Skal kirken bare følge med, når tidsånden skifter?

Vi skal forstå budene ind i den tid, vi lever i. Men livet bliver fattigere og vanskeligere, hvis vi som udgangspunkt siger: Når tidsånden skifter, må kirken følge med…Det er vanskeligt at se noget andet konstruktivt formål med biskop Jan Lindhardts »nytårstale« om seksualitet end dette, at opponere imod den særstilling, vi fra kirkelig side ofte giver seksualiteten og det 6. bud i forhold til andre livsområder.I så fald må det konstateres, at Jan Lindhardt ikke har opnået, hvad han ville. Kommentaren fremstår – sikkert imod forfatterens hensigt – som provokerende over for muslimer og missionsfolk.
Debatten har imidlertid sat fokus på forholdet mellen kirkens tros- og bekendelses-grundlag og den såkaldte »tidsånd«. Er det en rigtig betragtning, at når folks holdninger til f.eks. det 6. bud ændrer sig, så må kirken »følge med«?

Flere og flere mennesker er optaget af reinkarnation, åndelige energier, numerologi m.v. Betyder det, at vi ikke længere skal fastholde det gudsbillede, som findes i det 1. bud: »Du må ikke have andre guder?«

”Peter Schmeichel er Gud” står der på bannerne i Idrætsparken; store bogstaver på asfalten sagde det samme om Bjarne Riis.
Det bliver mere og mere almindeligt at kalde musikeres blændende virtuose spil »guddommeligt«.
Betyder det, at vi ikke længere skal fastholde den respekt for Guds navn, som findes i det 2. bud: »Du må ikke misbruge Herren din Guds navn?«

Store supermarkedskæder ønsker skellet mellem søn- og søgnedag ophævet. Butikkerne skal være åbne fra morgen til aften alle ugens dage, og det synes, som om forbrugerne følger trop. Betyder det, at vi ikke længere skal fastholde den mulighed for kirkegang, hvile og eftertanke som findes i det 3. bud: »Du skal holde hviledagen hellig?«

Rundt omkring på plejehjem, beskyttede boliger og i private hjem sidder ensomme gamle, der tilsyneladende er glemt af deres voksne børn, der har travlt med at gøre karriere.
Betyder det, at vi ikke længere skal indskærpe det ansvar, der ligger i det 4. bud: »Du skal ære din far og din mor?«

Det bliver en mere og mere udbredt tanke, at vi skal give uhelbredeligt syge og døende mulighed for eutanasi (aktiv dødshjælp, red.).
Fra flere og flere kredse lyder kravet om indførelse af »hollandske« tilstande.
Betyder det, at vi ikke længere skal fastholde den respekt for livet, der ligger i det 5. bud: »Du må ikke slå ihjel«?.

Skilsmisser, brudte ægteskaber og den frie holdning til seksualitet synes også at vise – som den aktuelle diskussion understreger – at der er mange, som finder ægteskabet ude af trit med samfundets udvikling.
Betyder det, at vi ikke længere skal værne ægteskabet, som det understreges i det 6. bud:
»Du må ikke bryde æg-teskabet?«

Sort arbejde og skattesnyderi har demonstreret et skred i synet på det enkelte menneskes ansvar over for fællesskabets ejendom.
Betyder det, at det er i orden »at stjæle en lille smule«, og at vi derfor ikke længere skal fastholde den respekt for andre menensker, der ligger i det 7. bud: »Du må ikke stjæle?«

Dele af pressen synes at udvikle et stadigt friere forhold til begreber som sandhed og virkelighed, idet enkelte mennesker ofres for at sætte oplagstal i vejret. Den politiske debat bliver mere og mere personligt indædt: Man viger ikke tilbage fra »karaktermord« på modstandere.
Betyder det, at vi ikke længere skal tales til rette af det 8. bud: »Du må ikke vidne falsk imod din næste?«

Og endelig: Betyder de mange stridigheder og processer om penge og ejendom mennesker imellem, at vi ikke længere skal manes til eftertanke af det 9. og 10. bud: »Du må ikke begære din næstes hus?« og »Du må ikke begære din næstes hustru, karl, pige, kvæg eller hvad der er hans?«

Vi skal forstå budene ind i den tid, vi lever i. Vi skal også tolke budene ud fra »det store bud« om kærlighed til Gud og til vor næste.
Men livet bliver fattigere og vanskeligere, ikke mindst for den svage, hvis vi som udgangspunkt siger: Når tidsånden skifter, må kirken følge med.
Vi, som er præster, har lovet at forkynde kærlighedens evangelium og næstekærlighedens lov.
Derfor er enhver prædiken i virkeligheden et korrektiv til »tidsånden« – eller måske snarere i bund og grund et opgør med den.