30.000 til møder med Berntsen
Sidste år deltog 5.000 flere i helbredelsesmøderne end året før. Men kun et fåtal hænger på i kirken bagefter
Interessen for den åndelige verden er støt stigende. Det viser i hvert fald Hans Berntsens egen statistik fra helbredelsesmøder rundt omkring i landet.
Volvodirektøren der er mest kendt som helbredelsesprædikant trækker folk til huse og mange bliver øjensynlig begejstrede for kristendommen, i hvert fald som den præsenteres, renset for religiøse floskler, af den vante kommunikator.
Mange siger ja til Jesus ved at række en hånd op til møderne; i 2002 kom tallet helt op på 7.642, mod ca. 5000 året før. Den opsigtsvækkende statistik gør ham til den danske evangelist, der får flest danskere i tale.
Men hvordan er det at følge op på de mange tilkendegivelser? – spørger vi Pinsekirken i Århus, der har haft besøg af Hans Berntsen hele otte gange i løbet af 2002:
– At sige ja til Jesus er jo ikke det samme som at blive født på ny, siger pastor Frede Rasmussen. Derfor ser vi ikke mange af dem før næste gang Hans Berntsen er i byen.
– Vi render heller ikke folk på dørene. Vi uddeler et kort, hvor de bl.a. kan krydse af om de vil have kontakt med Pinsekirken.
Hvor mange vil det?
– Under ti procent. Men så møder vi ofte folk en tid efter. Når der kommer nye i kirken, siger de ofte, at deres første møde med kirken var gennem et møde med Hans Bertnsen. Og derfor fortsætter vi med møderne. Hans Berntsens force er helt sikkert, at han får folk til at komme positive og med forventning. De mobiliserer selv en del af den tro, der skal til for at blive helbredt.
Rene Ottesen står for opfølgningen fra Hans Berntsens møder i Pinsekirken København. Han vurderer, at det kun er mellem 5 og 10 pct.
– Men det er jo ca. det samme som i andre missionssatsninger og derfor fortsætter vi med møderne.
Pinsekirken København havde besøg af Hans Berntsen hele 15 gange i år 2002.
I alt 30.000 var til møde med helbredelsesprædikanten sidste år, mod 25.000 i år 2001 og kun 19.000 året før.