Ny såret Shelia Walsh

Shelia Walsh var et af de store navne i kristen musik. På toppen af sin karriere blev den skotske sangerinde studievært på det amerikanske CCNs “700 Club”. Hun hjalp andre. Men pludselig brød hun selv sammen…- Jeg interviewede mennesker fra hele landet, og de sagde: „kan vi tale sammen inde på kontoret?” De fortalte mig om dybt personlige ting, og vi bad sammen, fortæller Shelia Walsh, som af mange blev betragtet som en perfekt kristen leder. – Men pludselig kunne jeg ikke hjælpe nogen.
Shelia Walsh blev indhentet af traumer fra sin barndom og fik psykiske problemer. Presset blev for stort:
– Jeg følte mig så skamfuld. Som en fremtrædende kristen personlighed at indskrive mig på en psykiatrisk klinik…
Jeg sad i min bil på parkeringspladsen med regnen trommende på ruden og tænkte: Hvordan er jeg dog havnet her?
– Jeg havde hele mit liv kæmpet for at blive en bedre kristen – stærk, uafhængig af andres hjælp. Og her var jeg nu… Jeg sad i bilen en time, før jeg gik op til døren og ringede på. En sygeplejerske lukkede mig ind, og døren blev låst. Da vidste jeg at min pæne, kontrollerede tilværelse var forbi.
Jeg blev ført til mit værelse, hvor der var en primitiv seng, et bord og en kommode. Sygeplejersken lagde mine bælter, strømper, make-up og hårtørreren til side. Hun sagde: „Jeg fjerner alt det, du kan skade dig selv med.”
Jeg så på hårtørreren og sagde: „Tror du jeg vil føntørre mig selv til døde?”
Jeg tænkte: ‘I morges var jeg på landsdækkende tv – med tjekket tøj og frisure, og folk havde tillid til mig. Nu bliver jeg ikke engang betroet et bælte, for at jeg ikke skal hænge mig!
– Jeg kunne ikke sove om natten, så jeg tog min Bibel – fordi jeg var bange for at gå fra forstanden. Der var en ting jeg vidste: Guds ord bringer lægedom. Så jeg gik rundt og rundt på værelset og læste højt fra Salmernes Bog.
Efter sygeplejersken var gået – tog jeg sengetæppet og satte mig i hjørnet.
Jeg følte, at jeg var kommet til Helvede. Jeg havde ikke oplevet en værre dag i mit liv. Jeg lå på gulvet hele natten.
Men jeg følte også, at det var det endelige nederlag. Jeg ville ende mit liv dér.

Kl. 6 bankede det på døren:
„Det er tid at stå op.”
Jeg så mig selv i spejlet. Jeg lignede en 50-årig. Ingen make-up at skjule mig bag. Mit hår så forfærdeligt ud.
Jeg tog en slåbrok på og gik efter lyden af patienter, der stod og snakkede. Jeg gik ind, og der blev helt stille.
Alle så på mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op.
En fyr spurgte: „Er du Sheila Walsh?” Jeg svarede: „Ja.”
„Hende fra fjernsynet?”
„Hvad laver du her?”
„Jeg er patient.”
Han lo og sagde: „Ja, den er god med dig.”
„Tror du jeg er her for at give koncert i slåbrok ..?”
Én gav ham et skub: „Hvad med at hente en kop kaffe til hende?”
Det var et kristent hospital, og der var andagt inden behandlingen begyndte.
De præsenterede sig selv. Den ene sagde: „Jeg er Robert. Jeg er her fordi jeg har forsøgt at begå selvmord.”
En anden sagde: „Jeg er her fordi jeg er skizofren.”
Jeg sagde: „Jeg hedder Sheila, og jeg ved ikke hvorfor jeg er her.”
En af dem læste op fra Bibelen. Jeg kan huske det ene vers: Herren er mit lys og min frelse, hvem skal jeg frygte?
De bad for hinanden og tog hver til sit. Jeg blev ført hen til min læge. Han bad mig sætte mig. Så sagde han:
„Nå, Sheila. Hvem er du?”
Jeg tænkte: ‘Læs dog dine optegnelser, makker!’
„Jeg er Sheila Walsh.”
„Det ved jeg godt, men hvem er du?”
„Jeg er studievært på 700 Club.”
„Det ved jeg. Men hvem er du?”
Jeg tænkte på mine blad- og musikanmeldelser – alt det, som min PR agent havde skrevet om mig. Men det kunne ikke bruges her…

– Jeg var bange for at svigte andre og at miste kontrollen over mit liv. Alt hvad jeg frygtede, indtraf. Jeg forstod, at Gud havde givet mig en anledning til at konfrontere min frygt – og finde ud af om der var noget inde bag den pæne facade – som var værd at leve for.
Jeg indså – at jeg kunne bebrejde mange mennesker for min situation. Jeg kunne skyde skylden på min fars død – at han havde optrådt vredt og hårdhændet overfor mig. Men jeg følte, at Herren sagde: „Nej, du har ingen undskyldning – for jeg vil give dig alt hvad du trænger til for at leve. Men du må leve resten af livet med åbne hænder. Hvis jeg vil tage noget væk, må du ikke holde fast – og hvis jeg vil give dig noget, skal du tage imod det. Jeg ønsker din tillid. Følg mig som din hyrde.”
For mig var det både kedeligt og godt nyt.
Det kedelige var: Sheila, du er ansvarlig for dit eget liv. Du kan ikke bebrejde nogen andre. Du er ansvarlig for din egen situation.
Men det gode var: Hvis jeg tog ansvar for mit liv, – ville der ske en forandring. Jeg følte, at Kristus sagde: „Jeg udfordrer dig til at leve på en helt ny måde.”
Og det valgte jeg at gøre.

