Så blev der alligevel radio-Jul i Tchad…

En opmuntrende historie om, hvordan Gud svarede på nogle kristnes „umulige” bønner i det afrikanske ørkenland Tchad ved hjælp af et par danske optimister…- Tænk, hvis vi havde en radio! sagde de kristne i Tchad.Jeg havde netop fortalt dem om, hvordan radioen kan bruges til at nå muslimer og andre unåede folkegrupper med det kristne budskab.
Ved siden af mit 3/4 job på Udfordringen har jeg et kvarttidsjob med at rejse til Afrika to gange årligt og hjælpe de kristne i det fransktalende Afrika med kommunikation. Det vil især sige radio.
For et par år siden var jeg så kommet til Tchad – et mægtigt ørkenland midt i Afrika. Det er muslimsk domineret, men nede syd på i den frugtbare del, findes der mange kristne. I perioder er de blevet hårdt presset, for landet er domineret af muslimer, selv om disse ikke har flertal.

Nogle hårdføre missionærer fra en lille frikirke i USA, den Lutherske Brødre Kirke, bragte kristentroen hertil for 80 år siden.
De havde ikke mange penge at dele ud af. Så de kristne har fokus på, hvad Jesus kan gøre for dem, og ikke på at malke sponsorer for penge.
Men de har fået støtte til lidt sundhed og udvikling fra bl.a. Cliff Richards fond.
En dag fik jeg en brun kuvert fra Tchad med et gennemarbejdet forslag til en radiostation. Den ville koste 1.5 mill. kr. og jeg fortrød næsten, at jeg havde fortalt dem om mulighederne, for hvor skulle de få pengene fra?
Det er Sudanmissionen herhjemme og det Lutherske Verdensforbund (LWF) i Geneve, der betaler for mine rejser, men desværre er der ikke ret meget budget til at arbejde for. Sudanmissionen arbejder slet ikke i Tchad, og LWF er et stort bureaukrati, hvor der ikke er penge tilovers.

Iøvrigt havde de kristne jo slet ikke sendetilladelse. Men kort før jeg i november skulle til Cameroun, fik jeg en fax fra nabolandet: Nu havde de fået sendetilladelse til FM i Mayo Dallah departementet!
Det var på én gang glædeligt – og næsten ikke til at bære; for de kunne jo ikke udnytte tilladelsen.
Men de kristne bad for deres radio…

En dag ringede en mand fra Sjælland, jeg ikke kendte, og lovede, at han ville give en pæn sum penge, hvis de ikke blev spist op af administration herhjemme.
Jeg var ikke i tvivl om, hvad de penge var beregnet på.
Samtidig var jeg netop blevet opfordret til at gå ind i ungdoms-organisationen „Africa In Touch” bestyrelse – fordi de ønskede et par „gamle” medlemmer.
Jeg foralte dem om gaven, og vi blev enige om at oprette et projekt, så pengene kunne ledes igennem en organisation med revisor på osv.
På den måde kunne unge også engageres i radiomission og selv give til deres del.

Tilfældigvis kom jeg til at snakke med en gammel ven, som fortalte, at han kunne skaffe billige brugte FM-sendere fra sin arbejdsplads (tidl. Kalundborg Kortbølgeradio) til kun ca. 4.000 kr. (nypris ca. 45.000 kr.), og han ville godt ofre en ferie på at sætte den op. Det var radioteknikker Jens Christian Seeberg, som vi bragte en artikel om i sidste uge. (Det var ham med de 4.000 volt på dørhåndtaget).
Selv om senderen kun ville kunne dække et lille område, var det en begyndelse, og vi kunne så opbygge til større rækkevidde, efterhånden som vi forhåbentlig fik flere penge. Giveren lovede at betale Seebergs rejse. Udover senderen skulle der investeres i antenne, kabler m.m.
Vi kunne så også bruge Seeberg som teknisk sagkyndig på en konference for afrikanske radiofolk, hvor vi diskuterede fremtiden for kortbølge, som er ved at blive afløst af FM, men som til gengæld når helt ud i de øde område og på tværs af grænser.

