På vej mod en cyberkirke?

Hvordan forholder den kristne kirke sig til de mildest talt revolutionerende nye teknologier, kommunikationsformer og – muligheder? Hvilke konsekvenser må vores forståelse af det kristne, kirkelige fællesskab få for vores brug af det nyeste medie, internettet?Det er store spørgsmål, ikke så meget fordi det rokker ved kirkens fundament som en universel og personlig størrelse, men fordi det stiller spørgsmålstegn ved kirkens engagement, ved de kirkelige ritualers (eventuelle) udførelse via internettet og ved den kristne kirkes missions- og evangelisationsmuligheder.„Det virker som om Nettet har fået en bevidsthed i sig selv. Det anser måske sig selv som Gud. Og det er måske Gud på sine egne betingelser”
Således beskrives internettet af forfatteren William Gibson, som i science-fiction romanen „Neuromancer” fra 1984 første gang anvendte udtrykket cyberspace til at beskrive et altomfattende computernetværk, hvor mennesker kan interagere og kommunikere i et virtuelt rum som de „befinder sig i” ved hjælp af 3D-teknik og elektroniske censorer hæftet på kroppen (Gibson 1984). Senere er begrebet cyberspace blev udvidet til at gælde enhver form for computer-medieret kommunikation og snart sagt alt, hvad der har med computere at gøre. Dermed er også begrebet cyber-kirke opstået, som et udtryk for en virtuel kirke eller et computer-medieret kirkeligt fællesskab.
Ifølge det kristne amerikanske analyse-institut, Barna Research, er cyberkirken ikke længere blot et symbol eller en utopisk tanke: „The Cyberchurch is coming”, skriver institutleder George Barna i en artikel fra april 1998. At cyberkirken er på vej til at blive en realitet understøttes af en telefonundersøgelse, foretaget blandt 620 kirkeligt aktive teenagere. Undersøgelsen indikerer, at omkring år 2010 (d.v.s når de adspurgte teenagere er blevet voksne) vil 10 til 20 procent af USA’s befolkning primært eller eksklusivt støtte sig til internettet når det gælder „religiøst input”. Disse personer vil aldrig gå indenfor i en kirke, fordi deres religiøse eller spirituelle behov bliver dækket på andre måder – inklusiv internettet. Stillet overfor disse tal er kirken nød til at tage stilling: Det største spørgsmål er imidlertid ikke, hvorvidt cyberkirken er en „ægte” kirke, men spørgsmålet er, hvad kirkelederne vil gøre i forbindelse med disse millioner af menneskers vej væk fra den eksisterende kirke og hvordan de kan samarbejde for at tilpasse den på nuværende tidspunkt hastigt fremadskridende nye kirkeform, cyberkirken?

Mange af de adspurgte teenagere bruger internettet til at stille deres nysgerrighed efter svar på religiøse og spirituelle spørgsmål. Det sker for det meste ikke direkte, d.v.s f.eks som et spørgsmål sendt via e-mail til en præst eller sjælesørger, men via teenagernes konversation med andre ligestillede og jævnaldrende i f.eks chatrum. Teenagerne ser ikke disse konversationer som religiøse udtryk, men der opstår ikke desto mindre religiøse oplevelser og tro, når teenagerne konverserer.
Der er ingen tvivl om, at den kristne kirke – lokalt og globalt – står tilbageholdende og måske oven i købet tvivlrådig i forhold til dette nye „problem”. Det er imidlertid ikke en ny erfaring, kirken står overfor: Mange kirkesamfund afviste f.eks amerikanske Willow Creek Community’s „seeker church”-program, i slutningen af 70’erne og begyndelsen af 80’erne, fordi man anså denne kirkeform for at være et ikke-autentisk udtryk for bibelsk tro. Der skal tages en række møjsommelige men nødvendige skridt, hvis kirken skal kunne tage imod denne nye udfordring. I første omgang er der brug for en teologisk gennemtænkning af, hvilken plads internettet har i verdenshistorien, kirkehistorien og den kristne tro. Der er med andre ord brug for et teologisk funderet teoretisk fundament og et historisk perspektiv på forholdet mellem kirken og internettet, før der kan drages en efterfølgende praktisk konsekvens og udarbejdes nye arbejdsstrategier.
Et interessant forslag til en sådan teoretisk og historisk perspektivering er skrevet af den kristne computer-ekspert, Walter P. Wilson, i bogen „The Internet Church”.

