Slankekuren tog overhånd

Da følelserne blev for vanskelige at tackle, vendte Maria Sommer Christensen dem indad. Hun isolerede sig og begyndte at sulte sig selv – men i dag er hun fri!Aldrig tidligere har unge haft så mange muligheder som i dag. Muligheder for at realisere sig selv, sætte dagsordenen, vælge uddannelse, livsform, tro, overbevisning og stil.
Aldrig tidligere har der været så mange åbne døre, så mange tilbud – og så mange valg!Samtidig betyder den stærke ungdomskultur, at unge i stadig højere grad lærer af unge.
Mange danskere har ikke kontakt med folk udenfor deres egen generation. Medierne spiller en kolossal rolle. Hollywood dikterer, hvad der er smart, reklamefolk fortæller, hvad der er hipt, og en hel generation af unge følger efter.
Mange kender ikke naboen og har mistet kontakten med familien, men alle ved, hvad der sker i ”Venner” og ”Ally”.

Netop Ally er da også et eksempel på et af de problemer, medierne skaber for mange unge. I løbet af serien har hele verden kunnet følge, hvordan hun er blevet tyndere og tyndere. Og skønt folk misbilligende kommenterer skiftet, så sætter det standarden for mange piger. De skal på slankekur! Nu!
Maria Sommer Christensen, 21, fra Århus har været i samme situation. Gennem flere år sultede hun sig for at blive tyndere – uden at det hjalp på selvværdet. Hun oplevede, hvordan hun blev spundet ind i et net af løgne og bedrag, uden at hun kunne gøre noget for at slippe ud. Først da hun efter Handelsskolen tog på bibelskole i Norge, skete der noget, som vendte op og ned på hendes tilværelse.

– Jeg har haft problemer i skolen, siden jeg var lille. Ikke store problemer, men jeg følte ofte, at jeg var udenfor, fordi jeg var kristen. Samtidig kan jeg huske, at jeg på et tidspunkt hørte én sige: „Du er tyk.” Jeg var på det tidspunkt 9-10 år gammel, og jeg var i virkeligheden overhovedet ikke tyk. Men det ætsede sig ind i mit hoved og blev der, fortæller Maria.

– Da jeg var 11 år gammel blev min far kvæstet ved et biluheld i Østrig. To mænd døde, og min far var alvorligt skadet. Jeg vidste det, men folk talte ikke til mig om det. Det var meget tys tys. Jeg var overbevist om, at jeg nok skulle klare mig igennem det, men når jeg ser tilbage, kan jeg se, at det var så stor en psykisk belastning, at jeg ikke kunne håndtere det.
– Min mor og far kæmpede deres egen kamp på den tid. Til gengæld har jeg altid vidst, at de elskede mig, og at min moster elskede mig, og hun var der også for mig – hun kunne nok bare ikke nå ind til mig.

– I grunden gik det også først galt i 8. klasse, da mine venner rejste på efterskole. Jeg lukkede mig totalt inde i mig selv. Jeg havde haft en kæreste i sommerferien, da han slog op og også rejste på efterskole, fik jeg det rigtig dårligt. Jeg begyndte at blive hjemme fra skole. I mit hoved hørte jeg hele tiden: ”Folk har ikke lyst til at være sammen med dig!” Og det troede jeg på. Samtidig begyndte jeg at sulte mig selv. Jeg lod simpelthen være med at spise. Idéen fik jeg gennem TV. Jeg havde set et program om anoreksi og havde lært af deres spisevaner. Jeg holdt op med at tage imod middagsinvitationer og blev hyperaktiv. Jeg vænnede mig til at sige: ”Jeg har lige spist…” hver gang nogen tilbød mig mad.