Vi rejste først til Cameroun med fly, derfra fortsatte vi med bil over grænsen til Tchad, hvor vi kørte et par hundrede kilometer på grusveje. Men det gik fint.
Der er ikke telefon i området, og kirkens samtaleradio virker ikke mere, så vi måtte bare køre derover og overraske dem.
De kunne knapt tro deres egne øjne – men jeg havde i øvrigt taget en pose gamle briller med fra Danmark. De blev nu delt ud til alle med synsproblemer – to par gik til regeringens topembedsmand, prefekten – som nu ser med milde øjne på projektet!

Vi havde som mål at installere en meget enkel sender, som kunne køre på kirkens 2.5 kW generator (der er ikke elektrisk strøm, bortset fra solceller). Vi ville benytte os af lokale materialer og arbejdskraft. Vi ville vise afrikanerne, at det er muligt for små midler at komme i gang – og lade dem forstå, at vi heller ikke er millionærer.
Vi bøjede kobberrør rundt om et træ og fik lavet en antenne efter Seebergs indviklede udregninger. Den blev hejst op i det højeste træ! Herfra førte vi kabel, vi havde købt lokalt, ind gennem muren til et ledigt rum i kirkens kontorbygning.
Her opsatte vi den medbragte lille sender, justerede den og tilsluttede en båndoptager, vi købte på markedet, sammen med en mikrofon, vi havde skaffet os i Cameroun. Desuden havde vi medbragt en mere professionel båndoptager fra det nu nedlagte Kalundborg Nærradio.

På denne enkle måde oprettede vi en meget primitiv radio for næsten ingen penge – og kirkens folk kan nu sende radio – ganske vist kun til selve byen Pala (ca. 10.000 mennesker). Men de er i gang. Og hvis vi kan skaffe flere penge, kan vi udvide senderen til at nå den halve million mennesker, som bor i distriktet!
Det var et stort øjeblik, da Jens efter at have knoklet løs med de tekniske installationer et par dage, kunne overlade mikrofonen til kirkens vicepræsident – da præsidenten er ramt af en lammelse – og lade ham sige de første ord på Radio Pala.
Men hvad med indholdet? Jo, nu videresender de kristne landets officielle Radio Tchads kortbølgeudsendelser (som er svære at høre) på deres egen FM og blander med det, de selv kan lave. Så er der hele tiden noget på frekvensen, men det stiller ikke større krav til produktionen, end de selv kan klare.
Udover kirkens radio findes der ikke FM i denne del af Tchad.

Vi lærte en del om selv at medbringe f.eks. kabel. Det, vi fik fat i, passede ikke til senderen – det var modtagekabel. Det nedsatte dels senderes effekt væsentligt, dels forstyrrede det radioen og båndoptageren i “studiet”.
Vi fik også målt, hvor store sendere, der er nødvendige for at dække et område under de geografiske og andre forhold, der findes i Tchad og Cameroun. (Vi foretog også undersøgelser i Cameroun.)
Vi blev bekræftet i, at dette er en psykologisk god måde at starte et radioprojekt op i Afrika, og vi fik både praktisk hjælp og mange taknemlige ord fra de lokale folk.
– Vi har bedt meget for denne radio, men jeg troede aldrig, det ville ske, sagde Philip, der kommer til at stå med ansvaret for radioen.

Efter nu at have installeret første trin, er det vores plan at udbygge senderen, efterhånden som der bliver økonomisk og praktisk muligt.
Da pengene ikke nåede frem før afrejsen, turde vi ikke slå for stort brød op.
Tilfældigt hørte vi f.eks. om en 50 meter høj jernmast på lufthavnen i Tchads hovedstad Ndjamena, som vi kan købe for få penge, hvis vi selv piller den ned og transporterer den ca. 500 km syd på til Pala. Her skal den genopsættes på et støbt fundament, sikres og lynafledes, forsynes med nyt kabel og osv.
Hvis det lykkes kan vi næsten dække hele området. Midt i et muslimsk domineret land. Du kan følge med i, hvad der videre sker på: www.afrikaintouch.dk