Wilson’s hovedtese er, at Gud har givet kirken et globalt kommunikationsredskab, som kan nå ud til hele verden. Dette globale redskab, internettet, var med i Guds planer, da han skabte verden og da han gav disciplene missionsbefalingen. Wilson placerer internettet og computerne ind i et frelseshistorisk perspektiv, dvs. ind i en verdenshistorisk og bibelhistorisk sammenhæng. Guds planer, Guds fremadskridende åbenbaring af sig selv og Guds indgriben i verdenshistorien hænger sammen i det frelseshistoriske perspektiv. Perspektivet i denne forbindelse er, at Gud helt bevidst bruger og igangsætter verdenshistoriske begivenheder for at fremme evangeliets udbredelse. En af disse historiske begivenheder er Alexander den Stores vision om at erobre hele verden og kolonisere den. Han havde et ønske om at skabe en global kultur og filosofi. Sproget græsk skulle tales over hele verden, og alle skulle være forenede under ét fælles kommunikationssprog. Ganske vist døde han som 32-årig, men ikke før det fælles sprog faktisk havde spredt sig, sådan som han forudså.
Efter Alexander kom romerne, den militære stormagt. Deres imperium var så stort, at det var nødvendigt at bygge et netværk af veje, for hurtigt at kunne sende militærenhederne rundt i de enkelte lande og mellem de aktuelle brændpunkter. Rom var datidens politistyrke, som bragte orden til verden ved hjælp af militær og økonomisk magt.
Gud brugte således to store verdenshistoriske begivenheder til at forberede evangeliets udbredelse: Et fælles sprog og et netværk af veje til at transportere tropper og kommunikation. Det er efter disse to begivenheder er „på plads”, at Gud sender Johannes Døberen, for at proklamere Jesu komme.
Ligheden med vor tids internet er slående: Endnu en gang, flere hundrede år efter disse begivenheder, er der opstået en militær og økonomisk magt som tilvejebringer midlertidig stabilitet til verden. Endnu en gang er der en magt som har skabt et netværk, designet af USA’s forsvarsministerium som et militært redskab til at forsvare de kommunikationslinier der var nødvendige for at kunne flytte rundt på de amerikanske tropper. Et fælles sprog er ligeledes slået igennem, idet meget store dele af verden kan læse og forstå engelsk.
Der er, ifølge Wilson, en helt uimodståelig lighed mellem disse to verdenshistoriske begivenheder: Gud sørgede for, at datidens militære og politiske magter skabte et fælles sprog og et netværk af veje til at sprede evangeliet. I dag har Gud sørget for, at vor tids militære og politiske magter har skabt et fælles handelssprog og et netværk, bestående af bits og bytes og ikke rigtige veje, til at transportere evangeliet rundt hurtigere end nogensinde. Der er skabt et fælles forståelsesgrundlag og et fælles sprog. Der er, med andre ord, ingen tvivl om at Gud havde internettet og informationstidsalderen med i sine planer, da han skabte verden.

Efter ovenfor anførte frelseshistoriske perspektivering angiver Wilson en række andre teoretiske fundamenter for, hvordan kirken kan og bør anskue internettet. Bl.a. nævner han, at vi i dag er så langt fremme i den teknologiske udvikling, at vi nu tænker i bits i stedet for i atomer, dvs. en Bibel kan være en fire pund tung læderindbunden sag (atom-udgaven) eller en søgbar database-dreven Bibel som ikke vejer noget og som ikke kan blive konfiskeret i tolden, fordi den flytter over grænser via kabler og satellitforbindelser (bit-udgaven). Et andet eksempel er den fysiske kirke, på et bestemt matrikelnummer, som har et vist antal medlemmer (atom-udgaven). Hvis denne kirke har en hjemmeside, hvorpå der f.eks hver søndag transmitteres direkte billedoptagelser og lyd fra gudstjenesten, så bliver det pludselig svært at tælle antallet af medlemmer og kirkegængere (bit-udgaven).
Ud fra Barna-gruppen’s undersøgelser af unge kristnes brug af internettet samt Wilson’s teoretiske overvejelser vedrørende forholdet mellem kirken og internettet skulle der umiddelbart være skabt grund for at gå videre med den praktiske applicering af disse teorier: Hvorledes bør kirken anvende internettet i det daglige? Er kirken nød til at ændre arbejdsgang- og metode?
Andrew Careaga, forfatter af bogen „E-vangelism. Sharing the Gospel in Cyberspace”, giver i artiklen „Embracing the Cyberchurch” seks karakteristika for den kirke som ønsker at tage udfordringen op:

Kirken passiviserer sine medlemmer, i særdeleshed pga. traditionen for et præstestyret menighedsliv, hvor kirkegængerne sidder stille og modtagende, uden anledning til respons.
Dén type kirke kan ikke forenes med nutidens ungdomskultur. Kirken må imødekomme netkulturens krav om interaktiv kommunikation, ikke via komiteer eller udvalg, men i den daglige kommunikation. Kirkens forkyndelse er mere end blot ’overførsel af kommunikation’.