– På den ene side havde jeg ikke lyst til at leve længere. På den anden side følte jeg mig stærk af at sulte mig. Det var magt. Man følte, at man kunne det hele. Samtidig ville jeg være tynd – ligesom pigerne i reklamerne. Når jeg kiggede i spejlet så jeg en elefant, fortæller Maria, som på det tidspunkt var 180 cm høj og vejede under 50 kg.
– Man kunne tælle alle mine ribben og hoftebenene stak helt ud. Jeg kan huske, at min mor begyndte at græde en gang, da hun så mig i svømmehallen.
– Den værste periode var omkring eksamen i 9. klasse. Jeg levede af cola light og en kiks ind i mellem. Jeg arbejdede meget. Jeg havde en lang periode, hvor jeg aldrig slappede af. Jeg gearede helt op. Jeg følte mig godkendt, når jeg arbejdede. Siden har jeg lært at geare ned og få tid til at være menneske.
– Det første år på handelsskolen var der ingen, der kendte mig. Jeg lukkede simpelthen af. Det handlede om, at jeg var så skuffet over at have mistet, og jeg følte, at jeg fik hævn ved at lukke af. Det 2. år tog vi til Irland med klassen. Her lærte jeg folk at kende, og jeg tror, det var da, at jeg begyndte at komme ud af det.

– Jeg følte mig svigtet. Det er essensen. Jeg turde ikke have tillid, turde ikke vise, hvem jeg var, for så ville de andre nok også forsvinde. Jeg var så skuffet over, at mine venner, der tog på efterskole, kunne glemme mig.
Efter handelsskolen tog Maria til Bergen på bibelskole. Her oplevede hun, at hun gennem undervisningen og fællesskabet blev sat fri.
– Jeg kom til at bo sammen med en pige, som har masser af selvtillid. Hun kan virkelig godt lide sig selv. Jeg var jo til gengæld fuld af selvhad. Hun lærte mig en masse, samtidig med at Gud viste mig, hvem jeg er. Jeg oplevede, at jeg i løbet af det år forvandledes fra at være grå og trist til at blive levende. Hvis jeg ikke var kommet derop, så tror jeg faktisk at jeg var blevet tosset, understreger Maria.
– Vejen til helbredelse starter i tankerne. Når man kigger på sig selv i spejlet, må man holde op med at fordømme det, man ser. Man må holde op med at piske sig selv for alt det, man ikke har fået gjort eller opnået, og i stedet begynde at sætte små mål. Man må lære at acceptere, at alle har fejl, og i stedet for at vende det indad, så beslutte sig for at arbejde med tingene.

I dag er Maria Sommer Christensen elev i legetøjsafdelingen i Magasin i Århus. Samtidig er hun med i ungdomsgruppens lederteam i Pinsekirken i Århus, og hun er cellegruppeleder for en ungdomscellegruppe.
– Den helt store forskel på i dag og dengang er, at jeg har frihed. Tankerne vil nok altid være der, men jeg har lært at stoppe dem. Jeg tør være åben overfor folk i dag, og jeg har fået meget mere lyst til at hjælpe andre folk igennem.
– Jeg havde i virkeligheden et ganske sundt forhold til mad. Jeg spiste små portioner, og jeg ville gerne spise sundt. Det var nok et oprør mod suppe, steg & is-traditionerne, samtidig med at man jo gerne ville være ”perfekt” ligesom de åleslanke modeller, man altid så. Det tog bare overhånd. Til sidst blev det nærmest en besættelse. Det blev en løgn, og det værste var, at det bare blev nemmere og nemmere at lyve.

– Hvis jeg i dag skulle give et godt råd til, hvordan man skal forholde sig i forhold til unge med spiseforstyrrelser, så vil jeg sige: Fortæl dem konsekvenserne. Her mener jeg ikke: ”Du bliver så tynd, du kan dø af det” eller ”Du kan ikke få nogen børn.” Det er man da ligeglad med. Jeg havde heller ikke menustration i mere end et år, men det så jeg da ikke som et problem. Det var nærmest en lettelse, og jeg gik ikke rundt og forholdt mig til det at skulle have børn. De konsekvenser, man må trække frem er det, at livet vil være en evig kamp uden hvile, at man altid vil skulle lyve for sig selv og alle andre, og at man aldrig slipper væk fra smerten, så længe man ikke bryder med det liv.
– Jeg er fri i dag. Det takker jeg Gud for. Livet er en gave – alt for værdifuldt til at smide væk. Det skal leves!