Ingen ville tro os

Jesper og Sanne Fuchs hamrede panden i en mur, da de ville advare mod Lovelight-hjemmet
– Vi har haft det så skidt med, at mishandlingen af børn på Lovelight-hjemmet fortsatte.Efter vores hjemrejse prøvede vi at advare – ikke for at ramme Hanne og Erik, men for at det ikke skulle gå ud over flere børn. Men vi rendte panden ind i en mur både hos myndighederne og hos Europamissionen, hvor man længe ikke kunne tro, at Hanne og Erik kunne behandle børn sådan. Det er en lettelse, at låget er kommet af sagen, siger Jesper Fuchs.
Han og hans kone Sanne har haft det dårligt, siden de i 98 kom hjem fra Rumænien. De blev ikke troet, når de fortalte, hvad de havde oplevet.
Deres forsøg på at advare mod Lovelight-hjemmet betød dog, at en del sponsorer holdt op, og Europamissionen afbrød samarbejdet med Hanne og Erik Terp.
– Men det skete først, da vi havde fået kontakt med en psykiater, der var medlem af Europamissionen. Hun tog derned og lavede en rapport, som blev sendt til både udenrigsministeriet og Europamissionen. Men der var stadig ingen, der greb ind.

– Vi blev dybt frustrerede, og da Sanne så blev gravid, aftalte vi, at vi slet ikke ville tale om det mere, i hvert fald kun indbyrdes. Men da der kom et indslag om Lovelight-hjemmet i tv i fredags, kunne jeg alligevel ikke lade være med at ringe op og fortælle om vores oplevelser. Det var svært. Vi har faktisk grædt over det, vi oplevede dengang, fordi vi var så magtesløse.
– Erik Terp mener, at hvis det var så slemt, skulle I selv have grebet ind.
– Det følte vi i hvert fald ikke, at vi kunne. Vi var måske lidt naive, og Erik og Hanne er meget stærke personligheder. De havde masser af kontakter til politiet og de sociale myndigheder, og de havde status som udlændinge med pengemidler fra udlandet. Vi var bare et par unge, der ikke engang kunne tale rumænsk.
– Terp afviser jeres kritik og siger bl.a., at fotoet af Ionella, pigen, der sidder i krogen med oprakte arme, ikke er taget, mens han og hans kone var til stede, så de ved ikke, hvad der er sket hende.
– Det er både rigtigt og forkert. De ved, hvad der er sket, men de var ikke hjemme, da vi tog billedet, for så havde vi ikke fået lov. Erik så det tilfældigvis senere og sagde, vi skulle smide det væk, fordi det var ydmygende for Ionella. Det gjorde vi ikke.

Ionella blev straffet – vi fandt aldrig helt ud af hvorfor, men hun skulle sidde i krogen på sit værelse. Hver gang hun fik lov at komme ud, røg hun hurtigt tilbage. Den længste periode var 21 dage på den skammel.
– Det gjorde hende mere og mere nervøs, og hun begyndte at tisse i bukserne, men hun måtte kun gå på toilet fem gange, og det gjorde det selvfølgelig endnu sværere for hende at holde på vandet. Men hun fik stryg, når hun tissede i bleen.
– Vi prøvede at gøre indsigelser, men fik at vide, når vi ikke selv havde børn, havde vi ikke forstand på opdragelse.

Den værste oplevelse var måske juleaften, hvor Ionella – der også skulle spise i sin krog – kom ud for at sige tak for mad, som hun var dresseret til. Hun havde aldrig før set et juletræ. Hendes øjne strålede.
– Så eksploderede Hanne, og Ionella flygtede ind på værelset. „Så I hendes øjne!” sagde Hanne. Det gjorde vi, og det var afgjort ikke sjovt, siger Jesper Fuchs.
De to unge afbrød opholdet i utide.
– Men jeg kunne ikke lade være med at reagere på tv-udsendelsen fredag, slutter Jesper Fuchs. Og da TV2 mandag viste drengen, der var blevet slået i knæhaserne, gjorde det noget ved mig. Det havde vi jo selv set dem gøre.
Sanne og Jesper har dog midt i frustrationerne oplevet, at nogen stolede på dem – deres familie, deres venner og deres menighed.