Internettet er, i modsætning til de kirkelige organisationer, anti-hierarkisk (og anarkistisk). De kirker, som tiltaler internetkulturen, er derfor dem, som kan imødegå denne mangel på hierarki, dvs. hvor medlemmerne har samme „taleret” som lederne og dermed udøver demokrati. Er afstanden fra top til bund i en kirkelig organisation lang og besværlig, vil de kirkelige medarbejdere få det svært i forhold til den anarkistiske netkultur.

Internettet er et ægte barn af postmodernismen, dels fordi det fik sit ’gennembrud’ efter postmodernismens fødsel, og dels fordi dets struktur, interaktivitet, anarki samt den ’hårde kerne’ af brugere (de såkaldte netizens) er typiske udslag af postmodernismen:
„Kirken må præsentere sine traditionelle sandheder til en forsamling, der accepterer en bred vifte af religiøse sandheder og perspektiver, mange af dem alt andet end traditionelle”.

Den postmoderne ideologi, internetkulturen og de postmoderne internet-superbrugere/netizens afviser objektiv sandhed og stiller spørgsmålstegn ved alt. Ifølge Careaga (ibid:4) vil den selvsikre, den veletablerede og hierakiske kirkeinstitution, med patent på sandheden, derfor aldrig kunne opnå kontakt med internetkulturen, som i værste fald vil opfatte denne type kirke som en direkte fjende. Der er her tale om en nok så alvorlig udfordring – for ikke at sige vanskelighed – for den kirke, der er bange for spørgsmål og kritik, og for hvem ikke alle spørgsmål står til debat. Vanskeligheden består bl.a. i, at kirken naturligvis ikke kan udfylde sin opgave eller opfylde missionsbefalingen ved at agere åben sandkasse eller diskussionsklub for legelystne debattører. Derfor må der oprettes en sund balance mellem på den ene side imødekommenhed overfor kritik og spørgsmål og på den anden side en klar fastholdelse af kirkens lære- og bekendelsesmæssige identitet. Det er imidlertid ikke et punkt, Careaga tager op til overvejelse i sin artikel.

Internettet appellerer til samarbejde og fælles indsats: Mennesker verden over kan, via fælles teknik (computere og modem), samarbejde på tværs af by- og landegrænser om at bruge internettet til at skabe nye kirkeformer, nye kristne fællesskaber, nye uddannelsesformer for præster, missionærer, diakoner osv. Selv i de mange tilfælde, hvor konfessionel uenighed normalt bremser for f.eks forkyndelses-samarbejde, er internettet en mulighed for, at der alligevel kan skabes et samarbejde, f.eks. omkring teologi, forskning og netmission.

Uafhængigt af tidszoner kan „to eller flere samles i Jesu navn” via internettet, f.eks i et chatrum, og dermed udgøre et kristent fællesskab. På internettet er der, pga. den høje hastighed hvormed informationerne sendes rundt, ikke længere geografiske afstande og tidsforskelle at tage hensyn til. Derfor må kirken indstille sig på at være åben 24 timer i døgnet, f.eks. via sin hjemmeside, som naturligvis må opdateres dagligt og vedligeholdes: „Kirke på Nettet er ikke en ugentlig foreteelse – end ikke to gange om ugen. Kirke kan opstå til enhver tid, på ethvert sted”.
Det er interessant, at konklusionerne i den hidtidige nordiske forskning vedrørende kirkens brug af internettet (Arne Fjeldstad 1997; Morten Højsgaard 1999) i begge tilfælde bemærker, at internettet endnu ikke har været med til at give grobund for eller har skabt de nye kirkelige strukturer og organisatoriske ændringer, som amerikaneren Careaga efterlyser i sin artikel om cyberkirken. F.eks konkluderer Højsgaard, at danske kirkelige hjemmesider typisk knytter sig til allerede etablerede og traditionelle kirkelige strukturer, som f.eks. sognet, kirken, menigheden eller foreningen, bevægelsen, organisationen (Højsgaard 1999:102ff).