
– Vi ønsker Qua skal være en brobygger til det lokale miljø på Nørrebro. Vi deler det gratis ud i 10.000 eksemplarer. Under mottoet: “Gør København til en bedre by at bo i” søger vi at skabe et partnerskab med den lokale befolkning.
– Folk er vant til, at kirken samler penge ind til sig selv. Men her samler vi penge ind i kirken for at støtte en sag ved et arrangement i lokalmiljøet. F.eks. har vi støttet Hjerneskadeforeningen og Red Barnet.
Føler I, at København har taget jer til sig om en del af byens kulturliv?
– Nej, ikke endnu. Vi har mest fået kontakt med enkelte organisationer og enkeltpersoner.
Og så kommer det obligatoriske spørgsmål: Hvor mange samles I til gudstjeneste om søndagen?
– Omkring 500 voksne, foruden ca. 150 engelsktalende, som har deres egen gudstjeneste.
Hvor mange af dem er udefra?
– Vi lavede en stikprøve for 2 år siden – så den er ikke aktuel, men kan give et fingerpeg. Den viste, at 30 pct. var ikke-medlemmer. Heraf betragtede halvdelen alligevel Pinsekirken som deres åndelige hjem. Resten fordelte sig på folk fra gaden og gæster fra andre kirker, ca. med lige mange i hver gruppe.
En stor del er altså kirkefremmede, og derfor har Pinsekirken også haft succes med Alpha. I foråret deltog omkring 150 personer, hvor den overvejende del var ikke-kristne.

60 millioner

Hvad har været din største udfordring i hele forløbet?
– Som sagt har jeg måttet vokse med opgaven. Det er sin sag at stable et projekt til over 60 mio. på benene! Nu er udfordringen at bruge kulturcentret maksimalt og få hul på det omgivende miljø. Det sidste synes jeg er lykkedes temmelig godt. Udfordringen er nu at bygge sunde netværk…