Multi-etnisk familie i multi-etnisk menighed i et multi-etnisk samfund

Han er inder, hun er kineser og begge bor de nu i Danmark. Han er tidligere hindu, hun forhenværende buddhist og begge er de nu i fuld gang med at sprede evangeliet blandt indvandrere i København
Ravi Chandran har let til latter. Den 35-årige præst for Pinsekirkens internationale menighed i København udstråler hjertevarme, vide horisonter og et skarpt intellekt, som han sidder afslappet i sofaen i parcelhuset ved Damhussøen i Rødovre og fortæller sin historie.
Det er en usædvanlig historie om en ung hindu og andengenerationsindvandrer i millionbyen Singapore, der i begyndelsen af firserne oplevede en radikal omvendelse til kristendommen, blev udsendt som missionær til Indien og Afrika, giftede sig med en kineser og tidligere buddhist, der arbejdede i Zimbabwe, og endte i Danmark som præst for en multietnisk menighed. Undervejs blev det til to PhD-afhandlinger i henholdsvis teologi og pastoralpsykologi.
Ravi Chandran og hans kone Lillian Leow Mui Choo kom til Danmark for syv år siden. Han skulle være præst for en lille dansk pinsemenighed i Rødovre, som en velhavende menighed i Singapore med flere tusind medlemmer havde grundlagt som et af deres missionsprojekter i Europa. I dag er parret ansat og lønnet af Pinsekirkens internationale menighed, International Pentecostal Church, der har adresse på Drejervej i København.

Etnisk er Ravi Chandran halvt inder. Som barn af indvandrerforældre i Singapore voksede han op i en familie, hvor religion havde en stor plads i hverdagen.
– Min familie havde været praktiserende hinduer i mange generationer. Jeg havde altid godt kunnet lide det kristne kors, og det var helt i orden i min familie. Hinduer accepterer Jesus som en af mange guder. En aften, mens jeg var værnepligtig i luftvåbnet, oplevede jeg noget meget mærkeligt. Jeg så et kæmpestort kors for mig med blomster i utallige farver. Jeg begyndte at græde, selv om jeg som mand og hindu var opdraget til ikke at vise følelser. På en eller anden måde fornemmede jeg, at min situation var til at græde over, og at korset var svaret. Det var meget stærkt.
Efter den oplevelse begyndte Ravi Chandran at opsøge forskellige kristne kirker. Som hindu havde han intet kendskab til det kirkelige landskab og fortæller om sin overraskelse, da han første gang oplevede, at kristne kunne bede til Gud i et kirkerum, hvor der ikke var nogen statuer.
– Der var jo ikke nogen at bede til! Men en præst fik mig i gang med at læse i Bibelen. Jeg læste Det Nye Testamente adskillige gange. Jeg var dybt fascineret. Jeg vidste, at det her var sandt, og at det ville forandre mit liv.
Men forældrene satte sig kraftigt imod, at sønnen blev kristen. Det kom endog til voldelige episoder.
– Min familie var rystet og kaldte mig en forræder mod dem og alt det, vi havde troet på i generationer. Det tog adskillige måneder, før vi blev forsonet. Til sidst sagde min mor, at hun var ligeglad med, hvad jeg troede på, men hun kunne se, at jeg havde ændret livsstil. – Bliv ved med det, sagde hun!

Lillian Leow Mui Choo er 38 år og har en bachelorgrad i teologi. Hendes bedsteforældre indvandrede i sin tid til Singapore fra Kina. Familien var buddhister, og som i mange indvandrerfamilier var hjemlandets religion en vigtig del af familiens identitet. Lillian lærte tidligt, at det var hendes pligt at tage sig af sine forældre og afdøde familiemedlemmer og sørge for de foreskrevne ofringer. Hun fortæller:
– Fordi Singapore var en britisk koloni, var vi opdraget til at betragte kristendommen som den hvide mands religion. Vi havde et særligt ord for dem, der konverterede til kristendommen. Vi kaldte dem bananer – de var gule udenpå men hvide indeni! Jeg fik kontakt med en kristen kirke gennem en veninde. Langsomt blev jeg mere og mere overbevist om, at kristendommen talte sandt. Men det varede længe, inden jeg kunne forsone mig med tanken om, at jeg ikke kunne gøre noget for mine forældre og forfædre, når først de var døde.
– Min familie fandt hurtigt ud af, at der var sket noget i mit liv. Jeg var ikke længere med, når familien samledes foran husalteret hver aften for at vise respekt for de afdøde. Jeg oplevede en fred, som jeg ikke kan forklare. Men det var også en meget svær tid. Jeg var den første, der opgav familiens religion, og jeg blev betragtet som en forræder. I dag respekterer min familie mit valg. Men det tog lang tid.

Helst var Lillian og Ravi Chandran blevet hjemme i Singapore, hvor Ravi var præst for en stor, engelsksproget menighed. Men de har ikke fortrudt, at de i 1993 sagde ja til at rejse til Danmark – et lille, koldt land i Europa højt mod nord med et ukendt sprog. I dag taler de begge udmærket dansk, og i den internationale pinsemenighed i København har Ravi Chandran god brug for sine erfaringer som præst i Asien og Afrika. Menighedens ca. 150 medlemmer repræsenterer til sammen 30 forskellige nationer. Her er europæere, afrikanere, asiater, latinamerikanere og danskere. Ravi Chandran har et tæt samarbejde med såvel den danske pinsemenighed som en filippinsk, en spansk og en portugisisk menighed, der holder gudstjenester i samme bygning.
– Som præst bliver jeg konstant udfordret til at relatere til mennesker i vidt forskellige livssituationer og forsøge at skelne imellem, hvad der er kultur, og hvad der er bibelsk kristendom. Jeg er klart blevet mindre dogmatisk med årene! I en multietnisk menighed bliver ens horisont hele tiden bredere. Livet får flere farver. Man får nærmest flueøjne – man bliver i stand til at se i mange forskellige retninger på samme tid. Når jeg forbereder mine prædikener, må jeg hele tiden spørge mig selv, om det, jeg vil sige, er kulturelt betinget. Det er ikke nok bare at gøre, som man altid har gjort. Det er fantastisk berigende.
– Selvfølgelig er der også frustrationer. Ikke alle kulturer forstår for eksempel tid på samme måde. Vi oplever ikke sjældent, at nogle i menigheden først kommer, når gudstjenesten er forbi! Men berigelsen overskygger langt frustrationerne. Spisefællesskab er for eksempel noget helt centralt hos os. Man spiser en masse mad i en international menighed!
Det tværkulturelle præstepar er ikke i tvivl om, at det er en stor fordel, at de selv har rødder i flere kulturer.
– Lillian er lys i huden og jeg er mørk. Vores hjerter er fra Asien, men vi er uddannet i det britiske uddannelsessy-stem og har arbejdet i Afrika i mange år. Den blanding har givet os ganske særlige forudsætninger som brobyggere i Danmark.

Ravi Chandran er overbevist om, at kirken er en vigtig aktør, når udlændinge skal integreres i det danske samfund.
– Nøglen til integration er personlige relationer. Fra sekulært hold hævdes det, at integration først og fremmest handler om undervisning – i sprog, samfundsforhold, kultur osv. Men integration er en proces. Som udlænding har man brug for at møde enkeltmennesker. Det er den kristne menigheds opgave at skabe en afslappet og accepterende atmosfære, hvor danskere og udlændinge kan møde hinanden personligt. Så sker integrationen helt af sig selv som et resultat af de personlige relationer.