Den første dag på hospitalet sagde lægen til mig: „Vi har modtaget en fax fra én du kender.”
Der stod: ‘Tro ikke på hende. Hun er en patologisk løgner.”
Jeg brød sammen, da jeg læste det. Jeg faldt om på gulvet og græd og græd.
Lægen sagde: „Er det sådan du vil leve? At du reagere på alt, hvad folk siger til dig? – Er det sandt, hvad han skriver?”
Jeg svarede: „Ja, noget af det.” Det var rigtigt, at jeg fejlagtigt påstod, at alting gik godt i mit liv.
Lægen sagde: „Du må lære at leve med sandheden og holde op med at være bange.”
Nogle aftener senere ringede min pastor. Han sagde:
„Jeg ringer for at udfordre dig i Jesu navn til at forlade det sted! Det er ikke et sted, Gud ønsker, at du skal være. Du går Gud imod. Gud vil ikke helbrede dig sådan et sted.
Det er et komplot fra Satans side for at ødelægge dig.
Jeg vil gerne komme og hente dig.”
Jeg sagde: „Jeg tror Gud har ført mig her til – og det er et trygt sted. Hvis jeg tager fejl, må jeg stole på, at Guds nåde hjælper mig igennem.”
Så lagde jeg røret på.

De foreslog, at jeg skulle medicineres, – men det ville jeg absolut ikke.
Når Gud kaldte mig til at tage ansvar for mit liv, ønskede jeg, at se sandheden i øjnene, og medicinen skulle ikke sløre tingene for mig.
Men også som kristen følte jeg, det var forkert.
Det tredje var, at jeg havde set film om mennesker der var på medicin. Jeg ville gå rundt i en slåbrok og tale til en fiktiv hund, der hed ‘Plet’.
Men min læge forklarede mig, hvad klinisk depression var. Der er et kemisk stof, serotonin, der stimulerer hjernens elektriske signaler -og får os til at tænke klart.
Når vi oplever megen stress, bliver vi drænet for det stof, og så kan vi ikke fungere. Vi kan ikke tænke klart, vi kan ikke sove.
Jeg vågnede kl. 3 hver morgen. Jeg kunne ikke huske min pin-kode til pengeautomaten. Jeg kunne stå i en butik og have glemt hvad jeg skulle – jeg kunne interviewe en gæst i 700 Club – og pludselig tænke: ‘Hvem er det? Hvad var det, jeg spurgte om? Hvad skal jeg spørge om næste gang?’ Jeg var totalt blank. Jeg havde alle symptomer på klinisk depression
Lægen forklarede, at medikamenterne genskabte kroppens kemiske niveau – som Gud fra begyndelsen havde skabt, så man kan fungere normalt. Og det var rigtigt. Efter at have fået medicin i nogle dage, tænkte jeg mere klart og kunne bedre forholde mig til realiteterne.
Jeg gennemgik psykologiske test i timevis. De stiller underlige spørgsmål. Jeg var vant til at blive interviewet og at være i offentlighedens lys. Hele mit liv havde jeg forsøgt at være en perfekt kristen.
Men for første gang i mit liv, sagde jeg lige det, jeg tænkte.
Nogle dage senere havde lægen fået resultatet af mine test: “Du er et meget vredt menneske, og nedenunder er du en meget bange, lille pige.
Det blev jeg ked af at høre, for jeg vidste, at det var sandt.
Jeg vidste, at jeg var meget vred, men jeg tillod mig aldrig at vise det. Det kom ud som sarkasme, eller jeg var kold.

– Jeg havde altid troet, at man som kristen skulle præstere det bedste, men jeg havde fået det helt galt i halsen. Jeg glemte, at Jesus er den eneste fuldkomne. Han er den eneste virkelig gode – som altid er god, sand og ren. Jeg er en blanding af godt og dårligt, af trofasthed og troløshed. Det er sandheden om mig.
For mig er det gode nyheder. At Kristus kender til alt det gode – og alt det onde i mig. Og Han har altid elsket mig. Andre fik ikke lov til at lære mig at kende, for jeg tænkte: ‘Hvis I virkelig lærer mig at kende, vil I ikke kunne lide mig.’
Efter at have været der i to uger, blev jeg klar over, at jeg var i gang med en fantastisk livsforvandling.
Jeg sad i grupper med andre kristne, en pastor, en lærer og en missionær.
For første gang nogen sinde oplevede vi, hvad jeg kalder ‘fællesskab blandt brudte mennesker’.

– På hospitalet oplevede jeg mange ting, der viste mig mit liv. Gud holdt et spejl op foran mig og sagde: „Se, det er dig. Du kan ligeså godt se det i øjnene – og acceptere det.”
Jeg var på hospitalet i en måned, og jeg ser det på lige fod med alt det andet, som Gud har gjort i mit liv.
Han har givet mig en vidunderlig mor og familie, et dejligt sted at vokse op, en mægtig gave, ved at give mig forståelse for Hans kærlighed. Men den største gave var, at Han ikke lod mig fortsætte som, jeg gjorde.
Jeg har hørt en beretning om at når en hyrde opdager, at et af lammene ikke vil blive i flokken, men hele tiden søger væk, så samler han kærligt lammet op, brækker benene på det og bærer det på nakken indtil benene vokser sammen igen.
Når han så sætter lammet ned igen, vil det aldrig mere forlade ham.
Sådan føler jeg det.
Jeg var som det stædige lille lam. I sin kærlighed samlede Gud mig op, brækkede mine ben – og bar mig.